SÅ venner! Endelig fik jeg taget nogle billeder af badeværelset, som rigtig mange af Jer har efterspurgt. Beklager ventetiden, bedre sent end aldrig – ik?
Vi er så godt som færdige med rummet, der mangler lidt småting hist og her. Men det er nok mest ting vi selv ser, og som vi føler mangler.
Der vil altid være småprojekter hist og her, og det er så fint. Det er jo kun menneskeligt, og de fleste ting er som jeg nævner, ting vi kun selv bemærker. Så pyt!
Vores badeværelse er så færdigt, som det kan blive. Det eneste der sådan set mangler, det er en toiletrulleholder, toiletspand, en hylde i brusenichen til sæbe og den slags, en håndklædestang, lidt knager og så skal vi lige have malet dørkarmen. Men all in all så er badeværelset færdigt. Yay!
Franske fornemmelser og mindst 10.000 fliser
Jeg føler vi er kommet rigtig godt i mål med de drømme og tanker vi havde for badeværelset. Vores drøm var et fransk- og hotelinspireret badeværelse med masser af fliser, messingdetaljer og personlighed.
Et tidløst badeværelse, vi også vil elske om 10-20 år. Jeg synes faktisk vi har ramt meget godt plet, udfra det moodboard som jeg lavede her. Vi har lagt rigtig meget vægt på at finde de helt rigtige ting og materialer til badeværelset. Ting som lige gør dét ekstra, som giver den der ekstra detalje og følelsen af hverdagsluksus.
Fx har vi valgt en stor trykplade over toilettet i messing og med sjove tryk-knapper på. Vi kunne have valgt en standard i hvid plastik eller stål, men ved at være lidt ekstra detaljeorienteret netop her, giver det bare så meget mere kant til rummet.
It’s all in the details – bogstavelig talt.
Vær tro mod dig selv og din stil
Lige nu er trenden rigtig meget de her flotte farvede (gerne lyserøde og grønne) sildebensfliser, hvilket også er mega flot. Ikke et dårligt ord om dem. Vi kiggede selv på dem og blev også grebet af både farver, mønstre og hele det look, som netop trender meget lige nu. Jeg synes det er SÅ flot, men vi var bange for om vi også ville være glade for den trend om fem-ti-tyve år også.
Så vi mærkede godt efter. Vi mærkede efter for, hvad vi tror, at vi også vil være glade for om fem-ti-tyve år. For os var det at gå med det lidt mere sikre valg, noget mere klassisk.
Hvide og sorte fliser virker måske kedelige på papiret, ja. Men selvom man vælger nogle mere (kedelige?) sikre valg, så har man rig mulighed for at peppe et rum op, med få midler og hurtige løsninger. Fx kan farvede håndklæder, sjovt tapet/maling, farverige plakater eller store vaser med vilde blomster gør en verden til forskel.
Det er noget nemmere at forandre et rum med fx maling, håndklæder og den slags. Men at gå med en farvet flise til samtlige vægge og gulve kan være lidt vovet, for det er ikke noget man bare lige laver om, når man bliver træt af at kigge på det efter fem år. Så mærk efter, og undgå at havne i en trendzone, for en trend er der kun kort tid.
Læs også: Del 1: Metrofliser og mosaikgulv // Del 2: Fliserne er færdige // Del 3: Detaljerne
Vores drømmebadeværelse
De store projekter som køkken og bad har vi været lidt mere forsigtige med. Her er vi gået med nogle lidt mere sikre valg, hvor vi er endt med noget mere klassisk. Sort/hvidt badeværelse og gråt køkken, så bliver det næsten ikke mere kedeligt hva? Ha!
Måske lidt for kedeligt, vil nogen mene. Men for os det helt rigtige. Og det er jo det vigtigste. Jeg føler stadig at vi har fået en masse gode detaljer ind i rummene, der afspejler os og vores stil. Men stadig med ting og materialer, som vi tror på, at vi også vil være glade for om 10-20 år.
Jeg synes sagtens, at et badeværelse kan være cool og personligt med hvide og sorte fliser. Leg med former, mønstre og især stilarter. Gå tilbage gennem årene og se hvad der har været af badeværelser, flisevalg, materialevalg og nuancer, måske du kan finde detaljer fra de forskellige og sammensætte det til dit personlige take. Så kan man komme ret langt, og peppe det hele op med detaljerne i materialevalg eller gå crazy med farver. Hver sin smag 🙂
For os er det her vores drømmebadeværelse. Og med disse ord, vil jeg simpelthen bare invitere Jer med indenfor i vores nye og færdige badeværelse. Mit absolut yndlingsrum i huset, for vi har lagt hver og én flise helt selv. Jeg er så glad og stolt af det vi har fået skabt.
Kom indenfor!
Min gamle knagerække, som har altså fulgt mig de sidste 10 år – mindst. Jeg tror nok jeg har fundet den på et loppemarked engang. Den var SÅ tæt på at ryge ud da vi flyttede, men jeg er glad for at jeg holdt fast i den. For den passede lige ind der på badeværelset med det sorte look.
Håndklædet er fra IKEA og er sådan et kæmpe stort vamset et. Ah! Fliserne har vi købt hos Aquadomo og det er faktisk bare metrofliser, men med sådan et krakkeleret look. De er sådan lidt knækket hvid og så har vi valgt en hvid fuge – som er imprægneret efterfølgende for at holde smuds og snavs væk.
Et slaraffenland for badeværelser
Det fleste ting på badeværelset har vi købt hos Aquadomo, som holder til i Hellerup. Deres website er ikke rigtig noget særligt. So don’t bother. Man kan også kun købe deres ting fysisk i butikken – men giv endelig butikken et besøg hvis du er på de kanter.
Og tjek deres Instagram-profil ud, for her kan man finde god inspiration – både i deres egen opslag men også taggede opslag. Jeg fandt selv butikken gennem Instagram og et tagget opslag fra en anden kunde.
Det er et slaraffenland indenfor fliser, armaturer og den slags – og særligt i den her lidt gamle stil. Her kan du finde de smukkeste sager, som lige har det der detaljeorienterede touch; både fliser, armaturer, hylder, lamper – you name it. Alt du skal bruge til badeværelset faktisk. Både fliser, spejl, toilet og armaturer har vi købt hos dem.
Og en lille sidenote. Gitte, som ejer butikken (hun har haft den i 20 år+) er simpelthen bare så sød! Hun er virkelig et rart menneske og helt enormt kompetent. Vi har fået den bedste vejledning og service, og hun har fanget hvad vores drømme præcis var og hjulpet os i mål med disse. Tak Gitte!
Vi har også valgt et gammeldags brusearmatur med stort brusehoved, også i messing. Det hele er faktisk massiv messing, som helt naturligt vil patinere over tid. Det skal man bestemt være til. Vi kan rigtig godt lide det der lidt gamle look, hvor man kan se tingene bliver brugt!
Alt kan naturligvis pudses op, med det er lidt af et arbejde og er ikke noget vi personligt gider bruge tid på. Men det er igen en smagssag!
Til at starte med var vi lidt bange for, om vi nu også var gået liiiidt for meget amok med hele messinglooket. Men vi elsker det! Vi har ligesom bare omfavnet det og vi synes det passer sindssygt godt til rummet.
Elsker særligt den store bruser, det er SÅ lækkert at stå under den hver morgen. Ah!
Og bemærk lige trykpladen. Er den ikke smuk? Tænk sig, at en trykplade kan være pæn. Ha! Vi har virkelig lagt vægt på de små detaljer, for det er ofte dem der gør en kæmpe forskel.
Vores gamle tandlægeskab, som er købt brugt. Jeg knuselsker det! Jeg synes det passer perfekt ind, og at der er glas i siderne gør at lyset fortsat kan trænge gennem. Perfekt!
Vi har forsøgt at få det lidt gamle look ind i rummet. Fx med det lidt kantede toilet med sort toiletbræt, de mange messingdetaljer og de gamle armaturer, samt gode gamle køb – fx knagerækken og dette skab.
Jeg elsker virkelig vores mosaikgulv med de sorte blomster i. Mosaikkerne kommer på de her firkantede net, men vi har selv målt op og “plukket” de hvide små mosaikfliser ud, der hvor de sorte blomster skulle sidde. Dem kan man nemlig ikke købe færdiglavede.
Derefter er de hvide mosaiknet/fliser blevet lagt, og først derefter er de sorte fliser blevet lagt i som blomster. Så det har været lidt af et nørklearbejde, men utrolig hyggeligt for sådan en detaljeorienteret-perfektionist-OCD-type som mig. Ha!
Jeg har faktisk gemt en hel del af badeværelsesprocessen i mine highlights på min instagram – det hele ligger inde på min profil, og gulvet er kan du også finde under “MOSAIKGULV” – der kan du se meget mere fra processen da vi lagde gulvet, hvis du skulle være interesseret i det.
Jeg har også en timelapse fra badeværelset, men tænker faktisk at lave et blogindlæg for sig med tilblivelsen af badeværelset, om man vil.
Vindueskarmen og siderne er også fyldt med fliser, for at fuldende looket. Tjek lige kanterne foroven og selve hjørnerne. Jeg synes simpelthen det er blevet så pænt! Igen en detalje vi har valgt med omhu, for et mere afsluttet look.
I vindueskarmen står mit smykkeskrin, en gammel lågkrukke jeg fandt på et loppemarked engang og min elskede LRNCE-vase, som jeg købte hos YUME for et-to år siden, da de havde stand på Finderskeepers.
Tandlægeskabet er fyldt med alt vores toilet- & badehejs. Håndklæder, cremer, shampoo, toilettasker, parfumer, toiletpapir, hårbørster, make-up, badelegetøj, og hvad man nu ellers har af gøjl.
Alt hvad man nu har og bruger på et badeværelse. Kasser og æsker er ligeledes fyldt med solcreme, SOS-sager, glattejern, hårtørrer og den slags. Der kan helt sikkert godt trænges til en op- & udrydning, men altsååååå.. sådan er det altid med den slags ting.
Ovenpå skabet har jeg samlet en mindre jungle af monsteraplanter og pileaplanter. De har det nemlig ret dejligt deroppe på toppen, hvor de får fugt og lys fra vinduet.
Jeg elsker grønne planter og synes de pynter så fint herude på badeværelset. Lidt urban jungle-vibes er altid godt!
REKLAME
De to runde lamper ved spejlet er fra Nuura Lighting og er modtaget i en fin indflyttergave. De passer sindssygt godt til rummet synes jeg. De har dimmer så vi kan skrue op og ned for dem.
I loftet har vi spots fra FLOS, som har sådan en sort ring. Det bryder det helt hvide loft og kan ligeledes dimmes. Så vi kan få godt knald på lyset derude, så rart – selvom dagslyset trænger fint gennem vinduet.
Badevmøblet er fra IKEA, og er et vi har lavet et såkaldt IKEAhack på. Det er malet og så har vi sat andre greb på. Det synes jeg faktisk spiller meget godt. Vi har malet det med en højglans maling, så det er nemt at tørre af. Men der komemr en mere detaljeret IKEahack/DIY-indlæg med dette. Selvfølgelig!
Drømmen har hele tiden været en stor porcelænsvask af en art, men de møbler og vaske vi ellers har kigget på har virkelig været dyre – så det her var en rigtig god og prisvenlig løsning, når vi nu har skejet lidt ud andre steder med fx messingdetaljerne.
Vi har så bare sat et andet armatur til. Dét var dog lidt bøvlet under vasken, men min handy-Lasse fiksede det naturligvis til UG.
Først var tanken at glasvæggen her skulle gå fra gulv til loft, men så fik vi idéen med den halve væg.
Jeg synes simpelthen det er blevet så fint, og det er faktisk meget rart at have toilet og bad lidt mere opdelt, så man ligesom har bruseområdet for sig. Så kan man også gemme shampoo og sæbe af vejen bag væggen. Ha!
Vi har imprægneret både fliser og glasvæg og vi har kalkanlæg tilsluttet ejendommen, så vi har nærmest intet kalk i vandet. Det er I rigtig mange der har spurgt ind til ift. hvide fuger og sorte fliser. Det forstår jeg godt, men nu har vi boet her i snart et halvt år, og der er ikke i nærheden af at være kalk nogen steder.
Når det er sagt, så tørrer vi stadig af med en svaber og et lille “tørre af”- håndklæde. Det har vi gjort altid, også i vores gamle lejligheder, og det er virkelig bare en vanesag. Noget jeg bestemt synes man bør gøre, kalk eller ej. For det skåner altså dit badeværelse.
Kommentarer
Hvor er det bare smukt.
Elsker detaljerne og gulvet!
Tak! Vi er også ellevilde med det ❤️
Super flot 🙌🏼!! Vi står selv overfor et IKEA hack på et vaskeskab. Må jeg spørge hvilken maling i har brugt og hvor i har købt greb?
1000 tak Helene! Kan ikke huske det her på stående fod. Jeg laver et indlæg med al info omkring skabet inden længe 🙂
God weekend!
Se bort fra min forrige henvendelse: de var tidligere ved at opdatere hjemmesiden Aqadomo, men nu fandt jeg wc’et.
Tak for al inspirationen!
Sikke et smukt badeværelse og sikket et flot arbejde. Vi skal også selv igang med at restaurer vores badeværelse, og jeg er meget inspireret af jeres flotte resultat. Vi har været ud og kigge på fliser, og har næsten fundet nogle der ligner jeres fra en italiensk leverandør cesiceramica.it. Men jeg kan ikke finde ud af hvem der kan levere en afslutnings flise som den i bruger foroven og rundt ved vægen ved bruseren.
Da vi bor i Kolding har vi ikke mulighed for at tage til aquadomo og forhøre os, men ved du evt. hvor jeres fliser kommer fra?
Hej Annette,
Hvor spændende med nyt badeværelse! Det er præcis de fliser vi har. Vi har købt dem hos Aquadomo i Hellerup. De har også afslutningsfliserne. Så giv dem et kald, de kan helt sikkert hjælpe jer. Og sender sikkert gerne!
Super mange tak for svar. Vi tager kontakt til Aquadomo. Det bliver så dejligt at få et nyt badeværelse. Vi har også planer om at lave halv-muren med glas pladen. Men er i tvivl om, om har i sat glas pladen op inden i lagde klinker ? Mange tak for dine svar 🙂 Annette
Hvor spændende. Vi satte glasvæggen i før vi lagde de øverste fliser.
Så flot! Vi laver også IKEA hack på badeværelset; vi har bare brugt Hemnes serien i stedet 🙂
Må jeg spørge om du har brugt overløbsrosetten fra IKEA? Det er den dims der dækker overløbshullet i vasken. Jeg kan simpelthen ikke opdrive dem nogle steder i messing 🙂 VH Katharina
Det er også en pæn serie 🙂
Yes. Vi har brugt overløbsrosetten fra IKEA også. Har heller ikke kunne finde den nogen steder. Sig til hvis du gør 🙂
Så fedt og flot et badeværelse, vi er selv i gang med vores badeværelse.
Hvor er spejlet fra, den kunne passe godt ind i vores stil på badeværelset :-).
Tusind tak! Spejlet er fra Aquadomo 🙂