Kategori -
3. januar 2020

Livet med 2 børn – fuld knald på kærlighed og kaos!

BANG!

Så ramte hverdagen. Frida er tilbage i børnehave i dag (inden det atter er weekend senere, ha! Lidt tosset med alle de fridage, vi er altså nogen der arbejder! Oh well, jeg er selvfølgelig på barsel, meeeen holder ikke 100% barsel. Det er lidt svært som selvstændig, men nu må vi se hvordan det vil gå) og Lasse er tilbage på arbejde igen for fulde gardiner.

Altså, han har jo egentlig ikke rigtig holdt fri – for lige i hans situation er der ikke så meget der hedder fri. Ville ønske han kunne tage bare lidt barsel her i starten, men det selvstændige liv er ubarmhjertigt på den front. Men det tager vi med. Så er der så mange andre goder ved det. Og man kan jo ikke få i pose og sæk! Så jeg nyder de gode ting der også er ved det selvstændige virke.

Nå, men her sidder jeg. Med lille Vera sovende ved siden af mig. Sundhedsplejersken er lige gået. Det gik fint, men hun har ikke taget heeeelt nok på. Jeg frygter helt det her ammeforløb, for jeg vil så gerne have det helt op at køre. Så det bliver en succes modsat første gang med Frida, hvor det gik helt i ged og vi måtte ty til flasken.

En god mor sidder ikke i brysterne, det ved jeg om nogen. Men det er nu engang nemmere at have maden ved hånden (hehe.. brysterne), end at skulle pakke flasker, erstatning, kogende vand etc. Men går det heller ikke denne gang, ved jeg at jeg har gjort mit og at mit barn nok skal blive ganske fin alligevel. Men for nu kæmper vi videre!

foto Julie Grath

Vera er tre uger gammel i dag. Det har, ærligt, været nogle ret vilde tre uger. Jeg synes godt nok skiftet fra en familie på tre til fire har været hårdere end jeg havde regnet med.

Lasse har arbejdet her i ferien, været nede på fabrikken, været på telefonen når han har været hjemme, og så har han været meget alene med Frida også, for jeg har siddet med lillesøster. Man ammer pænt meget i starten, så fokus har ligget megetder.

Så der har ikke været særlig meget samvær og tid os voksne imellem. Vi har haft hvert vores barn, kan man sige. Så jeg savner helt min kære mand. Savner at kigge ham i øjnene, uden at have et skrigende barn på armen. Det har været lige lovligt intenst, lidt meget frustration og snerren af hinanden, fordi trætheden og skrigende børn har være altoverskyggende. Puuuuh.

Man tror ét barn er hårdt!

Vi har haft nogle vilde aftener og nætter, hvor hvert barn har skreget om kap i hvert deres værelse. Den første uge var Frida syg, så Lasse sov inde ved hende, mens jeg lå med en grædende nyfødt i rummet ved siden af. Holy moly! Dét er saftsuseme hårdt. Det var der altså godt lige nogen der kunne have fortalt mig/os. Men måske meget godt bare at blive kastet ud i kaosset, egentlig. Ellers havde vi da sikkert ikke fået et barn mere. Man tror ét barn er hårdt. Ha! Peace of cake. (det er det selvfølgelig ikke.. Ironi kan forekomme! Hehe..) Og selvfølgelig havde vi fået et barn mere, havde vi kendt til kaosset. Livet med barn/børn ER hårdt!

Det er svært med to børn, det synes jeg. Frida har reageret lidt voldsomt overfor mig. Det har været helt forventeligt, men derfor er det stadig hårdt! Det har været Lasse der har taget teten ift. hende siden jeg blev sengeliggende fra uge 34 – så han har følt sig lidt alene om hende i mange uger, ja måneder. Det forstår jeg virkelig godt, og jeg har selvklart helt dårlig samvittighed overfor både ham og Frida.

Jeg forsøger at være der når Vera sover, eller når Lasse lige holder hende. Jeg har i mange uger hverken måtte putte hende, give nattøj på, børste tænder osv. INTET! Hun har virkelig været en kold skid overfor mig -det lille væsen. Men hun bløder langsomt op, og i går måtte jeg for første gang i måneder putte hende. Åh. Min lillestore pige. Jeg savner hende sådan!

Hun er heldigvis vildt sød ved Vera. Kysser, aer, krammer, næsenusser og er meget interesseret ved bleskift, amning osv. Hjælper med at trille barnevognen, vil hjælpe med autostol og alt det der. Så sødt. Min kærlige pige! Jeg håber vi er på vej i den rigtige retning. Ved ikke om kaosset stilner af, men vi vænner os nok til det hele. Og når først hverdagen og rutinen rigtig kører, så vender overskuddet formentlig også tilbage.

Jeg håber bare at Frida fortsat vil være sød ved lillesøster. Så kan jeg godt sluge et par kameler mere (og græde stille i mørket). Jeg væbner mig med tålmodighed og ekstra dybe vejrtrækninger. Ha! Så længe hun er sød ved den lille. Jeg ved det nok skal gå over, og at vi finder hinanden langsomt igen. Forandringer er svære – både for store og små.

Trods der er fuld knald på kaosset, så er vi heldigvis fyldt op med kærlighed! Og med det kan vi klare os med meget.

God weekend!

Kommentarer

  1. Mette Nielsen - 3. januar 2020

    Tillykke med lilesøster. Jeg kan i HØJESTE grad anbefale dig at følge “slyngejordemoder“ og “den gode barsel”, de sætter så fint fokus på at trivsel ikke kun er vægtforøgelse og specielt ikke hos ammebørn. You got this mummy💪🏼💪🏼

  2. Malene - 3. januar 2020

    Kære dig

    Det lyder vidunderligt og hårdt. Jeg håber hverdagen kan hjælpe jer lidt på vej, så du kan få lidt ro omkring dig og lille Vera. Måske overskuddet til Frida så er der, når hun er hjemme?

    Ift. amning – mit forløb sidst gik egentlig ret smertefrit. Men min datter tog ikke voldsomt på i vægt. Der gik næsten to uger før hun var på sin fødselsvægt. Jeg bekymrede mig alt for meget om det og gik op i vejning mere end hvordan hun trivedes. For hun sov, var vågen, havde kontakt (som de nu har), og klarede begge slags bleer. Du skal selvfølgelig lytte til SP i det omfang, du er tryg ved, og Vera skal selvfølgelig tage nok på. Men husk at amning tager 6-7 uger at etablere – det er drønhårdt når man samtidig er hormonelt overvældet (og savner den store pige, man også har sit hjerte nær).

    Og så kan jeg anbefale ammenet! De hjælper med alle spørgsmål og er pro amning uden at være imod flaske – så de er en stor hjælp, synes jeg.

    Held og lykke med den nye hverdag – håber den behandler jer alle godt <3

  3. Karla - 3. januar 2020

    Tusen takk for at du skriver så ærlig om hverdagen med 2 små.

    1. Mille Emilie - 3. januar 2020

      Dejligt du læser med og kan bruge mit skriv <3

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret