Kategori -
18. oktober 2016

KNÆK CANCER — du kan faktisk gøre en forskel


I næste uge kører TV2 og Kræftens Bekæmpelse en rigtig fin kampagne, som jeg hvert år støtter. Hele ugen handler om to ting: Oplysning og indsamling. Oplysning om sygdom og helbredelse, om forskning og patienter, om død og ikke mindst om liv. I en række programmer i uge 43 vil TV 2 vise både kendte og nye programmer, der sætter fokus på kræft via personskildringer, oplysning og underholdning. Det er programmer, der vil gøre os klogere, få os til at grine og græde, og forhåbentlig også give os håb for fremtiden. Ugen sluttes af med det årlige store indsamlingsshow lørdag den 29. oktober kl. 20 på TV 2. 
Kræft rammer hver tredje dansker og gør alle andre til pårørende. Vi kommer alle – på en eller anden måde og på et eller andet tidspunkt i vores eget liv – i berøring med kræft. En sygdom, der hver dag koster 43 danskere livet.
Selv har jeg haft, og har stadig, sygdommen tæt ind på livet – desværre! Min fætter døde af kræft for 15 år siden, kun 9 år gammel, samme år som jeg blev konfirmeret. Min moster og Gudmor er den dag i dag syg med brystkræft og har de sidste 15 år levet med sygdommen. Hun har været ind og ud af sygehuset, og det har været noget af en kedelig rejse. Desværre er det stadig en hård tid for hende i dag. Min farfar nåede jeg desværre aldrig at møde, da han døde af lungekræft for mange mange år siden, ja langt før min og min storesøsters tid. Virkelig en skam, for han lød som verdens rareste og dejligste farfar, som jeg virkelig ville have elsket at have mødt. Derudover kender jeg et hav af mennesker, venner som bekendte, som også har kæmpet eller fortsat kæmper med den kedelige sygdom.

Det er virkelig hårdt at se ens familie, venner og bekendte kæmpe med sådan en kedelig og grim sygdom. Det er svært at stå udefra og kigge på, og ikke føle at man rigtig er tilstrækkelig. Man kan naturligvis give kram, være der og hjælpe hvor man kan, og faktisk kan du gøre mere end du lige tror. Sidder du også og føler dig lidt hjælpeløs, så er det her indlæg især til dig, for du kan faktisk gøre noget! Du kan nemlig give et bidrag til KNÆK CANCER, både som privatperson og som virksomhed. Det behøver ikke være flere tusinder af kroner, lidt er bedre end ingenting, og jeg kan love dig for at ALT bliver værdsat. Du kan støtte online her, eller via sms med teksten KNÆK til 1277, så støtter du med 150 kr.
De penge, der bliver samlet ind til Knæk Cancer i 2016, går til projekter, som udspringer af følgende overordnede temaer:

  1. Børnecancerfonden
  2. Forskning i immunsystemets rolle ved kræftbehandling
  3. Patient og læge – fælles om vigtige beslutninger
  4. Alternativ /supplerende behandling
  5. Hvordan kan danskerne opdage symptomer på kræft i tide?
  6. Unge talentfulde kræftlæger
  7. Færre bivirkninger, komplikationer og senfølger bivirkninger
    a. Hvorfor opstår bivirkninger, komplikationer og senfølger, bivirkningers, komplikationers og senfølgers omfang, karakter, udvikling og betydning for kræftpatienters økonomi
    b. Hvordan undgås eller reduceres bivirkninger, komplikationer og senfølger
  8. Første røgfri generation i Danmark
  9. Forskning i hvordan vi forhindrer kræft i at sprede sig
  10. Unge og alkohol
  11. Strategiske projekter


Vær med til at støtte op om Knæk Cancer – giv dit bidrag her.


For god ordens skyld vil jeg altså lige pointere at dette indlæg ikke er sponsoreret på nogen måde. Jeg deler fordi det betyder noget, og fordi at når vi står sammen, kan vi (forhåbentligt) knække cancer!

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret