Personlige indlæg
comments 2

Når alt bliver sat på pause

For en måned siden flyttede vi fra lejligheden. Tænk at der allerede er gået en måned. Jeg elsker at være flyttet ud af byen, væk fra larm, mange mennesker, biler, os, stress og jag. Til ro, vand, natur, frisk luft og afslapning. Det føles, ærligt, lidt som at være på ferie hele tiden. Livet på “landet” kan noget for sjælen. Og ærligt, jeg har ikke savnet byen en eneste gang. Jeg savner mine veninder og de spontane ting man kan lave i byen, men det er også dét.

Hvordan er det så gået med den måned her? Du har formentlig allerede lagt mærke til at jeg har været ekstra stille herinde på domænet, men også på min instagram. Det er der flere årsager til.

Hjemmepasning og dårlig samvittighed

Frida starter først i børnehave i midten af maj, hvilket har resulteret i at jeg af naturlige årsager har hjemmepasset hende, og vil gøre det frem til at hun starter i den nye institution. Det efterlader dog også mig i en situation, hvor der ikke er plads til mig.

Dét har været, og er, sindssygt hårdt. Selvom jeg nyder den her særlige tid sammen med hende, er jeg ved at nå til et punkt, hvor jeg ikke synes det er helt så sjovt længere. Og det er jo næsten helt fy-fy at sige højt. Og det efterlader mig da også med en voldsom dårlig samvittighed. Det var rigtig hyggeligt og dejligt i starten, vi nød de nye omgivelser med både strand, vand, natur og har udforsket vores nye by i nærmest alle hjørner. Her er virkelig dejligt og at se hende rende rundt i disse omgivelser gør mig edderlykkelig helt nede i maven. Dét at flytte til rolige omgivelser er den helt rigtige beslutning for os, og især for hende.

Men det hersens hjemmepasning er sgu en hård nyser, synes jeg. Dem der vælger at hjemmepasse deres små poder fra de bliver født til de når ca. 3-års alderen (måske længere?), har jeg virkelig en kæmpe respekt for. I er fanme nogle seje forældre! Det er mega dejligt, hyggeligt, sjovt, oplevelsesrigt og helt enormt nærværende at hjemmepasse. Det har klart sine fordele, men det er denondelynemig også vanvittigt hårdt, trættende, krævende, ensomt og uselvisk. Misforstå mig ikke. Jeg elsker min datter og kan sagtens finde ud af at være sammen med hende, men jeg er også nået til et punkt nu, hvor jeg også har brug for mig-tid. Tid til at pleje egne interesser. Tid til mit arbejde. Tid til træning. Tid til veninder. Tid til bare at være mig. Dét synes jeg er hårdt. Rigtig hårdt.

Hvor blev min identitet af?

Med min passive tilstedeværelse på de sociale medier, som jo er mit arbejde, kan jeg godt mærke at jeg er røget lidt ned i et sort hul. Jeg har ikke rigtig overskud eller motivation til at dele. Jeg har nærmest ikke haft 10 sammenhængende minutter til hverken computer eller telefon, for jeg koncentrerer mig om min datter. Min telefon bliver lagt på hylden hver morgen, og bliver kun taget hvis jeg får en sms eller et opkald.

Det påvirker mig ret meget, for min identitet er også mit arbejde. Når noget bliver sat på pause i for lang tid, kan det være lidt svært at komme tilbage. Men jeg skal nok vende retur, og det begynder heldigvis så småt at vende. Jeg har masser af gode indlæg på tegnebrættet, både indretningswise (selvfølgelig), DIY-guides, rejseguides, bæredygtighed, tankemylder og alt muligt andet. Så jeg håber du vil have tålmodighed med mig og også være her når jeg er tilbage. Jeg er også ved at få lavet nyt layout hertil bloggen, og så kommer der til at ske nogle andre ændringer ift. den måde jeg arbejder på, da jeg får hjælp udefra til alle de ting jeg ikke gider bruge tid på. Men det skal du selvfølgelig nok høre meget mere om.

Det her varer jo ikke for evigt. Det er for en meget kort periode af mit liv, og det prøver jeg at huske på, her, på de lidt hårde dage. Det er bare lidt det hele lige nu der ramler og den dårlige samvittighed overfor mange parametre gør det ikke helt let. Selvom det er en fælles beslutning Lasse og jeg imellem, så kan jeg jo ikke lade være med ikke at føle, at jeg ikke rigtig slår til herhjemme, andet end bare at være mor. Endnu en dårlig samvittighed. Det er svært ikke at banke sig selv i hovedet med den dårlige samvittighed, men jeg prøver virkelig at lade være.

Et hjem kan ikke forceres

Vores base er ikke helt i orden endnu, og det giver også en uro i maven. Jeg føler lidt jeg er nødt til at tage ud af huset med Frida for at kunne være i det. For her er stadig flyttekasser og flytterode allevegne, vi er langtfra på plads og mangler titusinde ting før det er sådan helt optimalt at bo i.

Nu går jeg også i det hver eneste dag, og dét gør det også ekstra svært. Men et hjem kan ikke forceres, og det skal det heller ikke. Vi tager det som det kommer, og hver dag sker der lidt. Vi skal jo lige lande og lære det hele at kende. Det kommer nok, men tiden er lidt en mangelvare herhjemme. Så vi snegler os frem. Men alt i alt, så har vi det rigtig godt. Vi er sunde og raske, vi er et godt team os tre, og selvom her roder skal det nok blive godt. Ting tager tid. Og selvom jeg allerede er tosset med at bo her, så er der stadig en form for tilvænning til alt det nye.

Men i sidste ende, så føles det rigtigt nede i maven, og dét gør mig glad.

2 Comments

  1. Helle says

    Altså jeg venter i spænding men absolut ikke i utålmodighed, på at du igen får tid og overskud til at dele med os. Jeg er så spændt på at se hvordan det er blevet. Jeg er her helt sikkert også når du er klar, så håber sådan for din egen skyld at du kan lægge den dårlige samvittighed væk. Jeg kan så godt sætte mig ind i de følelser du beskriver, så det er absolut ikke for at negligere det. Men som du også selv skriver så er det en kort periode i jeres liv, jeg plejer når jeg har det på den måde at se det i et større perspektiv, om et par måneder er det ovre og så har du stresset over noget du alligevel ikke kunne ændre og som jo faktisk er relativt kort tid 😊 Og som i bund og grund kun bliver sværere og hårdere hvis fokus er på det du ikke kan/når. Kram til dig

    • Tak for din søde besked Helle. Den er værdsat kan du tro. Dejligt du følger troligt med, og jeg er glad for du også er der når jeg er 100% tilbage 🙂

      Jeg nyder også tiden med min pige, det er nemlig for så kort en stund, men derfor savner jeg stadig at pleje mig selv og egne interesser. Men det skal tids nok komme! Jeg tror du har helt ret i at det er selvforstærkende hvis jeg fokuserer for meget over det når jeg er i det, så bliver det jo nemlig kun værre. Tak for reminderen <3 Det tager jeg med mig videre!

LÆG EN KOMMENTAR