Kontor
comments 4

Farvel lille damekontor

Så gik den altså ikke længere. Jeg har opsagt min dejlige lille plads på det fine damekontor på Værnedamsvej. Det blev til små fire måneder. Fire gode måneder med gode kontordamer (og mænd), dejlig placering og hyggelige stunder. Det har været lærerigt, sjovt og ikke mindst hyggeligt at have “kollegaer” tæt på. Men hvorfor har jeg så opsagt? Jeg bruger det simpelthen ikke nok!

Intentionen om et udekontor er der virkelig. Kontorfællesskabet med kollegaer tæt på, så man ikke altid sidder alene derhjemme. Men jeg må simpelthen også bare erkende at jeg ikke får det brugt nok, til hvad jeg synes giver mening i praksis, men også økonomisk. Det er penge ud af vinduet for noget jeg bruger en håndfuld gange om måneden. Det er altså alt for lidt og så er den økonomiske del jo helt fjollet. De penge kan jeg jo spare op eller bruge på andre ting. Fx har jeg lige købt en ny computer.

Nu har jeg alene i år forsøgt mig to gange med udekontor. Først på året var det hos Andedammen og så nu her på det lille damekontor. Men det er de samme “problemer” jeg støder på hver gang. Jeg har for meget arbejde der udføres hjemme, da jeg jo bruger mit hjem som en slags studio. Jeg tager billeder og laver styling for rigtig mange kunder, og hvis jeg først skal til at skyde billeder og så først pakke hele mit habengut og drøne afsted til kontoret for SÅ sætte mig ned og arbejde der, redigere billeder, skrive mails og deslige.. ja, det får jeg bare ikke gjort på de dage. Og så ender det med jeg sidder herhjemme og arbejder alligevel! Og så er der jo ikke megen fidus over et udekontor, vel?

Gode intentioner vs. praksis

Jeg laver som sagt rigtig meget styling for virksomheder og har ofte møder ude i byen, hvorfor jeg de dage slet ikke kommer ind på det lille kontor. Dem er der mange flere dage af end der er reelt kontordage. Orker ikke at bruge tiden frem og tilbage fra hjem/møder og kontor og tilbage igen. Har jeg fx et møde kl. 9/10 og jeg først derefter skal suse ind på kontoret, så er der ikke mange timer tilbage før jeg skal hente Frida, og den tid jeg “spilder” på at cykle/gå frem og tilbage mellem alle de ting, kan jeg bruge på arbejde hjemmefra. Derudover er min gode Cathrine jo på barsel det næste lange stykke tid, og søde Trine arbejder på meget sammen måde som jeg. Ergo er der sjældent nogen på det lille kontor. Jo jo, der er dem inde ved siden af, men det er faktisk heller ikke fordi de er der såååå ofte. Og så kan jeg jo lige så godt sidde herhjemme, i stedet for at bruge tid på at drøne afsted til et tomt kontor.

Så. Jeg har simpelthen opsagt det lille fine kontor. Suk! Intentionen var der, men det duede bare ikke for mig i praksis. Det har jeg erkendt nu, og sådan er det. Jeg prøvede, men det fejlede. Sådan kan det gå, men jeg er blevet den erfaring rigere. Det var ellers nogle hyggelige stunder, og jeg vil bestemt savne de smukke lyse lokaler og de skønne mennesker der ellers er der, og ikke mindst både Rocco og Trine.

Heldigvis har jeg fået en masse erfaring og gode bekendtskaber med mig i kufferten. Heldigvis mødes jeg med mine blogkollegaer ude i byen, nogle gange tage vi en kontordag sammen på en café, eller mødes til en kaffe og sparring og andre gange ses vi til events og arrangementer. Det skal nok gå altsammen. Og så må jeg tage på kaffebesøg hos de gode kontordamer når jeg savner dem for meget.

Farvel lille damekontor ♡

4 Comments

  1. Så har du prøvet det og fået det bedste ud af det:-)
    Jeg har selv hjemmekontor og trækker det rum fra i skat.
    Jeg forstår godt det er nemmest hjemmefra.
    Du må få kolleger på andet hold.
    Rigtig godt hjemmearbejde ønskes:-)

    • Nemlig. Sådan er det nogle gange! Jeg har også erfaret at det giver mest mening at have kontor hjemme. Så det er sådan det bliver. 🙂 Tak og i lige måde!

  2. Dejligt du lige satte ord på det. Vi havde nogle hyggelige timer der, bare ikke nok. Vi ses ude i byen istedet for. Kram

LÆG EN KOMMENTAR