Livet som mor: Er det min egen skyld?

På mandag ligger jeg ansvaret i fremmede hænder. Jeg kan næsten ikke rumme det. Mandag klokken 11:20 har vi nemlig tid hos ørelægen. Vi skal holde Frida ‘fast’ mens vi lader en fremmed bedøve hende.

Fuck.

Hun skal have lagt dræn. Jeg ved det er noget af det mest almindelige, men derfor er jeg stadig hamrende nervøs, bange og ked af det. Men jeg ved det nok skal blive godt. Frida har de sidste 3-4 måneder haft rigtig dumme ører. Hendes trommehinder er sprunget noget der ligner 4-5 gange på den korte tid, hvilket har resulteret i meget væske fra ørerne, dårlig nattesøvn, ingen appetit og dårlig balance. Frida har aldrig været den store spiser, hun spiser ikke særlig meget og er af natur en lille pige. Vi har givet penicillin 3 x dagligt og øredråber morgen og aften – af flere omgange. Det har været noget af kamp og hun har bare været så ked af det. Mit moderhjerte kan slet ikke holde til det.

Jeg ammede hende i ca. to måneder, men så valgte vi flasken til. Det duede ikke for os med den amning, desværre. Jeg havde ikke nok mælk og hun gad ikke ligge der. Hun fik allerede fra fødslen supplerende modermælkserstatning fordi hun var til den lille side. Hun tabte sig aldrig, men tog ikke nok på i forhold til hendes kurve, så vi skulle fortsætte med den supplerende mælk. Så modermælkserstatningen blev ret hurtigt introduceret for hende, hvilket jeg egentlig tror har været en af årsagerne til at amningen ikke helt har gledet så let for os. Vi prøvede en brav kamp med amningen, vi forsøgte alt. Med pumpemaskiner, suttebrikker, ændret kost, forskellige stillinger og meget mere. Men det gik altså bare ikke. Tiden med amningen var virkelig hård, og især folks “gode råd”, bedrevidenhed eller “har du nu prøvet?” hjalp ikke ligefrem. Vi gjorde det der var rigtigt for os, og efter at have accepteret og ikke mindst respekteret vores beslutning, blev det bedre. For os og for vores datter.

Men nu står vi så her.

Med dumme løbeører, sprængte trommehinder og dårlig nattesøvn. Jeg kan selvfølgelig ikke lade være med at banke mig selv i hovedet. Er det min egen skyld? Er det fordi jeg ikke fik ammet min pige nok, at vi nu sidder her? Er det derfor hun ikke (som 1,5 årige) går endnu, eller rigtig har lysten til det? Er det derfor hun ikke spiser og tager på? Giver vi hende for lidt tøj på? For meget? Får hun for meget mælk og yoghurt. Kunne vi have gjort noget anderledes, som kunne have forhindret de her hårde måneder? En pædagog nævnte noget med at mælk kan være slimdannende, hvilket kan medføre sygdom. Og så sad den jo ligesom fast, og jeg endte (fejlagtigt) på det store “world wide web”, for at lede efter svar på universets store spørgsmål. Don’t go there! Men er det min (vores) skyld at hun har været så meget syg?

Det ved jeg jo godt ikke passer, men man er sgu så sårbar som mor. Det værste er faktisk andres “gode” råd, bedrevidenhed og “har du nu gjort?” De gør intet godt. Andres “banken i mit hovede” gør kun tingene værre. Jeg prøver at huske på, at jeg altså ved bedst, hvad angår min datter og vores familie. Alle er forskellige, forældre, børn, måden at opdrage. En ting har vi alle til fælles, er jeg sikker på, og det er kærligheden til vores børn. Og det er vel det essentielle i alt det her.

Og ja! Jeg ved jo godt det ikke er vores skyld. Vi gør vores ypperste for at være de bedste forældre for vores lille pige. Jeg gør mit ypperste for at hun altid skal have det godt. Jeg håber ikke det er min egen skyld. Vores skyld. Hold nu op. Jeg ved det jo godt.

Selvfølgelig skal hun have dræn, selvfølgelig skal hun det. Men jeg har ondt i maven. Frida skal faste i 6 timer inden operationen. Og selvom hun ikke er det største madøre, spiser hun jo altså lidt af alle dagens måltider. Morgenmaden er faktisk hendes favorit. Så den bliver lidt hård. At forbyde hende mad inden operationen, men sådan er det. Hun skal i narkose. Jeg er virkelig nervøs for den narkose. Jeg vil så gerne være der for min pige, holde hende i hånden. Men tanken om at holde hende i hånden (og holde hende nede),  at se hende forsvinde hen, er så ubehagelig. Jeg kommer til at stortude. Lægen siger at det er standard procedure og de gør det hele tiden, 10-15 børn hver mandag, og det er en mild narkose. Alligevel er jeg hamrende nervøs.

Lægen sagde at vi ikke skulle være bekymrede, det må jeg stole på.
Det skal nok gå. Det ved jeg jo godt.

I sidste ende bliver det her godt for Frida, og det er det vigtigste for mig ♡


photo: Maria Franck


INSTAGRAM
@sonoma_seven