Forleden steg jeg op på cyklen, hvorefter turen gik mod Ny Østergade. Solen skinnede mig i ansigtet, det var i sandhed en dejlig følelse af forår lige dér og uden at vide af det, havde jeg nogle fantastiske timer i vente. Jeg parkerede cyklen og traskede spændt over gaden, op af trappen og ind af døren, hvor jeg blev taget godt imod i salon Palma.
Her blev jeg mødt af et hold søde damer, både fra Palma og Aveda. Min morgen bød nemlig på en luksusbehandling med Aveda. Kender du Aveda? Det gjorde jeg faktisk ikke rigtig, andet end meget få produkter, men ikke brandet som sådan. Så jeg var naturligvis nysgerrig og spændt. Aveda er nemlig kendt verden over for sine plantebaserede, hår-, hud- og kropsplejeprodukter. De udvikler deres produkter med respekt for Jorden, og selvom det altså var hår der var på menuen denne dag, så har Aveda desuden en også en masse lækre ritualbaserede, holistiske skønhedsbehandlinger.
”Vores mission hos Aveda er at tage vare på den verden vi lever i, fra produkterne vi fremstiller til den måde hvorpå vi bidrager til samfundet. Vi stræber efter at være et forbillede for miljørigtig ledelse og ansvarlighed, ikke bare i skønhedsverdenen men over hele verden.”
Jeg blev introduceret for søde Jo McKay, Avedas internationale hårfarvespecialist, som fortalte mig om brandet, deres produkter, hende selv osv. Jeg fik lov til at teste nogle af produkterne, og jeg valgte at få en lækker proteinkur i mit ultratørre og frizzy hår samt prøve deres nye Demi+ toner (farvetoner til håret). Kuren er rigtig god til netop sådan en omgang viltert hår, som man vil have kontrol over.
Jeg blev simpelthen forkælet, som jeg ikke kan huske, at jeg er blevet det før. Både hår, krop og sind fik en tur. Det var altså ikke kun toppen af mit hylster der fik en kærlig omgang, det var alle sanser der blev trykket på, for at skabe ro og helhed. Det hele var topgennemført, sikke en rejse. Første behandling var en skøn nakke- & skuldermassage af Katrine Jakobsen. En behandling der er standard for alle, som skal have en behandling med Avedas produkter. Katrine brugte en skøn olie, og trykkede i områderne omkring nakke, skuldre og arme. Dette for at jeg kunne slappe helt af. Det var så rart! Jeg slappede fuldstændig af. Næste tur gik ind i baglokalet, hvor man får vasket hår osv. Her kom jeg i hænderne på dygtige Daniella Dif, som er frisør hos salon Palma. Hun vaskede, skyllede, vaskede og skyllede. Jeg fik en hovedbundsmassage, mens tonerne af rolig musik spillede ud af højtalerne.
Jeg fik en rigtig lækker proteinkur med quinoa i mit hår, samt en kold farvetoner i (deres nye Demi+ toner). Mens farvetoneren arbejde i mit hår kom Katrine retur og gav mig en håndmassage. Jeg fik en kølende klud henover ansigtet, og så var der ellers dømt massage for hænderne. Det har jeg aldrig prøvet før, og havde egentlig forestillet mig at det ville være en smule akavet. Men I Guder, hvor var det fantastisk! Jeg slappede simpelthen sådan af, at jeg var tæt på at falde i søvn. Mens jeg fik massage, farvetoner og proteinkur i håret, fik jeg serveret den lækreste myntethe. Det duftede sådan i hele lokalet. Jeg elsker mynte!
Jeg valgte ikke at få en permanent farve, men altså en farvetoner som skulle lysne og køle mit hår. Mit hår blev skyllet, og turen gik atter ind i selve salonen. Her gik Daniella i sving med utallige runde børster, for nu var det tid til en blowdry. En ting jeg heller aldrig har prøvet før. Shit, altså! Det var fantastisk. Jeg følte mig så lækker, sådan rigtig Hollywood.
Aveda introducerer i løbet af februar og marts en helt ny og op til 93% naturlig semi-permanent hårfarve. En helfarve, men ikke en, der skal gro ud med håret. Den vaskes ud efter en ca 20 hårvaske. Det er nogle super smukke farver, som gør, at man slet ikke kommer til at se ’farvet’ ud. Trine var også en tur forbi salon Palma til en omgang Aveda-behandling, og hun fik faktisk farvet sit hår. Hvis man ikke lige har mod på en helfarve, kan man gør lige som jeg, og vælge af få en transparent glans i stedet, så håret ser super sundt og glansfuldt ud.
Jeg skal helt sikkert afsted igen om nogle måneder. Måske kaster jeg mig ud i en permanent farve eller måske bare lidt striber. En ting er sikkert, Daniella Dif skal være kvinden der ordner det. For det har hun i den grad styr på!
Er der nogen af Jer, der går hos salon Palma?
Før/efter billeder
Jeg ved ikke helt om jeg egentlig synes, at jeg kan se den store forandring i selve farven, men mit hår er i den grad blevet meget mere blødt, sundt og blankt. Jeg kan især mærke og se en forskel på mine spidser, og generelt mine tykke og frizzy hårstrå. Se selv her nedenfor på mine før/efter billeder.