Kategori -
17. april 2020

Kolik, Corona og kærlighed.

Hej derude. Det er godt nok længe siden jeg har tastet løs herinde på domænet. Jeg har savnet bloggen, at dele lidt mere herinde, for jeg har en masse på hjerte. Men, livet skete bare.. på den lidt hårde måde, men jeg er her stadig og jeg håber at jeg snart er tilbage i en mere aktiv form.

Men lige nu. Lige nu, synes jeg det er svært. Jeg synes det er rigtig svært de her dage. Den her dumme Corona-virus må virkelig godt snart tage at skride langt langt væk. Den gør det ikke let for nogen, og jeg ved at mange har det rigtig svært.

Vores situation er udfordret og jeg har efterhånden rigtig svært ved at være i det. I starten gik det fint, man får det jo til at fungere. Men jeg hænger, ærligt, i en lidt tynd tråd efterhånden. Sådan føles det i hvert fald.

Jeg synes egentlig ikke, at det er fordi, at jeg som sådan er én der går og er særlig psykisk sårbar til daglig, og jeg prøver altid at få det bedste ud af alle situationer.. men det her, det synes jeg er mere end svært. Noget af det hårdeste jeg har prøvet. Det drejer sig ikke kun om Corona-virussen, men også om de kolikagtige tilstande der har plaget vores lille familie siden Vera kom til verden. Og det vil jeg gerne snakke lidt om i dette indlæg.

Kolik, Corona og kærlighed

De sidste 6 måneder har været rigtig hårde· Jeg har fået en lille ny dejlig baby, men glæden er så svær for mig at finde i disse dage. Ikke hos hende, og ikke hende og jeg imellem. Hun lyser hver dag op, der er ikke en finger at sætte der.

Min første barsel med Frida var svær og jeg var meget ensom på barsel, jeg tror uden tvivl at jeg havde en eller anden form for efterfødselsreaktion med Frida dengang. Så jeg har egentlig været ret obs på det, men jeg er landet på en helt anden måde i det her anden gang. Jeg er meget mere sikker og tryg i det som mor, føler mig meget mere afslappet og rolig i rollen, og jeg nyder min lille baby. Jeg skal ikke nå noget som helst, og tager alting i hendes og mit tempo.

Dog havde vi en ret hård start, og det hele startede faktisk allerede inden vores søde lillesøster kom. To måneder inden jeg fødte Vera var jeg sengeliggende grundet mange, og kraftige plukveer. Jeg fik strenge ordrer fra de søde jordemødre på Hvidovre om, at jeg skulle være sengeliggende, allerede fra uge 33. Det var hårdt, kedeligt og svært ikke at kunne være der for min store pige. Mine forældre hjalp med at hente stort set hver dag i hele den periode, mens jeg lå på langs på sofaen.

Det var hvad det var. Kedeligt, men nødvendigt for at hun blev derinde så længe som muligt, men hårdt for mit forhold til min store pige, som stadig reagerer ret voldsomt på alle de forandringer, de sidste 6 måneder har budt hende.. og os. Ud kom Vera og allerede efter to-tre ugers tid gik der kolikagtige tilstande i vores lille baby, som har varet til.. ja, cirka til nu.

Jeg tør ikke fraskrive tilstandende helt, men det er klart i bedring. Hver dag bliver bedre og bedre og vi kan fornemme det lysner. Den sidste uge har været (7-9-13 – don’t jinx it) skånsom, og jeg tror og håber på, at vi langt om længe er ved at være på vej på den anden side. Hun er lige fyldt 4 måneder, og det har dermed været nogle seje måneder for os.

Vera er et helt andet barn end Frida. Frida sov, græd stort set aldrig og var i det hele taget, det jeg vil betegne som et nemt barn. Hun havde de dumme ører, men ellers har der intet været med hende. Bare nem.

Vera er som sådan også nem, men hendes kolikagtige tendenser har været nedslidende. For mig som mor, for Frida og for os som familie. For ikke at tale om vores parforhold, som nærmest føles sat på pause for ren overlevelse. Lasse sover inde på værelset med Frida, og det er i det hele taget ikke meget nærhed og nærvær der er os voksne imellem. Vi er trætte, batterierne er kørt helt flade.

Det hele bliver sgu sat på prøve. Det har uden tvivl været noget af det hårdeste vi nogensinde har været igennem. Men vi kæmper, holder sammen og vi klarer den!

Jeg har været meget alene med to børn, i en periode hvor jeg ikke har fået min nattesøvn, og hvor jeg samtidig har skulle være en nærværende mor for min store pige – i en periode hvor Lasse var i fuld firspring med sin nyopstartede virksomhed. Jeg har derudover skulle arbejde en smule i mens alt dette har stået på, samtidig med at jeg har skulle været en god mor herhjemme.

Men det har været SÅ følelsesmæssigt opslidende, at sidde med min lille nyfødte baby, som bare har skreget og skreget fra ca. kl. 17-02 om natten.
N O N S T O P !
H V E R D A G !

De allerværste dage har hun grædt 7-8 timer i streg, HVER eneste aften. Jeg tør slet ikke tælle hvor mange timer Lasse har gået rundt med Vera på armen, hvor mange gange jeg har trillet rundt med barnevognen gennem gader og stræder, om aftenen og natten. Hvor mange gange jeg har sovet på sofaen mens Vera har fået ro i slyngevuggen.

Mens alt dette har stået på, har vi skulle have overskud og være tilstrækkelig på alle andre parametre. Det siger sig selv, det er næsten umuligt! Jeg har grædt dagligt af udmattelse og følelsen af at være utilstrækkelig alle steder, samtidig med at jeg har følt mig helt enormt ensom. Det er svært at sætte sig ind i, når man ikke har prøvet det.

Jeg har ikke følt at jeg har slået til, hverken som mor, kone eller veninde, datter eller søster. Jeg har nærmest ikke set nogen mennesker de sidste 6 måneder – mit overskud har været ikke-eksisterende. De første måneder var jeg bare herhjemme, jeg kunne næsten ikke overskue at tage ud. For hvad hvis hun begyndte at skrige, og jeg ikke kunne få hende til ro. Jeg forsøgte at sove når hun sov, men havde samtidig også brug for, at omgivelserne herhjemme også var til at være i.

Hold kæft, hvor har jeg grædt meget de sidste mange måneder, trods den store glæde og lykke ved ankomsten af vores lillesøster. Sådan en ambivalent følelse.

Kærligheden til mine piger overvinder heldigvis alt. Og at se kærligheden fra Frida til Vera smelter mit hjerte. Det har været vanvittigt hårdt, men absolut det hele værd. Omend jeg godt kunne have været de kolikagtige tendenser foruden.

Men alt andet, alt det udenom. Den her virus-situation, som har ramt hele verden, gør det bare ekstra svært, og ekstra ensomt. Personligt føler jeg mig frarøvet min barsel med min lille pige, for jeg er bare ikke 100% tilstede overfor hende, når jeg også skal være der for min store pige, arbejde, klare de huslige pligter osv.

Jeg forsøger virkelig at lade alt der kan vente, vente – og bare være i det. Lade det ligge til Lasse kommer hjem fra arbejde, eller tage det om aftenen. Men det er svært. Jeg har brug for rolige omgivelser uden for meget der forstyrrer for at fungere.

Gør hvad der er nødvendigt

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste der sidder her med disse følelser. Så derfor vil jeg sige til dig. Hvis du er i en lignende situation lige nu, så gør hvad der er nødvendigt. Gør det, som gør det hele lidt nemmere for dig og din familie. Særligt nu kan det virke endnu mere frustrerende og ensomt.

Jeg ved det, jeg forstår dig. Det er pisse hårdt. Luk ørerne for løftede pegefingre og dårlige vaner. Gør det som føles rigtigt og godt for dig og jer! Kun du kan mærke hvad der er rigtigt for jer.

Den grimme virus

Så kom Corona. Den grimme virus –  Ad, hvor er den ulækker. Den har splittet vores samfund, vores verden… og jeg ved, at vi ikke er den eneste familie der har det svært. Jeg ved godt, at I er flere derude der har svært ved at få hverdagen til at fungere. Uanset om I har børn eller ej, har en partner, er singler, skal arbejde, er blevet arbejdsløse, er i sundhedssektoren eller hvor I er i livet. Jeg ved vi alle kæmper!

Økonomisk klarer vi den heldigvis og er ikke som sådan ramt, selvom både Lasse og jeg er selvstændige. Heldigt for mig er jeg på barsel, så min økonomiske situation lider ikke den store last. Dog er jeg ikke 100% på barsel, for det ville betyde at jeg skulle lukke helt ned for min lille butik. Og det kan jeg simpelthen ikke. Jeg har stadig, og heldigvis, fotoopgaver for diverse kunder, jeg hjælper med grafisk arbejde hist og her, har enkelte samarbejder gennem blog og instagram og så hjælper jeg Lasse med en masse digitalt også, gennem hans to virksomheder. Website, billedmateriale, grafisk arbejde osv. Jeg forsøger at få arbejdet når der er tid, primært om aftenen.

Lasses forretning er dog lidt mere kritisk. Han har ingen mulighed for at arbejde hjemme, da meget af det arbejde der foregår i begge virksomheder er fysisk arbejde. Han dyrker, som du måske ved, spirer til supermarkederne i den ene, som heldigvis fortsat kører fint – og mikrogrønt i hans nyopstartede virksomhed, som sælger til restauranter. Den del har det lidt svært og er sat mere eller mindre på hold, for restauranterne har jo af gode grunde lukket og dermed er der ikke rigtig noget afsæt. Det gør ondt, for han har virkelig knoklet for det!

Han har været “fraværende” og arbejdet som en gal de sidste 8-10 måneder på netop den virksomhed, sådan er det jo med nyopstartede virksomheder. Al opstart kræver 100% tilstedeværelse. Men det har også betydet at han ikke har været så meget her, med mig og pigerne. Det siger sig selv, ingen kan være to steder på én gang.

Jeg bebrejder ham på ingen måde, for jeg VED at det har været nødvendigt. Men det gør ondt at se hans forretning lukke mere eller mindre ned fra den ene dag til den anden. Det hele er sat mere eller mindre i bero, men vi håber og tror på, at det nok skal blive godt igen. Men det gør ondt på ham – og dermed også på mig. Noget han har brugt SÅ mange timer på, måneder, væk fra sin familie.

Fordi det er fysisk arbejde, er han selvsagt på arbejde stort set hver dag, og det efterlader mig herhjemme med begge piger. Frida bliver snart 4 år, og det har været – og er stadig – svært for tiden. Hun reagerer meget og det føles efterhånden mere som en krigszone, lige meget hvor meget jeg prøver at rumme hende. De sidste mange måneder har været svære for hende og for mig. Der har været mange forandringer, og nu det her virus-pis. Så det er jo helt naturligt at hun reagerer, hvis bare jeg måtte få lov at hjælpe hende igennem det.

Hun keder sig, savner vennerne i børnehaven. Spørger hver evig eneste morgen “skal jeg i børnehave?” og siger flere gange dagligt “det er kedeligt at være hjemme!”. Hun reagerer virkelig voldsomt, og det er kun far der dur. Det gør det SÅ svært for mig at være i, at hjælpe hende. Jeg kan og må ikke være der for hende. Jeg prøver at hænge i og kramme hende lidt ekstra, men det gør så ondt at se hende være så frustreret og ked af det.

Jeg havde en god og lang snak med min elskede storesøster forleden – som jeg savner vanvittigt. Noget må der gøres, ellers knækker jeg sammen på det her. Nu skal hun i børnehave på mandag, og jeg glæder mig faktisk til det. Både for hendes skyld, for min og for os som familie. Hun trænger til at lege, at fjolle rundt med vennerne, at blive stimuleret på en anden måde – selvom det hele ikke bliver som før Corona.

Vi har valgt at sende hende afsted. Men jeg sidder alligevel med en meget splittet følelse. For Frida og for os som familie, vil det uden tvivl være det bedste. Men samtidig føler jeg også det er en smule forkert. Kunne vi have ventet en uge eller to mere? Havde det været mere forsvarligt? Havde det været bedre at sende de større børn afsted først?

Når vi sender hende afsted, er jeg så en uansvarlig mor? Burde jeg hjemmepasse? Men det ved jeg, det kan jeg simpelthen ikke. Jeg er ikke sådan en hjemmepasser-type. Det er jeg bare ikke, og det bliver jeg ikke en dårlig mor af. Dem der kan, hatten af for jer. Jeg synes I er topseje. Det er bare ikke for mig. Og det vil jeg ikke have dårlig samvittighed over, selvom det kan være svært ikke at få med den der “hjemmepasser”-tilgang der lidt hersker på sociale medier. Det gør at den dårlige samvittighed ligger og lurer alligevel. Usikkerheden i min rolle som mor. Men jeg ved jeg er den bedste mor for mine børn. Jeg gør alt hvad jeg kan for at være det, i hvert fald.

Jeg stoler på vores mavefornemmelse herhjemme og ikke mindst på at regeringen har taget den her beslutning fordi det er dét, der er mest “sikkert”. Jeg ved ikke hvad der er rigtigt og forkert her, men jeg er altså splittet. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal mene om det her. Men jeg må stole på dem. Kan ikke gøre andet. Derfor kommer hun selvfølgelig også afsted.

Det vi sender positivt ud, kommer retur.

Det er og har været svært for mig at relatere til alle de, ellers fine, tiltag der er rundt omkring med digitale “sammen, hver for sig”-tiltag. Men jeg kan helt ærligt ikke rigtig relatere til det. Min virkelighed er bare en anden.

Jeg har intet overskud, ingen energi, ikke 5 min ledig til de forskellige ting. For jeg har konstant et barn at tage mig af, noget husligt der skal klares eller arbejde der skal laves. Jeg synes faktisk bare det hele her er fuldstændig vanvittig. Det handler mere eller mindre bare om overlevelse. Jeg prøver at deltage lidt i de forskellige tiltag, og når jeg har lidt tid ledig til mig selv, har jeg forsøgt at bruge dem på at gå en tur og få luft til hovedet, løbe en tur og sådan. Få lidt mig-tid klemt ind i en kaostid.

Måske ser det hele fint nok ud, ud af til. Jeg prioriterer egentlig at vise de gode sider, da jeg tror på, atdet vi sender positivt ud også kommer retur. Men lige nu er det bare svært. Og det kan jeg ikke skjule længere med stilhed herinde.

Alt bliver godt igen, ik?

Jeg håber I andre hænger i. At I har nogle at snakke med, en at græde ud ved, en pude at slå på eller råbe ind i, en at tale i telefon med. Et eller andet der kan frigøre nogle følelser, tanker og ord for dig. For mig hjælper det at snakke om det, at skrive om det. Om det bare er i en note på telefonen, i en dagbog, eller her på domænet. Gør hvad end der virker for dig.

Fordi andre har det hårdere, sværere eller værre end dig, er det helt ok at være ked af det, og også synes det hele er skide svært og hårdt. Ingen må nogensinde negligere dine eller mine følelser. Heller ikke dig selv!

Jeg har været lidt for god til at sige “der er andre der har det meget værre end mig, så jeg kan ikke tillade mig at sidde her og vræle!” – JO! Det kan jeg faktisk godt tillade mig, og jeg kan godt tillade mig at synes det hele er lidt hårdt.

Og nu siger jeg det højt: Jeg har det svært og hårdt for tiden. Jeg græder meget. Jeg synes det er svært at se andre “danse det ud” i Coronakrisen, holde virtuelle “sammenkomster”. Jeg synes det er svært at være alene med to små børn i disse tider. Jeg føler mig frarøvet min barsel med Vera, jeg føler ikke jeg slår ordentligt til overfor mine børn, særligt ikke mine store pige. Jeg savner mine forældre, som jeg er vant til at se en-to gange om ugen, og som jeg ikke har set i snart to måneder. Jeg savner min søster, mine veninder, mig-tid. Jeg savner at kramme.

Jeg føler ikke jeg kan være 100% til stede, nogen steder. Når Vera er vågen er jeg delvis der, og skal samtidig være der for Frida. Når Vera sover kan jeg bedre være der for hende, men har også brug for at huske mig, ellers går jeg helt ned. Jeg føler mig som et serviceorgan der agerer mor, kone, legekammerat, kok og hvad der ellers er er termer, for alle de kasketter, jeg har på lige for tiden. Ja, jeg føler i det hele taget meget for tiden.

Livet føles lidt, som at rutsje ned af et stort rivejern, lige nu. Men alt bliver godt igen. Det skal det!

Pas på jer selv derude.

Kommentarer

  1. Anne - 17. april 2020

    Av altså. Hvor lyder det bare urimelig hårdt. Sender dig en KÆMPE virtuel krammer og en high five. Det må og skal snart blive bedre! ❤️

    1. Mille Emilie - 17. april 2020

      Tusind tak Anne. Det er også en hård omgang. Men det skal nok blive godt igen! <3

  2. Natasha - 17. april 2020

    Kære Mille Emilie.
    Tak, kæmpe tak for det her indlæg! Jeg blev mor for tre uger siden, og mit barn har godt nok ikke kolik, men problemer med maven og græder rigtig meget og sover meget lidt. Jeg græder også vanvittigt meget! Anede ikke at det ville være så hårdt… jeg kan genkende alt du skriver, og det giver mig en ro samtidig med at jeg frygter hvor længe det varer.
    Tak fordi du deler – det her indlæg får mig til at føle set, hørt og anerkendt i det jeg synes er mit livs hårdeste periode.

    1. Mille Emilie - 17. april 2020

      Hej Natasha.

      Først og fremmest, stort tillykke med familieforøgelsen! Fantastisk med nyt liv, men hvor må det være specielt her i disse Corona-tider.

      De fleste små babyer græder jo meget, men. hvis de græder mere end tre timer om dagen i mere end tre dage om ugen, så betegnes det som “kolik”. Kolik er jo sådan en lidt underlig term, en “skraldespandsdiagnose”, som min ammevejleder kalder den. For alle babyers små maver skal lige tilvænne sig når de kommer ud. Men puha. Sådan en omgang babygråd er bare med til at man bliver bims.

      Det er en kæmpe omvæltning at blive mor. Jeg blev selv noget overrasket første gang. Man skal selv lige lære sin nye rolle at kende, og man skal jo også lære hinanden at kende på ny, i nye roller. Altså parforholdet alene er jo i en ny fase. Kæmpe omvæltning, uanset om man har et kolikbarn eller ej.

      Jeg håber I får en god start, og at gråden aftager. Tag en dag af gangen, og tag lige 10 sekunders pusterum på badeværelset alene når det spidser til.

      Kæmpe knus til dig

  3. Carina - 17. april 2020

    Jeg er en af de trælse typer, som altid bare læser med på instagram og blogs uden at like, kommentere eller noget som helst. Men det her indlæg det ramte mig. Jeg har ikke noget klogt at sige (og det tænker jeg egentlig heller ikke er vigtigt), men vil bare gerne sende dig verdens største mentale krammer! Og samtidig sige tak for at du vil og tør skrive så ærligt, så sårbart og så ægte ❤️

    1. Mille Emilie - 17. april 2020

      Hej Carina.
      Tak for din søde besked, dejligt du skriver 🙂
      Og tak for virtuel hep og kram, det er altid dejligt med støtte.
      Kæmpe krammer retur <3

  4. sille - 17. april 2020

    Kæmpe kæmpe kæmpe virtuelt krammer herfra! Tak fordi du siger det højt 💛
    Jeg har selv en pige på 3 og en på 4mdr, så kunne selv have skrevet din sidste passage!
    Følselsen af at slå til er bare fraværende. Vi overtog et håndværkertilbud 1.4, så jeg føler mig maks presset over også at skulle være nærværende, mens jeg skal slibe, male, amme, lege med den store etc. Er lykkelig over at vi har fået et hus, men shit en timing 💔
    Vi sender også den store afsted på mandag. For vores alles skyld. Vil gerne forsøge at afholde noget der minder om normal barsel med den lille, da jeg også der føler mig fraværende. Du er pissesej. Hold ud 💛

    1. Mille Emilie - 17. april 2020

      Hej Sille.

      Tusind tak for din besked og din historie retur. Det er virkelig en svær periode for mange det her, og særligt os med små børn. Puha, I har også nok at se til kan jeg høre. Men sejt I hænger i, selvom det er vanvittigt hårdt.

      Forhåbentligt kan vi kigge tilbage på den her tid, når alt det her er overstået, og grine lidt af hvor crazy en tid det var, og hvor mega seje vi var.

      Vi kan ikke gøre mere end vi gør. Vi gør jo hvad vi kan for at være de bedste mødre for vores børn, så kan ingen kræve mere af os. Frida kommer også i børnehave i morgen, for hendes og vores skyld.

      Kæmpe knus til dig, du er selv mega sej! <3

  5. Chfjkcg - 17. april 2020

    Jeg synes også, at det hele er rigtig svært. Gravid med sygdom, der gør, at jeg ingenting kan + 3,5 årig hjemme, fordi jeg er hjemmegående…

    Kæmpe kram.

    1. Mille Emilie - 17. april 2020

      Jeg føler med dig. Det er så ubeskrivelig hårdt! Men hvor er du sej. Kæmpe knus til dig <3

  6. Cecilie - 17. april 2020

    Tak for at sætte ord på dine følelser. Du er en god mor og en sej kvinde! Jeg kan godt forstå, at du synes det hele er lidt hårdt og uoverskueligt. Min datter havde kolikagtige tilstande de første knap 3 måneder. Og det var hårdt! Både fysisk og psykisk tog det på kræfterne, og der blev grædt mange tårer. Så godt kæmpet! Det hele skal nok blive bedre. Jeg sender masser af kærlighed din vej <3

    1. Mille Emilie - 17. april 2020

      Hej Cecilie,
      Tak for din søde besked. Det er virkelig bare hårdt, særligt når man er i søvnmangel. Man forstår godt det bruges som tortur. Pyha! Vi er seje begge to. Det lysner derude.. det kan jeg mærke!

      Kæmpe kram retur til dig <3

  7. Cathrine - 17. april 2020

    Det er en mega hård tid og her går det meget op ned. Kan heller ikke være med på alle de fine tiltag på de sociale medier. Har også svært ved at forstå, at folk kan gøre nå det ene og det andet. Men vi er forskellige steder i livet, og derfor er mulighederne for at klare denne krise også forskelligt. Har så meget forståelse for at du/I kæmper, og sender dig en masse virtuelle krammer. Ser ligesom dig, så meget frem til, at være sammen med familie, venner og kollegaer igen, om det så skal være lidt på afstand, så tager jeg, hvad jeg kan få af nærvær med andre mennesker.

  8. Naja - 17. april 2020

    Tak for at dele det her! Det er så befriende at du siger det højt, når jeg sidder og kan genkende meget af det du beskriver. Så tak bare tak.

  9. Louise - 17. april 2020

    Åhh søde Mille! Stor krammer til dig❤️

  10. Pernille - 17. april 2020

    Sender verdens største krammer din vej 💜

  11. Sofie - 17. april 2020

    Jeg har ingen børn. Jeg føler ikke, at dét på nogen måde er nødvendigt for at læse dine ord med dyb respekt og ærefrygt. Det eneste der går gennem mit hoved er, jeg kunne aldrig, aldrig, aldrig være så sej. Hvordan kan du dog stadig stå oprejst. Jo selvfølgelig er der altid folk, der har det værre et eller andet sted i verden.. men altså.. blandt hele almindelige danskere, så synes jeg godt nok godt, at du må have lov at se i øjnene at du er pænt fucking hårdt ramt. Lige nu. Hvem ved – måske er (din) verden en helt anden om få uger.
    Sort snak er det til gengæld at spekulere over om det er “dårligt mor”-agtigt at følge myndighedernes rådgivning og sende børn tilbage i de institutioner, hvor tusindvis af voksne står på hovedet for at sikre dem en ansvarlig opstart. Lige dét ansvar behøver du ikke tage på dig. Og har hun fået plads, så kan hun fint komme af sted. Håber det letter lidt, og bare ærefrygt og respekt i din retning.

  12. Simone - 17. april 2020

    Kære Mille Emilie,
    Jeg kommenterer normalt ikke på blogs, men det her indlæg ramte mig og sidder med tåre i øjnene nu, for det er så rart at vide at man ikke er den eneste der har det mega svært i disse tider. TAK! Du er sej 💜
    Jeg har selv en lille dreng som nu er 6 måneder, hvor vi har tilbragt næsten 4 måneder på sygehuset og er her nu, midt i det her corona og han må bare ikke få corona.. jeg græder også hver dag og føler med dig 💜 bliver ved med at holde fast i at det ikke vare evigt og alt bliver godt igen.
    Er vild med dit univers – tak for det
    Kram herfra 💜

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret