Min indre plantedame og fashionista blev vildt glad, da jeg forleden modtog disse smukke øreringe og dette enkle armbånd fra det danske smykkebrand PureLeaf. Det er måske ikke lige min spidskompetence at skrive om smykker og moderelaterede produkter her på domænet, men lige netop disse smykker har altså en skøn og bæredygtig historie bag, som jeg ikke kunne stå for. Derfor måtte jeg naturligvis dele det med dig.
PureLeaf er et unikt smykkebrand, som kombinerer mode, natur, et social ansvarlighed samt en miljøbevidst produktion. Er der noget jeg godt kan lide, så er det når vi passer godt på miljøet og vores jord. PureLeaf fremstiller håndlavede smykker ud af planteblade. Altså, som i ÆGTE planteblade fra naturen. Hvor sejt er det ikke lige? Bladene bliver forsølvet eller forgyldt med 18 karat guld.
Smykkerne er fremstillet ud fra en miljøbevidst filosofi til produktionen, og der udvises stor socialansvarlighed ift. dem der ligger hænder til fremstillingen. Håndarbejdet og fremstillingen bag hvert enkelte smykke er derfor helt unikt. Ikke to smykker er ens. Det synes jeg altså er ret fint.
Jeg valgte de smukke Fixo Quina øreringe og det enkle Puseira Quina armbånd. De passer jo så fint sammen, men er også vanvittigt smukke hver for sig, da de er rimelig store og statement-agtige alene. Jeg har altid været vild med store “statement” smykker, og jeg synes disse er så vanvittigt flotte.
De er altså endnu smukkere i virkeligheden, hvilket desværre er lidt svært at få frem på billeder. Jeg har forsøgt at gøre mit ypperste for at få nogle gode billeder i hus, så du kan fornemme hvor smukt et arbejde der ligger i smykkerne. Så jeg håber virkelig du kan fornemme det.
Hvert smykke er produceret på en bund af organisk materiale og hele produktionen er lavet i hånden. Blade og frø er, omhyggeligt og med respekt for deres naturlige skønhed, behandlet og belagt med 18 karat guld eller sølv. Resultatet er dermed unik, detaljeret, elegant og delikat, uden at være skrøbeligt. Desuden er produktionen certificeret af IBAMA (brasiliansk Institute for Miljø og vedvarende naturressourcer), som sikrer en bæredygtig og miljøvenlig produktion.
Selvom smykkerne er håndlavede og meget unikke, er de faktisk ikke særlig dyre. De blade som anvendes til smykkerne ser ud, som på billedet ovenfor. Er det ikke vildt? Sådan helt skelet-agtige blade, som får nyt (gyldent) liv igen. Jeg er tosset med det!
— Smykkerne er modtaget, som en gave fra PureLeaf.