Kategori -
15. juli 2019

Guide: Frokost & kaffe i Aarhus + en god legeplads

I lørdags, på vej hjem fra Nordjylland, havde vi lige et par dejlige timer i smukke Aarhus. Jeg har kun været i Aarhus en lille håndfuld gange, så jeg kender ikke byen særlig godt. Men nøj, der er hyggeligt. Jeg er totalt fan!

Jeg spurgte ud på instagram, hvor man spiser god frokost og drikker en god kop kaffe, og alle de tips har jeg altså samlet her i en lille guide – på efterspørgsel fra mange af jer. Måske der er andre der kan få glæde af dem, hvis I skal en tur forbi skønne Århus. Jeg vil i hvert fald gerne snart retur!

Vanvittigt lækkert smørrebrød hos Langhoff & Juul

FROKOST I AARHUS

  • Juliette (Jægergårdsgade 54) – Et uformelt og hyggeligt brasserie, hvor maden er inspireret af fransk comfort food – blandet med få internationale/etniske inspirationer. Stemningen er rustik og hjemlig, og betjeningen er ganske uformel! Juliette ligger i det hyggelige område på Frederiksbjerg.
  • Bernth & Co. (Borggade 12) – Det her sted blev også nævnt flere gange, og skulle efter sigende være et virkelig dejligt sted, både til morgenmad og frokost. Hos Bernth kan man vælge 3, 5 eller 7 små retter, som man selv vælger.
  • Nabo Kiosk (Ingerslevs Pl. 1a) – Nabo Kiosk er en kombineret kaffebar, ølstue, kiosk.. ja, sådan lidt af det hele, faktisk! Konceptet går på at man skal kunne låne en kop sukker eller en skruetrækker, købe en pakke chokoladekiks eller slå sig ned med en americano og en toast. Prøv fx deres toast med estragonmayo, bresaola, balsamicosyltede løg og havgus.
  • Langhoff & Juul (Guldsmedgade 30) – Her endte vi med at spise. Og magen til hyggeligt sted, god mad og betjening skal man da godt nok lede længe efter. Mums! De har tilmed den fineste gårdhave med masser af plads til barnevogn. Stor anbefaling herfra!
  • JUMBO (Mindet 4) – Er du vild med surdejsbrød og hjemmebag? Så er Jumbo Bakery & Eatery helt sikkert noget for dig!
  • The Lazy Wombat (Ceresbyen 20) – Super lækker mad. Stedet er so-so, men priserne er gode, ligesom deres kaffe!
  • Café Viggo (Åboulevarden 52) – Også et sted der blev nævnt flere gange. Café Viggo ligger nede ved åen, og her kan du sammensætte en lækker brunch ud fra 15 lækre små retter. Hvis det skal være sundt, kan du vælge mellem lækre salater. Du kan også få en klassisk caféburger, clubsandwich eller syndige desserter. På Viggo kan du få lidt af det hele. Klassiske, velsmagende café-retter og velbrygget kaffe og om aftenen kan du fyre den op med en cocktail.
  • Salling ROOFTOP (Søndergade 27) – Salling Rooftop finder du på toppen af stormagasinet i Aarhus. Her kan du nyde din frokost med en 360 graders panoramaudsigt udover byen. Nyd et glas vin, en kop kaffe eller en lækker frokost.
  • Greenilicious (Immervad 2-8) – Er du til masser af grønt og sundt, så tag forbi Greenilicious. Super lækre salater, grøntsagstærter og deres veganske burger skulle være verdensklasse. Restauranten ligger i Magasins underetage lige ud til åen. Et besøg værd!
  • Café Casablanca (Rosensgade 12) – Café, brasserie og bar samlet under ét tag. Du finder det hyggelige sted lige midt i hjertet af Aarhus i Latinerkvarteret tæt ved Aarhus Domkirke. Casablanca har i mange år været populær hos aarhusianerne, og blev også nævnt flere gange. Ikke mindst på grund af deres lækre brunch, som her kaldes “crunch”, hvor du kan nyde lækre slagterspecialiteter, ingefærskyr med økokiwi, MOR ANNAs müsli og meget, meget mere. Casablanca er ikke kun morgenmad, kaffe og brunch. Du kan også få en lækker middag, hvor vinkortet er et besøg værd.
Fineste gårdhave hos Langhoff & Juul
Langhoff & Juul

GOD KAFFE I AARHUS

  • La Cabra (Graven 20) – Det her sted blev nævnt rigtig mange gange, så det skal klart besøges næste gang vi er i Aarhus. Kaffen er hjemmeristet og i verdensklasse, mens brødet er hjemmebagt. Det er tilmed muligt at købe de forskellige gourmet-kaffebønner med hjem. Mums!
  • Great Coffee (Klostergade 32 H) – Flere udnævnte dette sted som BEDSTE KAFFE i Aarhus. Deres kaffe skulle efter sigende være sublim og er tilberedt af udsøgte bønner og brygget med ekstra kærlighed. Her er fokus på kaffen og kun kaffe. Prøv også deres iskaffe med solbærsirup!
  • Espresso House (ligger flere steder) – En favorit de fleste steder i Danmark. Også i Århus! Prøv deres kanelsnurrer. Jeg arbejder tit med computeren på en Espresso House i København. Altid tophyggeligt!
  • Go’ Kaffe (Ingerslev Boulevard 2) – En lidt anderledes men mega hyggelig kaffebar. Tag forbi efter et besøg på det populære Ingerslev marked. Kagerne er fra en af de bedste bagere i byen, Briancon, og kaffen er i topklasse.
  • LYN-Fabrikken (Vestergade 49) – Hyggelig café med plads til at sidde og læse eller arbejde, mens du nyder en kop kaffe eller friskbagt bolle. Prøv også deres lækre brunch!

EN VIRKELIG GOD LEGEPLADS

Hvis I har børn med på tur og gerne vil finde en god legeplads, så kan jeg VARMT anbefale Børnenes Jord Legepladsen i Thunøgade. Nøj, den var et hit. Fedeste legeplads nogensinde. Kæmpe stor og opdelt i små zoner.

Der er nærmest alt til de små legehoveder; rutsjebaner, gynger, vipper, sandkasse og små områder med masser af dyr (geder, kaniner, høns og papegøjer). Derudover er der masser af bænke, hvor man også kan nyde en medbragt kaffe, frokost eller hvad man nu har med.

Smukke Aarhus

Har jeg glemt nogle, så smid mig endelig en kommentar. Så får jeg tilføjet stedet med det vuns!

Kommentarer

  1. Laura - 15. juli 2019

    Jeg er helt enig i de nævnte steder 🙂

    Jeg er også ret vild med F-høj(Restaurant Frederikshøjs lillebror), hvor man kan få de lækreste gourmet smørebrød samt udsøgte konditorkager med kaffe. Det ligger ved åen på Grønnegade 2. Perfekt hvis man har været på Aros og er på vej ned i byen.

    Aros har desuden også en fin cafe, hvor man kan få en god frokost. Fordelen her er, at der er god plads, hvis man kommer med barnevogn og børn. Der er mange gode steder, hvor det er lidt svært at komme frem/have en barnevogn med.

    Et andet fint alternativ til et børnevenligt og budget venligt sted er væksthusene, som ligger i botanisk have. Der er gratis entre, og man kan få en billig og fin frokost.

    1. Mille Emilie - 15. juli 2019

      Orv, gode tip! Dem noteret jeg med det vins. Særligt botanisk have lyder helt vildt vidunderligt 🙂 Og Aros! Åh, må altså retur snarest!

  2. Louise Fredsø Larsen - 15. juli 2019

    Ang. legepladser så er DOKK1 absolut værd at nævne! Fantastisk sted!

    1. Mille Emilie - 15. juli 2019

      Hermed noteret! Tak for tip 🤗

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret