30. juni 2021

Når en dør lukkes — åbnes en ny!

Det er en glædes dag i dag! En dag, som vi har ventet længe på.

Vi har nemlig fået nøglerne til 1. salen i huset. Det betyder, at vi nu kan komme videre med renoveringen af vores skønne hus. Få skabt det barndomshjem til vores børn og få lavet de ting ved huset, som vi har drømt om så længe.

For at gøre en lang historie kort, så boede der nogle lejere på 1. salen, men de er flyttet ud, og derfor har vi fået adgang til 1. salen. Vi har allerede været oppe og spartle de første huller her til morgen. Yay!

Renoveringspauser

Renoveringens del 2 starter nu, og det gode i det her er, at vi jo er, så godt som, færdige med stueetagen og det meste af baghuset… Vi mangler stadig lidt fodpaneler, stuk og sådan. Småting!

Sådan en renovering kan godt trække tænder ud, så lidt renoveringspauser on/off er faktisk meget rart, ellers kan man hurtigt køre død i det. Og mens vi renoverer og gør klar, har vi et sted at være med ungerne, uden støv og værktøj alle vegne. Det er sundt nok ikke at have adgang til SÅ meget renovering på én gang, og dejligt at ungerne ikke skal rende rundt i støv og renoveringshejs.

Men til en start, der spartler og maler vi og laver værelser deroppe. Vi vil gerne lige bo i rummene før vi laver noget om. Det er generelt et ret godt tip til når man flytter ind i noget nyt/gammelt. Flyt ind og bo i det i en rum tid, inden man laver om og river alt ned. Måske ender man faktisk med at blive glad for nogle af de ting, man umiddelbart tænker ikke vil fungere i starten.

Så det gør vi. Laver værelser ovenpå, som det er nu. Måske er der noget vi bliver glade for er som det er med rumfordelingen, og måske finder vi ud af at rumfordelingen skal laves om eller noget i den stil.

Værelser, madværksted og stue

Dog skal der skiftes vinduer, så det matcher resten af huset, der skal opsættes en altan, og så skal køkkenet og badeværelset rives ned på et tidspunkt. Vi vil gerne lave ét stort badeværelse med badekar med et lille linnedrum ved siden af.. men det bliver ikke lige nu og her, for igen.. vi prøver lige at bo i det som det er, inden vi rykker badeværelset ned i den anden ende, måske fungerer det fint hvor det er.

Stueetagen bliver et stort køkken-alrum eller en slags stort ‘madværksted’ med en dejlig TV-stue ved siden af. Jeg glæder mig SÅ utrolig meget til de næste skridt af vores renovering, og jeg glæder mig til at dele ud af en masse inspiration til Jer.

Ihhhh, sikke en dejlig dag, det er i dag ♡

Se lige de smukke dobbeltdøre og fin gammel stuk.
Fint kig ned gennem de smukke rum. Rummet tættest på bliver vores soveværelse. Midterrummet er sådan et gennemgang, og bliver nok sådan en lille tv/legestue.
Døren og vinduerne skal skiftes ud med en større dør ud til altanen. Med sprosser, som vi har nedenunder, naturligvis. Værelset til venstre bliver et børneværelse.
Det andet børneværelse. Her skal slibes gulv og males.
Her kommer man ind. Døren skal fjernes på et tidspunkt. Køkkenet ligger inde til venstre.
Et kig ind til det lille køkken, som skal rives ned.
Her tænker vi at lave en lille bid af køkkenet om til linnedrum.
Resten af køkkenet tiltænker vi skal blive en del af badeværelset, som er bagved væggen.
Et kig ind til badeværelset. Fint som det er, men væggen til højre skal rives ned og så skal vi lave et stort badeværelse på sigt.
Hej heeeej!
Et fint kig ned til vores baggård!

Kommentarer

  1. Anne - 30. juni 2021

    Ej hvor er det skønt for jer. Vi startede også med kun at lave stueetagen da vi byggede huset.
    Og jeg kan varmt anbefale et kæmpe badeværelse, vi elsker vores og har aldrig fortrudt at vi brugte så mange m2 på et lækkert velværelse
    Glæder mig til at følge jeres fremskridt

  2. Christine Julin - 30. juni 2021

    Ej hvor er det fedt, husker godt du har haft nævnt det. Og jeg tænker der er grunde for i må være glade og lettede.
    Stort tillykke med 1 salen, og du har helt ret.
    Det skal blive spændende at følge jeres proces. 😍

    1. Mille Emilie - 30. juni 2021

      Tusind tak Christine. Der er selvfølgelig grunde til, at det først har kunne lade sig gøre nu. Men NU er vi her! Endelig. Vi er helt utrolig glade og lettede, og glæder os bare til at skabe et dejligt barndomshjem til vores børn. Tak for din søde besked!

  3. Gia - 30. juni 2021

    Wow hvor smukt ! Det bliver så spændende at følge med i 😍👍🏼

    1. Mille Emilie - 30. juni 2021

      Tusind tak Gia <3 Glæder mig til at dele en masse inspiration!

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret