READING

Tilbageblik på 2016 + lidt tanker for 2017

Tilbageblik på 2016 + lidt tanker for 2017

Glædelig bagjul og rigtig godt nytår søde venner. Jeg ved der har været enormt stille herinde, men livet tog simpelthen lige over. Men nu, da 2016 er gået på hæld, er det tid til at opsummere året der gik. Der er virkelig sket meget for mit vedkommende i 2016, og jeg tænkte jeg ville dele noget af det med jer, samt lidt tanker for 2017.

Grunden til stilheden er simpel. Jeg er blevet mor. Jeg har simpelthen ikke haft tid, overskud eller lysten – for at være ærlig. Eller det er løgn. Lysten er der, men når jeg ikke kan være her 100% når jeg så sidder med computeren, ja så forsvinder gnisten en smule, og man kommer helt fra det man var i gang med. Min nye rolle som mor har “stjålet” al min tid. Den tid og det overskud der har været tilovers, har været brugt på andre ting end at sidde foran computeren. Jeg har prioriteret anderledes, jeg har SOVET og ikke mindst været i nuet fremfor online. Jeg har gerne ville være til stede for min lille pige – dog har jeg været aktiv på min instagram (@sonoma_seven) Den kræver ikke lige så meget arbejde som et indlæg, og er derfor nemmere at holde ved lige, hvis man kan sige det sådan. 

Nå, men lad os da tage et lille kig på (noget af) 2016:

2016 startede faktisk ikke særlig godt. Vi tog nemlig afsked med min elskede mormor, som var den sidste bedsteforældre tilbage. Suk! Jeg savner hende gevaldigt. Jeg er især ked af, at hun aldrig nåede at møde Frida. Men hun vidste at hun var på vej, og det gjorde hende glad. Hun havde det ikke godt til sidst, så det var godt hun fik fred. Selvom jeg nu havde set hun havde været her altid. Heldigvis har jeg mange gode minder med hende og min kære morfar, bl.a. deres smukke gamle hus Sonoma. (det er deres gamle hus jeg har opkaldt bloggen efter. Huset hed Sonoma og var nr. 7 på vejen, og det var her min passion for møbler, indretning og gør-det-selv startede, derfor et oplagt valg!)

I marts måned købte jeg den mest tossede ting til hjemmet og til Fridas børneværelse. Jeg købte nemlig en kæmpe is. Jeg har absolut ingen idé om hvad den skal bruges til, andet end bare at stå og se fin ud. Jeg kunne ikke stå for den. Haha! Jeg er stadig helt vild med den.

I april fyldte jeg 30. Jeg havde egentlig altid troet, at jeg skulle holde kæmpe fest den dag jeg blev 30, meeeeen jeg var så rimelig højgravid i stedet. Så det blev til en stille og hyggelig dag sammen med Lasse, som havde inviteret mig på surprise ophold på Kurhotel Skodsborg, med god mad, preggo-treatment og dejlig spa! Det dur, skulle jeg hilse at sige. Se selv lige nogle lækre omgivelser her ovenfor. Ah!

2016 har også budt på boligreportager i diverse magasiner. Bl.a. var jeg med i Femina INDRET i denne reportage, samt en reportage i det svenske magasin LEVA&BO. I kan se flere forskellige ting jeg har medvirket i på min “I PRESSEN“-side.


Vi fik vi også sat vores smukke gamle industrivindue
op mellem entréen og stuen. Der var ligesom et stort hul/gennemgang igennem de to rum, så vi lavede en halvvæg og smækkede et gammelt fabriksvindue fra Lasses fabrik i. Find min DIY-guide her.

Det var også året hvor jeg påbegyndte mit Invisalign-forløb. Jeg har nemlig fået (usynlig) bøjle. Det kan du læse meget mere om i dette indlæg. Der kommer snart en video, hvor jeg fortæller mere om forløbet. Har du nogle spørgsmål til forløbet, så smid mig endelig en mail eller en kommentar her til indlægget.

{Frida – kun 7 uger gammel. Åh, hvor tiden dog flyver! Nu er hun 7 mdr.}
Juni måned slår dog alt! ♥
 Der blev vi nemlig forældre til vores dejlige Frida. Jeg havde termin 23. maj, men hun valgte altså at hun ville være en sommerpige. Hun blev født 1. juni 2016. Hun er sådan en sød og glad pige, men starten var hård ved os. Amningen fungerede slet ikke og omverdenen mente at de “vidste bedre”. Ikke just det man har brug for som nybagt mor, hvor alt i forvejen er skrøbeligt og nyt, og man sætter spørgsmålstegn ved alt man gør og ikke gør. Men vi kom igennem det, og “overgav” os til flasken efter to måneder. Det var den bedste beslutning for både Frida og os. Vi fik en glad og mæt pige, og vi fik mere ro på. En fordel ved flaske, er også den frihed det har givet mig, til at lave andre ting, fordi far kan tage over med mad. Lasse har også fået et helt andet bånd med Frida, fordi han netop også har kunne give hende mad.

En god mor sidder ikke i brysterne – eller i flasken for den sags skyld. Man må få det bedste ud af den situation man er i. En god mor (og far) sidder i den omsorg og kærlighed man giver sit barn. 

3 måneder efter Fridas ankomst var det endnu engang tid til at sige goddag og velkommen til en ny verdensborger, nemlig min anden niece, Molly. Det er så hyggeligt at kunne følges ad med min storesøster, og jeg håber de to små piger får rigtig meget glæde af hinanden når de bliver større. Min anden niece Marie på 5 år er så sød ved de to små. Hjælper og putter og vil bare være med. Så sødt!


I forbindelse med Fridas ankomst, lavede vi disse DIY babyfødder på print, som vi kom i glas og ramme til bedsteforældre og os selv. De hænger fortsat på vores væg. Hun var kun 6 uger gammel da vi lavede dem. Nu er hun 7 mdr. Argh!

1. oktober (4 mdr. gammel) blev Frida døbt i Kastelskirken, og vi havde sådan en dejlig dag med de aller tætteste venner og nærmeste familie. Årets sidste lune dag, vi var heldige med vejret. Til arrangementet havde jeg lavet ovenstående fine barnedåbsinvitationer. I kan finde dem her.


2016 blev også året hvor vi endelig gik i gang med vores makeover af soveværelset. Det blev også min debut som “YouTuber”, og det kom der denne video ud af. Jeg har indgået flere forskellige større samarbejder, som jeg er rigtig stolt af. Jeg kan bl.a. bryste mig af, at været blevet ambassadør for Auping og Brdr. Friis. Et ret spændende, sjovt og meget anderledes samarbejde end hvad jeg før har lavet. Læs bl.a. dette indlæg om tankerne og inspiration til nyt soveværelse og se hele vores makeover (video) af vores soveværelse i dette indlæg. Lige straks kommer der endnu en video, hvor jeg besøger Brdr. Friis lækre butik i Søborg. Haps! Glæd jer.

img_6931
For nylig lavede jeg en lille video, med disse søde og nemme cupcake flag. Find min DIY her.


2016 var også året, hvor L og jeg blev forlovet. Vi er i gang med den helt store planlægning af det der bryllup, så det kommer der naturligvis til at være meget mere af, her på domænet i det nye år. Jeg håber I vil følge med på sidelinjen. 


Størstedelen af 2016 har for mit vedkommende stået på barsel, hvilket har resulteret i at jeg også har fået en skøn og sjov mødregruppe, som jeg hygger mig gevaldigt med. Der har jeg været heldig, for alle 6 tøser er så herlige på hver deres måde. Især en af tøserne er jeg kommet rigtig tæt ind på, vi hygger os så meget. Vi går til Crossfit sammen, går maaaange ture, drikker ualmindeligt mange mængder kaffe og griner. Vi har en ret fed humor sammen og holdt faktisk nytår sammen. Så hyggeligt! Altid dejligt med nye gode venner!

HVAD SKAL DER SÅ SKE I 2017?

Forhåbentligt bliver 2017 lidt mere aktivt her på domænet. Jeg har ihvertfald mange drømme og idéer, som jeg håber jeg får mulighed for at realisere. Jeg skal også tilbage på arbejdsmarkedet. Med præcis med hvad, ved jeg endnu ikke. Måske du sidder derude og kan bruge sådan en som mig? Måske jeg giver bloggen en over nakken og springer ud som fuldtidsblogger? Jeg har lidt forskellige overvejelser. Hvem ved… det må tiden vise. Jeg er jo stadig på barsel, og har stadig et par måneder lige at sunde mig på og tænke. Vi har skrevet Frida op i vuggestue fra 1/3, så nu må vi se hvornår der er plads. Går lidt og overvejer en kontorplads et sted i byen. Det er jo altid godt at spare med nogen, netværke og den slags. Måske du kender et godt sted?

Vi går også lidt med drømmen om hus og have i Dragør, hvor Lasse er fra. Vi kigger lidt på et hus, men samtidig er vi også virkelig glade for byen, og er vi mon klar til at slippe den? Nu må vi se.. måske vi lige venter lidt endnu. Men drømme er jo fine at have!

Hvordan har jeres 2016 været?
Og hvad drømmer I om i 2017?


  1. Julie

    6 januar

    Den sødeste dejligste mor og moster ❤og dejligste lille niece Frida – 2016 var et godt år!

SKRIV EN KOMMENTAR

INSTAGRAM
@sonoma_seven