Mine juleønsker 2017

Julen står for døren, næsten kun 1 uge til. Argh! Folk bliver ved med at hive i mig for at få en ønskeseddel. Men ærligt, så har jeg simpelthen ikke kunne finde på hvad jeg ønsker mig, som er rimeligt i pris. De fleste af mine ønsker er ret dyre, for det er typisk ting til boligen, dyre smykker og tasker osv. Mange af de mest basale ting, køber jeg jo når jeg lige står og mangler dem i hverdagen. #Firstworldproblems

Derfor er jeg faktisk rigtig glad for, at vi på min side af familien har skåret størstedelen af gaverne væk. Børnene får selvfølgelig en gave, men os voksne har trukket lod og skal give én gave hver, og ikke 6-7 gaver. Det sparer vi både tid, penge og forbrug på. Det synes jeg faktisk er ret fint. Hvordan gør I mon med de gaver der? Jeg synes jeg hører og læser mere og mere om, at folk skærer gevaldigt ned. Det bliver ret hurtigt forbrug forbrug forbrug, ik? Sådan lidt bestillingsagtigt. Haha! Er det bare mig der er en gnaven julegris eller?

Nå, men en ønskeseddel er det da alligevel blevet til. Man kan vel altid skrabe lidt sager sammen, og ønsker er jo heldigvis helt gratis at have. Men jeg har virkelig været i tænkeboks, for som sagt så køber jeg jo selv det jeg lige står og mangler. Men der er en del STORE (dyre) ting, meeeen der sniger sig da også lidt mindre ting ind, til mere menneskelige priser. 1, 2, 3… Here goes:

KEVI x Mads Nørgaard kontorstol fra Engelbrechts

Jeg mangler en god kontorstol. Jeg sidder virkelig meget foran computeren ifb. med mit arbejde, og lige nu har jeg en helt almindelig stol. Den er fin nok og god at sidde i, men det er altså ikke en rigtig kontorstol. Jeg længe været lun på den ikoniske KEVI-stol som her er iklædt de klassiske Nørgaard striber. En smuk, tidløs og ikke mindst funktionel stol. Den gad man da godt lige have stående i hjemmekontoret, ik?

 

Bord fra Egon Eirmann via Please Wait To Be Seated

Bordet her er et af mine ultimative ønsker til det nye hus og til det nye store kontorområde, som jeg får i baghuset. Bordet er tegnet af Egon Eiermann til sit private hjem i 1953, men bliver idag stadig produceret efter de originale streger i Stuttgard.

Eiermann er oprindeligt tiltænkt som et skrivebord, da stellet har et skråt stående kryds, hvilket gør det utrolig stabilt. Jeg ville også anvende det som skrivebord, men det kommer i to størrelser; som skrivebord og som spisebord, som altså er større. Jeg tror jeg ville vælge det helt store, så der er rigtig godt med plads til at udfolde sig kreativt, både fra computer men også med hænderne og fysiske materialer. Det er så smukt, jo!

Frida ring fra Charlotte Wendes

Charlotte Wendes er kvinden bag vores vielsesringe, og hun har altså den mest vidunderlige stil. Sådan lidt snørklet, feminin og anderledes. Jeg er helt vild med hendes smykker! Hun har (også) en datter der hedder Frida, og denne ring er naturligvis opkaldt efter hende. Den er så fiiiiin, og fordi den hedder Frida (ligesom min datter), så er der jo ikke andet for end at jeg må eje den en skønne dag. Det er jo næsten meant to be. Så sødt!

‘Snoopy’ bordlampe fra Flos

Den her lampe!!!!! Jeg behøver vidst ikke sige så meget, vel? Jeg mener, kig på den. Den er jo SÅÅÅÅÅÅÅ smuk med den store runde skærm, som giver et varmt lys direkte over bordet og så den der smukke hvide marmorbase. Oh my! Den har været på min ønskeliste i evigheder, det er jo en designklassiker for faen. Den kræver dog en ret bred vindueskarm, så tænker den skal bo i vores nye hus, så bygger vi en vindueskarm til den. Haha!

Jeg har længe været i tvivl hvorvidt skærmen skulle være grøn eller sort, men jeg tror hælder mest til den sorte. Meget klassisk og nem at indrette med. Den grønne tror jeg på sigt, jeg ville blive træt af, men flot er den. Den er faktisk lavet i en Limited Edition med er sort mat skærm nu. Det ser også vanvittigt flot ud, men personligt er jeg til den skindende skærm.

/photo credit: Jotun Lady

‘Stradivari Triangle Trinity Classic’ tørklæde fra LaLa Berlin

Jeg har længe ønsket mig et af de famøse cashmere tørklæder fra Lala Berlin. De er så pæne, og lige denne varme farve er jeg ret lun på. Den brune farve vil gå fint med resten af min sort/hvide garderobe, og så kan bruge det som et lille sjal om aftenen i sofaen eller på de kølige sommeraftener.

‘Serendipity’ hoops øreringe fra Maria Black

Smykker går man aldrig galt i byen med, vel? Og disse fine hoops fra Maria Black er et must! Jeg har noget med hoops for tiden, og især hoops fra Maria Black tiltaler mig ret meget. Jeg har i forvejen disse store matte guldhoops, som I faktisk er mange der altid spørger til. De er også smukke! Men nu ønsker jeg mig disse i en mindre og blankpoleret udgave.

Snake ring fra Ole Lynggaard

Mm.. flere smykker! Altså.. man kan vel aldrig få for mange, vel? Haha.. Den her minder mig om min mormor. Hun havde sådan en guldring på lillefingeren med en slange. Den var så fin, men min mor har arvet den (naturligvis), så jeg tænker den her ville være et fint supplement. Jeg kommer ihvertfald til at tænke på min momse når jeg kigger på den her. Så fin. Og jeg ville selvfølgelig bruge den på lillefingeren, lige som min mormor gjorde det.

Skåle og tallerkener fra Würtz

Vi samler på Würtz-stel herhjemme. Vi har både store middagstallerkener, små frokosttallerkener, store og små skåle. De er lidt dyre eftersom det er håndlavet keramik, så det er altid på min ønskeliste. Både til jul og fødselsdag. Det hele er faktisk i den grå farve som på billederne, pånær frokosttallerkenen, den kører vi i en sort glasur. Det er SÅ pænt, altså. Vi havde samme stel til vores bryllup via A Table Story.

Farvet læbepomade ‘Butterstick’ fra Kiehl’s

Lidt farve og pleje til læberne kan man sgu altid bruge. Jeg er stor fan af Kiehl’s produkter og har i flere år brugt flere af deres ansigtscremer og deres håndcreme. De her ‘buttersticks’ er ret skønne og kommer i flere forskellige nuancer. Den her hedder dusty rose og er som navnet antager en smule rosa i det. Pomaden indeholder et mix af kokosolie, som hjælper med at holde på fugten og citronsmør, fra koldpresset citronskal giver læberne en let citrusduft. Beskytter mod fugttab om vinteren og mod solens stråler om sommeren. Lige lidt kulør og god pleje  til læberne og så endda med spf 25 i. Perfekt!

‘Snow boots’ fra & Other Stories

Fineste snesko aka vinterstøvler fra & Other Stories. De ser voldsomt behagelige ud, så behagelige at jeg sagtens kunne se mig selv gå vinteren i møde i dem.

Bordeauxfarvede ‘Sac’ taske fra Aesther Ekme

Jeg har fået kontorplads i Andedammen med en masse skønne bloggerdamer. Det betyder at jeg transporterer min computere frem og tilbage fra hjem og kontor. Jeg har en gaaaaammel Malene Birger sag, men den er ved at være godt slidt op, og ellers kører jeg den ind med muleposer. Meeeen kunne altså godt tænke mig at “uppe” mit taskegame lidt på den front, til computer, kamera og den slags. Den her er perfekt, i form og farve.

Hi-Fi konsol/reol fra Stellar Works

I bryllupsgave i juni fik vi en fed pladespiller fra alle vores venner. Men vi mangler seriøst et sted at stille den. Den skifter placering hele tiden, for den passer ikke rigtig ind hverken i vindueskarmen, på skrivebordet eller på hylden. Jeg var for nylig forbi CasaShop (yyyyyyyyndlings butik), og der stod denne minimalistiske konsol. En åben “valnød boks”, som kan indeholde pladespiller og plader, og samtidig har små hylder forovene til andre sager. Hvor smart er den ikke lige?


RELATED POST

SKRIV EN KOMMENTAR

INSTAGRAM
@sonoma_seven