Kategori -
12. august 2019

Terrasseprojekt: Så langt er vi + det her TRÆ har vi valgt

Lasse er i fuld gang med at lave terrasse. Jeg er virkelig en heldig kartoffel. Jeg er gift med en mand, som i den grad har hænderne skruet helt rigtigt på. Han kan sgu bare det der! Så bygger han bare lige en terrasse – selvom han aldrig har prøvet det før. Men det skal da ikke stoppe ham. Nej nej.

Han har googlet, youtubet, læst (bl.a. på gør-det-selv.dk), regnet, spurgt håndværker-venner og andre der har bygget terrasser inden han gik i gang. Sejt!

Derudover abonnere han på Gør-det-selv-bladet, hvor der tilfældigvis i denne måned var en lille BYG EN FLOT TRÆTERRASSE-folder med. En meget udførlig step-by-step guide. Genialt og meget belejligt!

︿
Swipe mellem billederne for at se processen indtil nu.

Han har stampet alt grus, rullet en fiberdug (ukrudtsdug) ud, lagt de gamle fliser på så de fastholder dugen. Ovenpå har han bygget skelettet med de gamle fliser og en trækonstruktion ovenpå. Nu er han klar til at komme brædderne på. Første bræt er faktisk netop blevet lagt, lige ude foran terrassedøren ved køkkenet.

Vi har valgt at hæve terrassen, således at vi får direkte udgang fra huset og ud, altså uden trin eller noget. Det bliver SÅ dejligt! Vi får nok et bræts bredde ned til selve græsplænen, så der vil være sådan en kant hele vejen rundt. Lidt hyggeligt!

Min søster har også sådan en kant, og der sidder vi ofte og drikker kaffe med fødderne i græsset, og særligt for de små er det også hyggeligt at sidde der og kunne kigge ud på haven.

Lasse er helt enormt detaljeorienteret og behandler den terrasse med kunstnerisk finesse. Ha! Han har fx købt et propbor, så dér hvor skruerne bliver skruet i bliver der “dækket” med en lille træprop, så man ikke rigtig lægger mærke til det, og så selve skruehullerne bliver jævnt. Træproppen dyppes i lim og bankes på plads i hullet, så skruen dækkes. Det er sgu tjekket! En spidsfindig detalje.

Første bræt og hullerne til skruerne bliver som sagt “fyldt” med en lille træprop.

HVAD FOR NOGET TRÆ SKAL MAN GÅ EFTER?

Øj, det er en svær beslutning det der med at vælge træ. Der er SÅ mange muligheder, mange strukturer, farver og ikke mindst om det er FSC-certficeret eller ej.

Vi har tænkt og tænkt, læst en masse (bl.a. hos Keflico) og vi har været ude og se og mærke på mange typer træ (bl.a. var vi forbi Kulbroen i Århus i sommerferien) Vi har snakket meget frem og tilbage om hvad der giver mening for os.

Vi har hele tiden vidst at vi gerne ville købe træ der var FSC-certificeret, for selvom vi bygger og bygger vil vi gerne, så vidt muligt, være god ved vores natur. Altsammen afhænger af en god blanding økonomi, muligheder, kvalitet og prioriteringer.

Vi har haft forskellige træprøver hjemme og ligge ude i haven, for at se hvordan det arter sig over nogle uger. Vi ved godt det selvfølgelig skal ligge meget længere tid, men det har faktisk været meget fint at se det “in real life” i både solskin, regn og hvordan det ligesom arter sig.

Vi har både haft Ipé, Guariuba og Jatoba hjemme. Til at starte med var vi faktisk mest tilhænger af Guariuba-træet, men efter blot få uger i regn og sol slog det sig ret meget. Det virkede altså ikke holdbart nok i vores øjne. Farvemæssigt var vi heller ikke såååå vilde med den lidt gullige nuance den type træ har.

Vores spørgsmål omkring alt det hersens terrassehejs har gået på, hvorvidt vi udelukkende skulle gå efter den mest miljørigtige træsort eller betale lidt ekstra, stadig få FSC-certificeret træ, og vide at træet er i en lidt bedre og mere holdbar kvalitet?

KULBROEN I ÅRHUS

Kulbroen i Århus: Man kan næsten fornemme hvor de forskellige træsorter går til.
De er alle grålige, men nogle er lidt lysere og mørkere end andre.

For os gav det god mening at mærke efter ved både at se og mærke på træet. Det var en stor hjælp at besøge Kulbroen i Århus, hvor vi kunne se de forskellige træsorter (de har ligget der ubehandlet i 1,5 års tid), og også her kunne vi se hvordan de forskellige træsorter artede sig.

Alle træsorterne står ubehandlet deroppe, så de er alle den der grålige nuance – men på væggen hænger der et skilt med alle træsorterne der er anvendt, og her er de alle behandlet (olieret mener jeg), så man kan fornemme farverne i træet i behandlet variant også.

VALGET FALDT PÅ…

VI ENDTE MED AT VÆLGE IPÉ! Vi mener, at vi har taget et fornuftigt, miljøhensigtsmæssigt og ansvarsfuldt valg ved at købe FSC-certificeret træ.

Ipé er en virkelig flot, eksklusiv og meget holdbar type træ, som har en smuk mørkebrun farve med grønne nuancer i strukturen. Det er hårdttræ, som er en træsort med mange fordele, som bl.a. gør den meget velegnet til at ligge ude i al slags vejr. Min svigerfar har en træterrasse som er bygget i Ipé, og den er 10-12 år gammel, han giver den olie ca. hvert tredje år og den står bare KNIVSKARPT!

Ipé er sindssygt slidstærkt og gør sig godt både ubehandlet men også behandlet. Til at starte med ville vi ikke behandle træet, da det egentlig bare skulle stå helt vedligeholdelsesfrit. Men vi er endt med at vi vil give det olie, så det bibeholder den brune varme farve.

Dét synes vi nemlig passer bedst til huset og lige netop den type træ. Heldigvis behøver vi ikke at slibe og give det olie hvert år, men kan nøjes med at gøre det ca. hvert tredje og det vil fortsat holde sig super pænt. Man kan sikkert gøre det sjældnere, så det må vi bare se an.

Vi kommer til at give hele terrassen en let slibetur og så olie, for at udjævne hele terrassen efter alle træpropperne ( der hvor skruerne skal udfyldes) Men Ipé er dejligt blødt i forvejen, så det er faktisk ikke nødvendigt at slibe det ellers.

Her ses min svigerfars træterrasse, som også er bygget i Ipé. Billedet er fra denne sommer. Han sleb og olierede terrassen i foråret, men før det har han kun givet det olie ca. hvert tredje år.

HVAD ER FSC-CERTIFICERET TRÆ?

Træ som er FSC-certificeret, betyder at træet har et miljømærke for ansvarlig skovdrift. FSC er den eneste globale træmærkningsordning, som sikrer, at der ikke bliver fældet mere træ, end det skoven kan nå at reproducere.

Samtidig er FSC-mærket en garanti for, at dyr og planteliv bliver beskyttet, og at de mennesker, der arbejder i skoven, er sikret både uddannelse, sikkerhedsudstyr og ordentlig løn.

Dét vil vi selvfølgelig gerne støtte op om, hvorfor vi far start var meget bevidste om at det skulle være FSC-mærket træ vi valgte.

LÆS MERE OM HVORFOR FSC GØR EN FORSKEL LIGE HER!

VEDLIGEHOLDESE

Hvordan man ønsker at vedligeholde Ipé (og andre træsorter for den sags skyld) er meget individuelt. Enten er man til terrasser, hvor det er HELT vedligeholdelsesfrit, og her vil ende med at patinere med en flot grålig tone.

Giver man træet olie vil det altså beholde gløden i træet. Så det er jo i sidste ende et holdningsspørgsmål og helt op til den enkeltes behov og smag. Vi valgte at kigge på huset, og hvad vi synes passer hertil -hvorfor vores valg faldt på en olieret træterrasse. Men min svigermor, søster og svoger og mange andre har fx ubehandlede træterrasser, som er blevet grålige over tid. Det ser også virkelig flot ud, og passer til de huse de har.

Vi har købt vores træ hos Stark, og du kan læse meget mere hos dem om terrasser i hårdt træ lige her.

I hver side af karnappen har vi lavet plads til at kunne plante noget klatregrønt. Vi overvejer enten roser eller en vinstok. Så langt er vi ikke helt nået. Nogen gode forslag?

Kommentarer

  1. Denise - 12. august 2019

    Kan man have så smukt et hus og så ikke plante en blåregn dér? Det tror jeg faktisk ikke 😉

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret