For et par uger siden, var jeg inviteret til en kreativ eftermiddag i &traditions showroom, The Village. Her blev jeg sammen med nogle udvalgte bloggere fra ind- & udland budt på lækker mad og bobler, samt nogle hyggelige og kreative eftermiddagstimer. Vi fik til opgave at indrette vores eget rum ved at bruge produkter fra showroomet.
Jeg fandt hurtigt det rum jeg ville style. Rummet var allerede indrettet med spisebord og stole, men det der fangede mit blik var de rå vægge der var i hver ende. Her var der nemlig blevet påsat de her bølgede metalplader på hver endevæg. Netop her skulle min styling foregå. Jeg forsøgte mig i første omgang at style hele rummet, men erfarede ret hurtigt, at det ikke ville fungere optimalt på billeder, sådan som jeg gerne ville have det. Derfor lagde jeg mit fokus på kun at bruge den ene væg til min styling.
Jeg gennemgik showroomet for produkter og var hurtig til at spotte den velkendte Trash Me bordlampe. Den stod ene mand blandt alle de andre lamper. Jeg har altid været helt tosset med den lampe, så det faldt mig naturligt at den skulle være hovedperson i min styling. Jeg synes designet er sjovt og anderledes. Den forvoksede dimension er helt helt skør, men det er dét der gør den så cool, synes jeg. Materialet har en helt historie for sig selv. Konceptet bag lampen er nemlig fantastisk spændende set med de grønne øko-briller. Trash Me bordlampen blev designet af Victor Vetterlein i 2010 med hensigten på at skabe et produkt, der er født fra papirkurven, ud fra ønsket om at fokusere på genbrug i fremstillingen. Papirmassen er hældt over en støbeform. Her har man skabt sektioner som lampen er samlet af. Efter tørring i et par dage, er de afsnit, bundet sammen med aluminium skruer. Trash Me lampen bliver stabiliseret i foden hvori der er en smule beton.
Hvis man ikke længere ønske at have Trash Me lampen boende, kan den skilles ad og alle dele genbruges eller genanvendes for at blive født som noget nyt igen. Dét synes jeg er en virkelig fin tanke. Bordlampen blev helt naturligt omdrejningspunktet for min styling.
Jeg faldt også med det samme for den klassiske mørkegrønne ‘Mayor’ lædersofa fra Arne Jacobsen. Den grønne og lidt støvede farve som læderet har, var perfekt til den rå og bølgede metalvæg. (Sofaen har desuden vundet Wallpapers Design Award 2013, hvilket man jo godt kan forstå.) Min søde kollega Mette (fra Inside PR) var også inviteret med til eventet sammen med hendes blogpartner Ann Sofie. Sammen driver de designbloggen Designrevolution.dk Mette var så sød at give mig et nap med, da sofaen skulle bæres ind i mit rum. Med mine vat arme var det aldrig gået alene, ej heller var &traditions smukke gulve. Haha.. Så tak for hjælpen Mette!
Til bordlampen manglede jeg nogle sofaborde. Jeg var dog for langsom til at hapse dem der var, så det blev de funktionelle Raft skamler fra Norm Architects for &tradition. De passede heldigvis perfekt ind med deres kontrastfulde overflader i form af råt træ og metal. Jeg valgte en lille skammel og en stor skammel for at skabe niveau og dybde i stylingen. Den mørke farve går igen i sofastellet på Mayor sofaens understel, hvilket giver en følelse af sammenhørighed og fælles mission. Jeg elsker “puslespillet” der er i hele dette møbel- & interiørunivers. Dét der med at man kan tage en masse forskellige designs, og alligevel få det hele til at gå op i en højere enhed. Afslutningsvis pyntede jeg med små fine kaktusser, som jeg jo elsker.
Min endelige styling kan ses øverst her i indlægget. 1000 mange tak til &tradition og deres seje team samt alle de andre bloggere for en hyggelig og kreativ eftermiddag i godt selskab.
Nå, lad mig så høre… Hvad synes I om min styling?