30. juli 2019
Annonce for ferm Living

Vendbare krukker til inde og ude + en planteguide

Det begynder efterhånden at ligne et rigtigt hjem herhjemme. Vi har fået hængt lidt billeder op og fået pakket stort set alle flyttekasser ud. Det tog så også kun 4 måneder. Ha! For hulan den slags tager tid.

Men vi vil hellere komme langsomt på plads med alle de rigtige ting, hvor vi har gjort os ekstra overvejelser og hvor det føles rigtigt – fremfor at vi bare kommer en masse ting ind i vores hjem, bare for at gøre det.

Vi solgte ret meget ud i forbindelse med at vi flyttede fra lejligheden, da stilen i huset er en hel anden end i lejligheden. Derfor solgte vi nogle af vores gamle sager, så de kunne få nyt liv hos andre, og så har vi fundet lidt “nyt” på dba, loppemarkeder osv. som passer til den nye stil i huset. Men vi er langtfra i mål. Den slags tager bare tid, og det er faktisk helt fint. Jeg hygger mig i og med processen!

Men det har også betydet at det har virket lidt tomt, længe.. og især ift. det grønne, som jeg jo elsker! Nemlig PLANTER! De fleste planter har haft det liiiiidt stramt henover flytningen og er desværre blevet forsømt en hel del efter vi er flyttet, og flere er desværre gået til. Øv!

Mine gode venner fra ferm Living kom mig dog til undsætning og har beriget vores nye hjem med de smukkeste store plantekrukker. Det var dermed oplagt for mig at gøre noget ved det på plantefronten. ferm Living gav mig det skub jeg havde brug for, for at komme videre på plantefronten.

TIMEGLASFACON

Krukkerne hedder Hourglass pots og giver associationer til et timeglas. De er så smarte, for de kan nemlig anvendes både inde og ud. Indtil vores terrasse står færdig står de indenfor i vores stue og pynter. Det gør mig nu ikke noget, for de er bare så fine og anderledes.

Krukkerne kan vendes både den ene eller den anden vej, så man kan helt selv bestemme retningen af “timeglasset”. Så man kan style sine krukker helt som man lyster. Høhø.. Uanset hvordan man vender krukkerne, vil de grønne planter bliver hævet fra underlaget, som om den står på en integreret piedestal.

I bunden af krukkerne er et lille afløbshul med gummihætte i begge retninger, således at vandes nemt kan komme igennem (hvis de står ude vel at mærke).

Jeg har tre krukker, men har kun fået fyldt to af dem for nu. Skal lige have fundet den sidste plante til den mellemste krukke. Ha! Ja, selv det kan være en udfordring. Men mon ikke jeg finder på et eller andet godt. Det tror jeg!

Krukkerne findes i tre størrelser; lille, mellem og stor.

Således så det ud, ude på vores meget rustikke grusterrasse, inden jeg plantede dem om.
I den store står min store smukke figen. Det ser jo også ret fint ud, ik?

GRØNNE GLÆDER OG REN LUFT

Jeg har svært ved at styre mig med planter. Ha! Elsker det skidt. Det er så dejligt med grønne glæder indendørs, det giver frisk ilt, renser luften og fugter luften i ens hjem.

Der findes mange planter med luftrensende egenskaber, herunder bl.a. Aloe Vera, Fredslilje, Bregner, Fiskebensplante, Væddeløber, Guldranke og Stuebirk bare for at nævne nogle få.

Jeg skal ud forbi planteskolen igen for at købe mig en plante mere til den mellemste potte, og så skal jeg have en Aloe Vera også, og måske nogle af de andre luftrensende planter. Det er i hvert fald lækkert til fx soveværelset, hvor det kan være ekstra lækkert med rar luft når man sover.

Nå, men i denne omgang kom jeg hjem med en smuk bananpalme, en grey philodendron, Kattens skræk (den lugter lidt af en blanding af cannabis og basilikum, men jeg synes den har sådan nogle fine blade), smukke duftende lavendler og en stor smuk figen. Måske kommer figenen til at bo i den mellemste krukke? Hm. Det må jeg lige se på. Skal i hvert fald lige have købt noget mere jord så.

Her ses LARGE hourglass pot og SMALL hourglass pot.

PLANTEGUIDE

ferm Living har forresten lavet en ret fin planteguide til udendørsplanter, den kan du finde her eller ved at klikke på ovenstående billede.

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret