Seks gange har jeg…

…grædt i dag!

I dag har været en af de hårde dage. Frida er syg, igen igen igen. Det har hun faktisk været i nogle dage, men lige i dag ramlede det hele bare. Vi er så trætte, at al energi er suget ud af os. Lasse skal på arbejde, og det skal jeg jo sådan set også. Men jeg har ikke haft mange dage, til rent faktisk at arbejde.

Vores konstellation herhjemme er nemlig sådan, at det er mig der tager “barn syg”. Lasse er selvstændig og har både ansatte, kundemøder, rejser, fabrik, ordrer o.s.v. der skal køre rundt. Så han har et lidt anderledes ansvar end mig, som jo bare er ene og alene selvstændig blogger og stylist. Dermed er det altså mig der står for hjemmepasningen når lillepigen er syg. Det har jeg som udgangspunkt absolut intet imod, for det er virkelig et privilegium for mig/os at det kan lade sig gøre på denne måde. Jeg ved simpelthen ikke hvordan vi skulle gøre det, hvis jeg havde et fuldtidsjob et sted, med faste arbejdstider o.s.v.

Vi har ikke bedsteforældre der bare lige kan træde til, desværre. Det forventer vi nu bestemt heller ikke. Men sådan er der vel flere der har det? Men jeg forstår simpelthen ikke hvordan andre, hvor både mor og far har et fuldtidsjob der skal passes, kan få det til at hænge sammen. Hatten af for Jer! Det er sgu sejt. Men hvordan gør I?

I dag har været en ekstra hård dag, synes jeg. Jeg har grædt flere gange – helt nøjagtigt seks gange fordelt på dagen. Fuck altså. Jeg er ellers rimelig tough, og der skal normalt en hel del til at slå mig ud, men lige i dag har det hele bare ramlet. Jeg er træt, mega frustreret og bare så færdig med al den sygdom. Det viser sig, at de dræn Frida fik lavet i slutningen af november ikke sidder ordentligt. Vi har siden haft to omgange med penicillin, og tre gange har vi været til tjek fordi ørerne løber og løber, hun har feber, er mega snottet og ked af det. Så konklusionen i dag blev altså, at hun skal have lagt nye dræn. Ej, men for helvede altså!

Ja, undskyld sproget. Men for dælen altså, det er hårdt at være mor. Nogle gange. Og særligt i dag! Det er bare så synd for hende, og hårdt for os som forældre at kigge på. Vores barn der bare er så ked af det og dårlig, hele tiden. Vi prøver jo bare at gøre det så godt vi kan. Men når man ikke får sin søvn, men samtidig skal på arbejde og præstere, samtidig være gode ægtefolk, samtidig være en god ven og veninde, samtidig nå at motionere og spise sundt, samtidig huske aftaler og møder… det hænger bare ikke sammen – for os. Min hjerne fungerer seriøst ikke optimalt for tiden. Jeg glemmer aftaler og deadlines. Det holder jo ikke.

Som mor føler jeg ikke jeg slår til. Jeg passer naturligvis godt på mit barn, leger med hende, sørger for at hun får god mad, hygger med hende. Men jeg føler ikke jeg byder ind med noget som helst andet end at være “hjemmegående husmor”. Og den titel bryder jeg mig altså ikke om. For det er bare slet ikke mig. Hatten af for alle Jer husmødre der kan det, I er fanme seje. Jeg har det bare ikke i mig, det der med at gå hjemme med et barn hele tiden. Det er for trivielt, og jeg føler mig på ingen måde stimuleret eller i udvikling. Når jeg siger den slags højt, er der ofte rigtig mange der bliver forarget og er helt vildt uforstående. Men jeg kan da næppe være alene. Kan jeg? Barsel var fx heller ikke mig. Det skrev jeg faktisk også lidt om i det her indlæg.

Når jeg er hjemme med Frida betyder det også, at jeg ikke får arbejdet og dermed ikke tjent mine egne penge. Det siger jo sig selv. Men det er en aftale vi har lavet, at når Frida er syg eller andet, så er det mig der ligesom slår til der.Det er også rigtig fint. Men der har bare været rigtig meget de sidste mange måneder. Jeg er så skide frustreret. Jeg vil så gerne slå til, men at gå hjemme med et barn der er ked af det og helt vild pylret hele tiden, som kun vil hænge på armen, som intet spiser, ikke sover om natten, har feber og er utilpas… Puha, det er virkelig frustrerende og hårdt! Jeg kunne godt bruge et ekstra sæt arme.

