READING

Mine 9 favorit plejeprodukter til baby

Mine 9 favorit plejeprodukter til baby

IMG_5452

De fleste babyer og mindre børn har en fin og blød hud, der egentlig ikke har brug for særlig pleje, mens andre lider af børneeksem og rød numse. Sidstnævnte døjer vores Frida nogle gange med, og det gør så ondt så ondt på hende. Derfor har vi afprøvet lidt forskellige produkter på hende, ikke kun til rød numse men også til hudfolder, små rifter osv. Vi bruger lidt forskellige produkter til Frida. Produkter som vi er blevet rigtig glade for, og som bare virker herhjemme.

Derfor tænkte jeg at dele vores favoritter med dig her i indlægget. Med en lille baby skal man gennem en del sager før man finder finder de ting der dur og ikke dur for en. Hvad der dur for andre, dur ikke nødvendigvis for en selv. Men altså, som sagt har vi afprøvet lidt forskelligt, men disse produkter er dem vi bliver ved med at vende tilbage til. Måske du kan blive inspireret? Og hvad er dine favoritter til pleje af dit barn? Del endelig.

Sikkerhedsvatpinde: Gode til rensning af ører og navle. Vatpindende er specielt velegnet til spædbørn og små børn, da faconen på vatpinden øger sikkerheden for, at barnets indre øre ikke beskadiges ved rensning. (koppen er i øvrigt fra Meyer-Lavigne og kan købes her)

Inotyol salve: Glem zinksalve! Den her er den bedste salve til røde barnenumser, røde hudfolder og andre ømheder. Udover kogtvandsklude, er den her salve seriøst det eneste der kan få en grim rød numse til at forsvinde herhjemme. Jeg fik den anbefalet af min veninde som er sygeplejerske og min sundhedsplejerske og den hjalp med det vuns. OBS! Det skal dog lige siges, at Inotyol ikke bør anvendes til børn under 2 år uden lægens anvisning. Jeg har dog valgt at bruge det på baggrund af godkendelse fra min SP og sygeplejerske-kusine. 

Weleda Nappy Change Cream: Den her creme fik jeg af min gode veninde inden Frida blev født. Den er virkelig guld værd. Den forebygger sårdannelse og lindrer irriteret hud, så man undgår mange røde barnenumser. Men nogle gange kan en rød barnenumse dog ikke undgås, men når det sker anvender vi blot Inotyol salven eller bruger kogtvandskludene.

Olívy baby care: Olivy har skabt en virkelig lækker creme, perfekt til bleskift. Olivy Baby Care består af knapt 99% ekstra jomfru olivenolie samt en mild kalkopløsning, der beskytter huden og forebygger rødme og irritation. Et sundt alternativ til vand og sæbe. Produktet er naturligt, og uden parabener, parfume, aluminium og konserveringsmidler. Mange babyer lider af røde numser, det kan næsten ikke undgås. At være pakket ind i en fugtig ble er en hård omgang for den sarte babyhud. Løsningen er at beskytte huden mod affaldstofferne fra urin og afføring og derved forebygge en rød og irriteret babynumse. Olívy gør sit arbejde – og anbefales i øvrigt også af jordemødre, sundhedsplejersker og børnelæger. 

Apotekets Talkum: God til pudring af hud og hudfolder, der absorberer fugt og virker kølende og beskyttende i varmen.

Baby neglesaks: Uundværlig til spædbørns og småbørns finger- og tånegle. Den afrundede spids sikrer negleklipning uden risiko for at beskadige barnets hud. Kan bl.a. købes hos matas og på apoteket.

Dream cream til mor og barn: Cremen er 100% organic og kan anvendes til både mor og barn. Den er drøj i brug, har en dejlig frisk duft og så har den sådan en lækker luftig konsistens – sådan lidt mousse-agtig, som ’smelter’ når den bliver varm. Den fedter en anelse lige når den smøres på, men suger hurtigt ind i huden. En rigtig ah-fornemmelse. Cremen er antibakteriel og fuld af vitamin E. Brug den til udslet, arp, tørre, ømme eller kløende områder og til babymassage.

Olivias Tryllesalve: Et musthave som dur til det hele! Den er god til rifter, tør hud, tørre læber, you name it! Brug den også om vinteren til de tørre kinder, da den ikke indeholder vand, som kan fryse. Nåja, og så er bøtten da bare noget så fin, både i facon og farve.

Lactocare BABY d-dråber: Som de gode forældre vi er, giver vi vores pige d-dråber, som sundhedsstyrelsen anbefaler. Desværre kan d-dråber ofte give mavekneb, men det står der sjovt nok ikke på pakken, og der er ikke nogen der har fortalt os det. Vi startede faktisk med at give nogle andre d-dråber (mener det var Matas de stribede) men de var bestemt ikke gode til vores pige. Maveknebene startede samtidig med opstart af d-dråberne. Hun trykkede og trykkede, havde ondt, og blev frustreret. Det gav gråd, tabte sovetimer for både hende og os samt et blødende moderhjerte. Vi googlede os frem til, at mange d-dråber er baseret på bl.a. kokosolie, hvilket der er rigtig mange små maver der ikke tåler. Muligvis på grund af de kemikalier der bruges for at gøre kokosolien flydende ved stuetemperatur. Nogle babyer reagerer også på jordnøddeolie. Olivenolie og solsikkeolie skulle efter sigende fungerer godt i de fleste små babymaver. Vi gik efter solsikkeolien, og valgte derfor at gå med d-vitaminerne fra Lactocare. Lactocare BABY er et 2-i-1 kosttilskud, der indholder et dagligt tilskud af 250 millioner levende mælkesyrebakterier samt 10 µg D-vitamin. Efter vi er skiftet over til dem er Fridas humør også blevet meget bedre – fra den ene dag til den anden. Så det er altså det eneste vi bruger nu, for det lader til at gøre underværker for hendes lille mave og humør.

— OBS! Der er ikke tale om nogen former for samarbejde. Jeg deler blot min begejstring for disse produkter med jer.


RELATED POST

  1. Stephanie

    27 august

    Er vild med jeres fine skab, hvor er det fra? 🙂

  2. Eilen

    27 august

    Rigtig mange fine produkter, som vi også har brugt til vores Sofía:) Og ja, lækkert skab med sød vatpinde-holder – hvor er den fra?

  3. Celina Andersen

    27 august

    Blot til info. Så er inotyol registret som et lægemiddel, det vil sige man ikke uden lægens anvisning må anbefale det til børn under 2 år. Prøv primalber fra a-derma, den er lækker! De fleste sundhedsplejersker kender den, og det er bedre på huden for de små end tjæresalve. Udover at behandle det røde ligger den også en barrierer som er med til at forebyggende.

    • Inothyol kan du altså købe i håndkøb, så den er ganske sikker at bruge. Både min kusine som er sygeplejerske + sundhedsplejerske har sagt god for den. Så den er jeg slet ikke bange for at bruge. Jeg hat ikke haft gode oplevelser med Derma, så det holder jeg mig fra. Desværre! Alle snakker ellers godt om det, men det fungerer ikke hos os.

  4. Mian

    29 august

    Hej. Jeg kan godt lide at du skriver glem zinksalve. Vi har en lang tradition herhjemme for at bruge zinksalve uden det er særlig godt. Jeg brugte også inotyol til mit første barn med god virkning. Desværre indeholder inotyol også zink og der er mistanke om at zink er skadeligt (se evt Rose Manoide, tidligere Rebecca Person) . Selvom inotyol er godt og virksomt, vil jeg anbefale morgenfruesalve fra Allergica. Det er fantastisk godt og virksomt og uden skadelige stoffer. Den kan fåes hos de fleste helsekostforretninger. En anden god ting ved morgenfruesalven er at den er mere vaseline-agtig og ikke tyk, hvid og klistret, som de andre.

    • Jeg ved godt der er lidt zink i Inothyolen, men bruger den slet heller ikke særlig ofte. Men nu er det heller ikke fordi det lige var zink, det var egentlig bare fordi vi altid har fået anbefalet zink til røde numser. Herhjemme dur almindelig zinksalve bare ikke. Vi starter altid med kogtvandsklude, men hvis det er så grælt komme vi altså lidt inothyol på.

      Må lige tjekke morgenfruesalve ud, den lyder ret fantastisk! 🙂 Tak for tip!

  5. Celina Andersen

    29 august

    Ja det er i håndkøb, men det er stadig registreret som et lægemiddel. Jeg siger det også bare blot til info – for ikke at reklamere for et lægemiddel. Jeg ved godt der stadig er mange der anbefaler den, men det er stadig et lægemiddel og derfor gælder der de regler at det ikke må bruges uden lægens anvisning. Hvilket er grunden til jeg nævner det, sådan at andre er OBS på det.

SKRIV EN KOMMENTAR

INSTAGRAM
@SONOMA_SEVEN