Drømmen om hus og et måske snarligt farvel til byen

Jeg har boet i København siden 2006. Jeg flyttede til Østerbro med min grankusine, hvor vi boede sammen et par år. Vi havde det fedt. Vi gik i byen hver weekend, der var masser af træning og endnu mere kaffeslabberas. I 2012 flyttede Lasse ind (efter vores udlandsophold i Californien), og kort tid efter flyttede vi sammen i en lejlighed i indre by. En hyggelig københavnerlejlighed med mursten og bindingsværk i Fiolstræde. 10 måneder brugte vi på at renovere den så den blev lige, som vi ville have den. Desværre flyttede der også en vandpibebar ind i kælderen og i stueetagen (under os), lå der en græsk restaurant. Det gør den stadig den dag idag. Larmen tog overhånd, og vi kunne ikke overskue det, vi kunne ikke sove. Vi måtte sove med ørepropper i til sidst. Vores hverdag hang slet ikke sammen. Vi fik muligheden for at sælge og rykke lidt længere op ad gaden, i en større lejlighed på 4. sal. Større, flere værelser og bedre planløsning ift. hvis vi ville have børn. Så vi solgte og flyttede!

Her har vi nu boet i 4 år. Vi elsker vores lejlighed. Vi er blevet voksne sammen her, fået barn sammen her og blevet gift mens vi har boet her. Der har været adskillige fester her; nytårsaftener, fødselsdage, polterabender og bunker af rødvinsaftener. Nøj, vi har haft det sjovt og godt. Og vi har det stadig godt her på fjerde sal, med udsigt udover Københavns tage, et spytklat fra Torvehallerne, de grønne parker og søerne. Vi har masser af god plads, og ville sagtens kunne bo her med et barn mere, hvis det skulle være. Her er køkken-alrum, stue, stort badeværelse, soveværelse, børneværelse og kontor samt stor entré. Lige straks er der også både altan og elevator. En drømmelejlighed i byen – tæt på det hele, med det hele.

Men… vi drømmer mere og mere om hus. Vi ønsker et roligt liv, og for os er det ikke længere ideelt at bo i byen. Vi drømmer om at drikke vores morgenkaffe i fred og ro, at kunne åbne helt op, om egen matrikel uden ejerforening, hvor alle skal blive enige om alting før planerne kan føres ud i livet. Vi drømmer om garage, græs mellem tæerne, om at være tæt på vandet og ikke mindst bedsteforældre. Vi er trætte af larm, fulde folk, opkast på hvert gadehjørne, ambulancer/politibiler/brandbiler der suser om ørerne af os herinde i centrum, med høje sirener og udrykning hele tiden. Vi har fået nok.

Efter vi er blevet forældre til Frida, er det som om, det virkelig har prikket til os. Jeg har altid været en storbypige, og det er jeg nu stadig. Jeg elsker byen! Jeg har haft svært ved at finde ud af, hvad jeg præcis ville og hvad der ville være godt for os. Jeg har som sådan ikke lyst til at bo i et hus med direkte udgang til gaden. Det føler jeg mig faktisk ikke helt tryg ved. Jeg har siden jeg flyttede hjemmefra altid boet højt, på både 1., 2. og 4. sal. Jeg nyder lyset heroppe og trygheden ved at folk ikke bare kan vade ind af døren. Her er der flere døre man skal igennem, før man er helt inde. Det er (en af) fordelen ved lejlighed.

Mit dilemma går på, at jeg er vildt glad for at bo i byen, at bo i lejlighed, at bo tæt på vennerne, at bo tæt på mange arbejdsrelaterede forbindelser. Men samtidig kommer mine behov mindre og mindre i første række, det gør Fridas nemlig. De overruler altså mine behov, til hver en tid. Hverken Lasse eller jeg ønsker at hun skal vokse op og gå i skole herinde, i trafikos, buskaos og larm. Vi ønsker at hun skal vokse op i et roligt og grønt miljø, hvor hun kan cykle til skole uden at vi skal have sved på panden over det. At hun kan tage ned på “baderen” med vennerne om sommeren, at hun kan cykle hjem til farmor når hun har lyst, uden at skulle med tog og bus først, eller være afhængig af at vi skal køre hende i bil. Både Lasse og jeg er vokset op i provinsen, henholdsvis Dragør og Rungsted. Så det ligger os egentlig ret naturligt. 

Jeg vil Frida det bedste. Hun skal have det godt, min Frida. Men jeg kan nu ærligt godt få det lidt stramt over hus-snakken, mest fordi at det spontane for mig ryger. Jeg elsker at jeg bare kan drøne afsted på min cykel ud til veninderne til et glas vin, en biograftur eller bare en gåtur om søerne. Jeg elsker at alt er tæt på, og at jeg ikke er afhængig af en bil eller togkort. For mig er frihed min cykel og mine (gå)ben, ikke en bil, hvor man skal finde parkeringsplads og betale for at holde i byen, ikke kunne nyde et glas vin eller to fordi man er kørende.

Men mine behov kommer bare ikke først længere. Det må jeg bare erkende. Og jeg får ærligt også mere og mere lyst til alt det andet, det der voksenliv; med hus og have, luft og plads til familieliv, børn og leg på vejen, tæt på vand og skov. Med klaprende havelåger, ‘hej’ over stakittet, trampolin i haven, vandkamp, sikker skolevej, masser af børn og masser af liv. Pludselig er dét min drøm det der. Jeg har ellers altid ment, at man sagtens kan have et rigt familieliv på fjerde. Men jeg mærker også begrænsningerne ved det allerede nu, hvor Frida er snart halvandet år, og nu drømmer jeg om mere. På hendes, på mine og på vores vegne.

Vores gode venner har netop købt hus. Et dejligt hus, med den mest fantastiske store udestue, med vinranke og den skønneste have. Med plads til børn, hunde og voksne. Et forstadsliv, men et grønt og roligt et kun 20 min fra byen. Vi var derude forleden og havde naturligvis Frida med. Hun kravlede rundt i haven og legede med de to hunde. Fuglene pippede, man kunne høre lyden af en græsslåmaskine i en af nabohaverne og med et kig til naboen kunne man se den fineste vejrhane, med en smuk ildrød solnedgang som baggrund. Det var i sandhed idyllisk og lige dér, meget misundelsesværdigt. Duften, roen, farverne og haven. Jeg blev, sådan helt oprigtigt, helt misundelig. Dét vil jeg også have; et hus, fred og ro. Græs mellem tæerne.

Samme aften da vi kom hjem til stenbroen, parkerede vi bilen i p-kælderen. Vi kom op på gaden og blev mødt af et brag af larm og fulde mennesker, skrald og smadrede flasker over alt og lugten af opkast og øl. En væmmelig modsætning til det idylliske eventyr vi lige kom fra. Mens vi trillede barnevognen henover de mange brosten, hjem til lejligheden på fjerde, så vi på hinanden og udbrød i kor: “vi skal ud af byen, nu!”

Vi er så klar til flytte.