Jeg er simpelthen bare så træt med stort T, og jeg håber håber håber vi for hulan da snart kan komme over på den anden side. Mit mentale overskud er lig nul for tiden, jeg føler mig magtesløs og uinspireret. Især arbejdsmæssigt er jeg virkelig ramt, for jeg kan bare ikke arbejde med et barn på armen. Jeg har i år kun været på kontoret i to dage. TO DAGE! Det er jo ikke holdbart i længden. Øv! Den har jeg også lidt dårlig samvittighed over, samtidig med alt andet. Betaler en husleje for et kontor jeg ikke får brugt. Jeg havde sådan glædet mig til et nyt år med ny energi, nyt kontor, kollegaer, masser af arbejde. Idéerne til både indlæg, DIY-opgaver, samarbejder er der… jeg har bare ikke tid, fordi jeg er “hjemmegående husmor”. Jeg håbede sådan at de dræn ville fikse det. Men nej. Jeg er altså lidt skeptisk. Men det skal nok gå – det skal det. 

Hvordan gør I med jeres barn/børn når de er meget syge?
Har I ekstra hjælpende hænder? Bedsteforældre? Barnepige? Eller tager i feriedage i brug ved barn syg? Måske orlov?


  • Tanja

    19 januar

    Fri uden løn.. Og har nok været ret tæt på en fyring.. 👎🏻 Vi har været igennem præcis samme historie som jer – konstant sygdom fra 1. December 2016 til juni 2017.. Det var virkelig hårdt og frustrerende.. Og så vælger man at skifte arbejde midt i processen da man bliver tilbudt et drømmestilling.. De var så lige ved at droppe det igen efter 2 måneder da jeg var væk konstant.. Her er aftalen nemlig også at mor tager al sygdom da far ikke bare lige kan holde fri og som ofte har arbejdsuger på 40-70 timer.. Heldigvis har drænene en god effekt her, og ørene løber lige så snart der kommer snot.. Og en astmaspray forhindre ham forhåbentlig i at få lungebetændelse i år.. 👍🏻 men Nøj man er træt når man skal op/vågner 6-8 gange hver nat med et ulykkeligt barn.. Kender jeres historie alt for godt.. Og føler med dig.. Kram herfra.. 😀

  • Viola

    21 januar

    Både min mand og jeg er ansat i det offentlige (han er betjent og jeg er stofmisbrugsbehandler). Vi har begge to ret til barnets 1 og 2 sygedag… så kan i teorien være hjemme 4 dage i træk. Vi er også så privilligerede at have pensionerede og friske bedsteforældre 800 meter fra hvor vi bor. Så økonomisk er det egentlig okay, men jeg kan godt kæmpe med dårlig samvittighed over de mennesker der har fået aflyst en samtale, fordi jeg er hjemme og så har jeg det præcist som dig og bliver også småskør af at gå hjemme…

    • Louise

      23 januar

      Bare hvis nogen bliver forvirrede over dette – retten til barnets 1. og 2. sygedag kan ikke lægges sammen til 4 dage når begge er offentligt ansat. De skal netop falde på 1. og 2. reelle sygedag 😉

  • Trine

    22 januar

    Fine ord Mille. Benhårdt det moderskab! Jeg lover dig at det bliver nemmere, især med sygdom.
    Kram fra Trine

    • Maja

      22 januar

      Viola: Kan sagtens være jeg ikke har helt styr på reglerne, men hvis du/mor tager barnets 1.Sygdag mandag ( f.eks ) så er de brugt -også for far. Han kan godt tage barnets 2. Sygedag. Men han kan ikke også tage barnets 1. Sygedag på hans arbejde. Den går vidst ikke

  • Emilie

    22 januar

    Du er ikke den eneste..! Er selv på barsel lige pt. Det er fint lige nu, men skal absolut tilbage til arbejde. Jeg går dog også og frygter hvordan hverdagslivet skal hænge sammen..! Hænger knap nok sammen nu?! Sidder også nu og har de tanker.. man burde jo bare undgå alle de høje forventninger, men.. det er bare svært!

    Håber på bedring med Frida. 🍀

  • Merle Marie

    22 januar

    Hvor er det dejligt at få lidt mere ærlighed og realitet på bloggen! Du er så modig at skrive, hvad alle føler en gang i mellem: livet er hårdt og uretfærdigt. Jeg følger alt for mange smukke bloggere med det perfekte liv, som mister troværdigheden fordi livet bare ikke kun er smukke blomster, solopgang og friskbagte boller. Så tak for din ærlighed og dit mod i dette dybe indlæg.
    Og god bedring til Frieda!

  • SKRIV EN KOMMENTAR

    INSTAGRAM
    @sonoma_seven
    %d bloggers like this: