Personlige indlæg
comments 6

Min fødselsberetning da Frida blev født: En fantastisk & hurtig fødsel

Jeg har vidst aldrig fået delt min fødselsberetning herinde med jer. Jeg har egentlig været lidt i tvivl om hvorvidt jeg skulle dele den, men jeg har selv fundet stor glæde i andres fortællinger. Jeg synes det er ret interessant at læse om den slags og om hvor forskellige fødsler kan være. Jeg synes dog de fleste fødselsberetninger er ret voldsomme og som oftest beskrevet som noget meget negativt, og det hele handler nærmest kun om hvor ondt det gør og hvor frygtelig en oplevelse det kan være. Jeg er helt med på, at der er nogle kvinder som virkelig skal igennem nogle grimme ting, og jeg kan sagtens forstå man kan blive helt traumatiseret af det. Jeg kender selv flere som har haft nogle grimme, hårde og lange fødsler. Det synes jeg selvfølgelig er trist for dem, men jeg synes altså at der mangler flere af de gode historier. For de er der også. 

Jeg havde selv den bedste oplevelse med at føde! Jo, det gjorde da ondt, men SÅ ondt synes jeg bestemt heller ikke det gjorde. Veerne var klart de værste, men selve det at føde var “peace of cake”. Det er ikke sikkert jeg får sådan en oplevelse en anden gang, men min fødsel med Frida var altså over al forventning og rigtig god. Og det er jeg bare så taknemmelig for. Det var virkelig en god oplevelse!

Derfor vil jeg gerne dele min historie, vores historie.. Fridas historie. Better late than never, som man siger. Og det er jo slet ikke til at forstå at der allerede er gået mere end to år. Det er nok en forældreting det der med “tid og børn”. Men klichéen er god nok. Tiden går bare stærkere når man får børn. Det vil enhver forældre opleve. Sådan føles det i hvert fald her hos os. Selvom det er mere end to år siden, så står det hele alligevel ret tydeligt for mig, og med Lasses hjælp har vi fået nedskrevet forløbet.

Så her har I den altså… min fødselsberetning fra den dag Frida blev født, onsdag den 1. juni 2016. 

{ En hurtig selfie i spejlet, dagen inden jeg fødte }

01.06.16

Det var årets første officielle sommerdag. Vi stod op, som vi havde gjort det de fleste andre dage. Jeg var gået ni dage over termin. Terminen hed egentlig 23. maj 2016, men Frida lod altså vente på sig. Det var en af de varmeste dage den sommer og Distortions første indtog på Nørrebro. Vi stod op omkring 9-tiden, efter en rigtig god nattesøvn. Lasse arbejdede hjemme denne dag, for dagen inden havde vi været forbi Rigshospitalet til et møde omkring igangsættelse, og jeg fik foretaget en hindeløsning. Det havde jeg det virkelig stramt med, altså alt det her omkring igangsættelsen. Jeg kunne slet ikke overskue, at jeg skulle proppe mig med piller eller andre præparater for at skulle fremprovokere en fødsel. Jeg mente, at hun da burde komme af sig selv, når hun var klar. Men jeg vidste jo også godt, at virkeligheden ikke altid er sådan, og at man nogle gange er nødt til at gøre det modsatte af hvad man har planlagt inde i hovedet. Jeg var vemodig og helt slået ud, men håbede på det bedste alligevel. En dag af gangen. Jeg var glad for at Lasse valgte at blive hjemme netop denne onsdag, for det skulle vise sig at blive en noget anderledes dag end vi havde tænkt os.

Lasse lavede morgenmad klar, men jeg kunne intet spise. To bidder af en vandmelon og lidt vand. Telefonen ringede omkring kl. 10. Det var en jordemoder fra Rigshospitalet, som ville aftale en tid til igangsættelse. Igangsættelsen blev aftalt til fredag den 3. juni om eftermiddagen omkring kl. 16.30, mener jeg det var. Øv! Røret blev lagt på, og med et “trylleslag” fik jeg det dårligt. 

“Jeg går lige ind og lægger mig, skat! Jeg har det sgu ikke så godt. Puuuh!” prustede jeg, som en træt hest på en varm og vindstille dag. Jeg havde slet ingen tanker om, at nu kunne det måske være nu. “Det er nu vi bliver forældre.” Det strejfede mig aldrig. Jeg havde det bare skidt. Kvalme, murren i maven, uro i kroppen, menstruationslignenede smerter og sådan. Bare utilpas.

Jeg lå i sengen. Jeg sov ikke, men var heller ikke vågen. Jeg følte mig omtåget og fik blundet en times tid. Omkring kl. 11 begyndte de første jag i lænden at komme – tiltagende – smertefulde. Jeg vidste ikke hvad det var og var egentlig meget i tvivl om, om det overhovedet var veer, for jeg havde jo aldrig prøvet at have en ve før. Og beskrivelsen af sådan én er nærmest umulig. Men det gjorde ondt på sådan en underlig måde. Det murrede og nev i hele lænden og rundt om i underlivet. Jeg lå på min højre side og klamrede mig til topmadrassen, hver gang der kom et jag. Mellem jagene, som kom rimelig regelmæssigt, føltes det som om jeg faldt i søvn. Men jeg var hele tiden vågen. En underlig tåget og træt fornemmelse.

Lasse fik i tidsrummet kl. 11-14 ringet et par gange til fødemodtagelsen på Riget og kl. 14 gav jordemoderen os endelig grønt lys til at komme ind på hospitalet, dog med det in mente at vi højst sandsyneligt ville blive sendt hjem igen, for hun synes ikke heeeeelt det lød som “rigtige veer”. Vandet var heller ikke gået, som man ellers forestiller sig ved en fødslen. For sådan ser en fødsel jo ud på film. Jeg var træt og frustreret. Det gjorde ondt og nev i lænden, og sommervarmen der bankede ind af vinduerne hjalp ikke på det. Lige dér kunne jeg slet ikke være i min egen krop, jeg havde på det tidspunkt slet ikke kontrol over min egen krop. Jeg var nærmest ikke til stede. Omtåget, træt og i smerter.

Lasse løb ned til bilen med vores ting og parkerede foran lejligheden (Fun fact: jeg havde pakket ALT for meget! Som skulle vi på ferie i to uger. Dumt! Men jeg vidste ikke bedre og havde naivt læst mig frem til på andre blogs og portaler, at jeg altså skulle have alt med: snacks, toiletpapir, tøj, make-up osv. Jesus! Note to self: én stor løs skjortekjole er mere end rigeligt. Manden kan altid køre hjem efter alt det andet bagefter! Og du får ikke brug for hverken toiletpapir, underbukser, make-up eller 10 stykker tøj og fire par sko. Haha. Drop det!) Lasse kom tilbage og hentede mig, fik bakset mig ud fra sengen, og lige som jeg skulle til at rejse mig op fik jeg det dårligt. Lasse reagerede hurtigt. Han tog gulvspanden der stod på gulvet ved siden af sengen ind under mig, og så kastede jeg ellers op. Det var bare vand. Vandmelon og vand. Ad. Jeg havde det dårligt. En snurrende fornemmelse i maven, jag i lænden og jeg følte jeg havde høj feber og var sådan helt influenza-agtig. Varm, klam og svedig.

En kold klud i hovedet og så skulle jeg altså ned fra 4. sal. Turen ned bød på to omgange med kraftige jag i lænden og underlivet. Det føltes som evigheder at komme ned af de trapper. Men ned kom jeg. På vej hen til bilen kom der to mænd gående forbi. “Hov, der er sgu da en der er ved at føde!” Haha! Lidt komisk. Det morede vi os lidt over i bilen.

Vi fik bakset mig ind i bilen og så var det ellers afsted. Jeg husker, hvordan det varme sæde lindrede smerterne i lænden. Det hjalp at sidde der, og hver gang der kom et jag satte jeg fødderne helt frem så de kom i spænd helt fremme ved gulvmåtten, mens jeg holdt fast med hænderne i hver sin side af sædet. Det var helt rart at sidde der i bilen, med varmen i ryggen, helt spændt ud som en flitsbue. Varmen var pludselig en anden der i bilen, end den klamme bankende hede der omringede mig i lejligheden. Måske det var turen udenfor i den friske luft, der for et kort øjeblik, gav mig lidt mere energi.

Vi ankom til Rigshospitalet omkring kl. 14.30. Ind på fødemodtagelsen, hvor jeg blev ført ind i et lillebitte kammer. Ingen vinduer. Kun en briks, en stol og en skammel, som jeg husker det. “Læg dig lige op, så kommer jeg og undersøger dig om lidt” sagde den ældre, men rare jordemoder. Op med mig. Jagene tog til, jeg blev mere og mere omtåget. Jordmoderen kom tilbage efter ca. 20 minutter, og tjekkede mig.

“Det er ikke veer du har” sagde hun.

“Hvad fanden er det så????” fik jeg råbt. Frustreret og utålmodig, træt og spændt på samme tid. Hun skulle ikke komme her og fortælle mig, at det ikke var veer. Det nev sådan, og de kom altså regelmæssigt. Hvad skulle det dog ellers være?

“Du har en kæmpe bobbel af vand der sidder og trykker. Skal jeg ikke lige lave en hindeløsning? Men… så er risikoen bare at du går i fødsel!” sagde jordemoderen.

“Risikoen?” tænkte jeg.

Lasse kiggede på mig, og så på jordemoderen “Men… er det ikke også dét vi vil have?”

“Joooh!” smilede hun, og lige som hun skulle til at lave en hindeløsning, ja hun nåede dårligt at gøre noget som helst, så sagde det SPLAAAAAAAASK!!!!! Det gav et højt smæld, næsten som man hører på film. Som en vandballon der sprang for fuld knald. Jeg følte en kæmpe lettelse, som når man endelig kommer på toilettet efter meget lang tissetrang.“Aaaahhhhh!” var både dén følelse der ramte mig og også den lyd der tilfredstillende kom ud af mig. Der gik vandet!

“Så er du faktisk i fødsel. Du er 6 cm åben” smilede jordemoderen.
“Jeg finder lige en fødestue til dig!”

Omkring kl. 15 kom vi ind på en fødestue. Vi kom ude fra den kølige og aircondition-blæsende gang ind på en buldrende varm og indelukket fødestue, uden aircon. Det var SÅ varmt, og Distortions første dag var allerede i fuld gang på Nørrebro. Vi kunne høre larmen fra musik og mennesker fra Sankt Hans Torv lige udenfor vinduerne. Stuen var rimelig stor. Der var en seng, en fødebriks, nogle andre små brikseborde, et toilet med brus og så de her bittesmå aflange vinduer ud mod gaden. Jeg husker varmen være ulidelig, så vi fik åbnet nogle af dem. Modsat varmen i bilen, som var lindrende for lænden, var den her varme på fødestuen klam og fedtet. Selvom nogle af de bittesmå vinduer stod åben, var der helt vindstille. Sveden LØB af mig. 

Ind kom Nanna. En nyuddannet jordemoder. Smilende og meget yndig. Hun fik introduceret sig selv, og snakkede helt roligt til os. Hendes rolige og rare væsen var så enormt behageligt at være i rum med, og hun fik os virkelig til at slappe af og føle os trygge. Varmen gjorde dog at jeg slet ikke kunne være i min krop. “Jeg skal have tøjet af NU! Er det okay jeg ligger splitter Kong Hans? Jeg sveder simpelthen så meget” fik jeg spurgt Nanna. “Selvfølgelig!” smågrinede hun kærligt “du gør bare det, som føles rart for dig!” Og af kom det. Jeg flåede mit tøj af. Jeg husker tydeligt hvad jeg havde på. En sort kortærmet sommerkjole med små gule blomster og Birkenstock på fødderne. Det hele røg af. Det hjalp, et kort øjeblik.

Mens jeg lå der på briksen, kom hun hen og satte sig på hug. Jeg lå på siden og kiggede ud. Klemte briksen, ligesom jeg havde klemt topmadrassen hjemme i lejligheden, ved hvert jag. Hun smilede til mig, lagde en hånd på min skulder og spurgte om jeg havde taget stilling til smertelindring. Jeg var så omtåget, men fik fremstammet at jeg som udgangspunkt ikke ville have noget, men hvis hun mente at det var nødvendigt, så måtte hun give mig det, som hun mente var det rigtige for mig. Hun tjekkede mig løbende, men var i starten mest bare til stede i rummet. Hendes aura og rolige tilstedeværelse gjorde min og vores oplevelse enormt tryg. Jeg var på intet tidspunkt utryg eller bange for hvad der skulle ske. Uanset hvad der ville ske skulle barnet jo ud, så jeg kunne ligeså godt prøve at være til stede i nuet og få det bedste ud af det. Sådan var min holdning omkring graviditet og fødsel hele vejen igennem. 

Jeg tænkte ikke særlig langt, og befandt mig egentlig bare i nuet. Jeg tog en ve af gangen. Både Nanna og Lasse fik mig på en måde til at slappe af, vi var et godt team. Jeg var egentlig ret overrasket over hvor godt jeg befandt mig i netop denne situation, selvom det selvfølgelig gjorde ondt, men taget i betragtning af, at vi kun havde taget imod Rigets fødselsforberedelse, og slet ikke havde nærstuderet andet indenfor en fødsel eller forberedt noget som helst, gik det over al forventning. For mig var det på en måde rigtig fint ikke at være al for forberedt eller kende til alverdens åndedrætsøvelser. Jeg var så meget i et med min krop under selve fødslen, at den fortalte mig hvad jeg skulle gøre. 

Min gode veninde Simone havde fortalt mig, hvordan hun havde bibeholdt fokus, da hun fødte sin første dreng. “Veerne er der kun et kort øjeblik, de forsvinder igen. Fokuser og arbejd med veerne når de er der, så kan du slappe af imellem veerne og samle mere overskud. Lad være med at skrige, men brug din indre kraft til at presse. “ Jeg havde hendes ord i tankerne under hele forløbet, og det hjalp mig altså helt vildt, hele fødslen igennem. Jeg skreg på intet tidspunkt, ikke ét pip, men arbejdede  med veerne i stedet. 

Jeg kiggede op på uret, henover døren. “Hvad fanden er klokken egentlig? Hvor længe skal jeg ligge her med veer? Jeg gider ikke mere. Jeg vil bare føde.” fik jeg råbt. Selvom det gik rimelig let, var jeg træt. Det gjorde ondt, og det var så ulideligt varmt. Varmen var næsten det værste, jeg kunne næsten ikke trække vejret. Selvom jeg kun havde ligget der i meget få timer, føltes det som evigheder. “Den er væk om lidt, skide ve. Kom så Mille, du kan godt!” heppede jeg på mig selv. “Kom så! Den er væk om lidt! Jeg kan godt!” Lasse havde en kold klud ved hånden hele tiden, til lænden, til panden. Det var så rart. Han var så god og støttende. Gjorde alt det rigtige.

Jeg stod for det meste op. Med overkroppen ind over briksen, med albuerne på sengenkanten og med knyttede hænder. Jeg vippede fra side til side med hofterne i takt med Distortions bas udenfor vinduerne. Fra side til side “dung dung dung!” Hver gang jeg kunne mærke jagene var på vej kaldte jeg på Lasse, så han kunne stå på den anden side af briksen og holde mig i hænderne. Jeg klemte ham i hænderne, holdt læberne helt sammen mod hinanden, knep øjnene hårdt sammen, havde hovedet ned af og arbejde så med veen. “Mmmmmmm” var det eneste der ligesom kom ud af mig. “Den er væk om lidt. Kom så!” heppede jeg på mig selv. Og ganske rigtig, det varede heldigvis kort. Sådan føltes det. Det gjorde ondt, men jeg overkom veerne hver gang ved at tænke “den er væk om lidt, den er her kun et kort øjeblik”. 

Men lige pludselig kom følelsen af at skulle på toilettet. “Jeg føler altså jeg skal s**** helt vildt!” råbte jeg til Nanna. Vi grinte allesammen, for det var simpelthen så komisk, og jeg blev enormt havnearbejder-agtig at høre på. Jeg lagde ikke fingrene imellem. Men det føltes virkelig som om jeg skulle nr. 2 bare i den forkerte ende. Nanna tjekkede mig og kunne konkludere at vi var i mål. 10 cm åben. “Så er du faktisk klar til at presse!” sagde Nanna. Hun bad mig sætte mig på hug og presse. Jeg gik all in, endelig var tiden kommet hvor jeg skulle give den hele armen. Jeg tog en dyb vejrtrækning og gav den alt hvad jeg havde. Der kom ikke en lyd ud, for jeg var så koncentreret over at give den fuld gas. 20 minutter gik der, hvor jeg følte mig helt vildt power-agtig. De første minutter sad jeg på hug, men kom så op og ligge på ryggen på sengen- Jeg holdte hænderne under hvert knæ, med hvert ben presset helt op mod mit hovedet. Lasse holdt mig på det ene knæ og stod hele tiden ved siden af mig. Jeg havde ikke lyst til at han skulle stå i den anden ende og se hvad der foregik. Han skulle bare stå og støtte mig lige der. Det var mit valg. 

Preeeeeeeees… gisp gisp… preeeeeees…

Kl. 17.57 lige godt tre timer efter vandet gik og efter mange veer, sved og tårer, kom Frida endelig ud til os. Distortion-musikken bragede forsat derudad udenfor vinduerne. Men dér, lige dér blev hun placeret på mit bryst og mine arme omsluttede hende. En varm kærlighedsklump mod min hud. Mere varme. Der var sveddråber overalt på min krop. Hjertet hamrede og sveden piplede af panden. Men der var hun, vores Frida. Hendes store brune øjne mødte mine, så Lasses… vi kiggede på hinanden og så græd vi. Glædestårer! Lige der ramte kærligheden os på en helt ny måde. Nu var hun her endelig. Ni dage forsinket, men lige præcis på hendes fødselsdag. Med ét forandrede vores liv sig for altid, vi var nu en lille familie på tre.

Vores Frida ♡

En KÆMPE TAK skal der lyde til Rigshospitalets søde ansatte og isærdeleshed til søde Nanna. TAK for at få os til at slappe af og føle os i meget trygge hænder. Du var med til at det blev en ualmindelig god og fantastisk oplevelse! 

6 Comments

  1. viola says

    Hej Mille, så fin beretning 🙂 Jeg får lige lyst til at knytte en kommentar til det med igangsættelse. For en ting er, at der er få “gode fødsler” fødselsberetninger, men der er nærmest ingen om gode fødsler hvor man bliver sat igang. Det er rigtig ærgerligt, for det skaber nogle fordomme og negative forestillinger – som feks den, at man bliver ‘proppet med medicin’. Der gør man altså ikke nødvendigvis… jeg er blevet sat i gang ved begge mine fødsler – den ene gang fik jeg en kvart dosis (1 pille), den anden gang fik jeg vedrop i små mængder. Begge fødsler var rigtig rolige, uden yderligere medicin og helt som de skulle være. Det ville jeg rigtig gerne have læst inden jeg skulle føde, så det ikke blev skrækhistorier der fik lov at fylde ❤️

    • Hej Viola,
      Tak for din besked. Du har helt ret.. der var jeg nok for hurtigt. Jeg har en veninde, som for nylig har født en dejlig lille dreng. Hun var HELE møllen igennem med igangsættelse og endte ud i akut kejsersnit til sidst. Og hun havde faktisk en rigtig rigtig god oplevelse. Den må jeg vidst lige få skrevet ind, for der mangler altså de gode historier også – både med og uden igangsættelse. Både med og uden kejsersnit osv. Fødsel på hospital eller hjemmefødsel. For mig handlede det udelukkende om at jeg er skide bange for nåle, at blive skåret i og er generelt ikke så stor fan at tage medicin/piller osv. så det var mere en angst-ting for mig end bare at føde naturligt. Men var det endt med en igangsættelse eller kejsersnit, så havde det været sådan.
      Men du har helt ret.. de gode historier, uanset hvordan barnet er kommet til verden burde deles meget mere. Jeg er glad for at høre du har haft gode oplevelser begge gange 🙂 <3

  2. Signe says

    Et ydmygt tak herfra, for en dejlig beretning.
    Jeg har selv termin i januar ’19, og har netop – næsten med tårer i øjnene – fortalt min mand om at ‘der fandme ikke findes nogle gode fødselsberetninger på nettet, og jeg skal stoppe med at læse de åndssvage beretninger, for jeg bliver så bange og utilpas hver gang.’ Han bad mig om at stoppe med at læse om fødsler – og det skulle han selvfølgelig ikke bestemme, så jeg googlede “god fødselsberetning” og frem kom din historie. Den lyder jo helt fantastisk, og gav en meget skræmt ung kvinde lidt ro i sindet.
    Det skal jeg nok klare. Håber jeg! 🙂

    TAK herfra!

    • Hej Signe,
      Tusind tak for din søde besked. Hvor dejligt I venter jer. I har alt at glæde jer til, både det sure men også det SØDE 🙂 Dejligt du kunne bruge min fødselsberetning, der er ikke mange “gode” af dem derude. Jeg synes også kun jeg læste om alle de grimme ting der kan ske ved en fødsel. Men jeg har på intet tidspunkt være bange for at føde. Jeg prøvede så vidt muligt at tage det helt afslappet, for alle graviditeter og fødsler er så forskellige. Jeg tror mit bedste råd (hvis man må komme med sådan et?) er at forsøge netop at tage det afslappet og en ting af gangen. Jeg tænkte hele tiden “uanset hvad der sker, så skal baby ud!” og til selve fødslen kan jeg huske jeg tænkte “den her ve, den er der kun et kort øjeblik, så er den væk igen!” Så jeg arbejdede med mine veer istedet for bare at ligge og skrige. Jeg gik ret meget ind i mig selv og var enormt fokuseret – det hjalp mig. Det er ikke sikkert det hjælper andre, men det gjorde her.
      Ja, det gør ondt, men for mig var det virkelig en fed oplevelse. Ville gøre det igen i morgen. Synes simpelthen det var den vildeste og mest power-agtige følelse og fornemmelse. Personalet var super søde, hele mit forløb gik rigtig godt og jeg havde bare kræfter til det. Og uanset hvad, så glemmer man på en måde den der smerte der er i det bagefter.
      Jeg ønsker dig en fortsat god graviditet og rigtig meget pøj pøj med fødslen. Det er en vild oplevelse! Jeg håber det hele vil gå rigtig godt!
      Knus

LÆG EN KOMMENTAR