Personlige indlæg
comments 82

Ensom på barsel

Dengang jeg ventede Frida havde jeg egentlig aldrig troet at jeg ville føle mig ensom under min barsel. Jeg troede barslen ville blive en af de bedste perioder i mit liv. Jeg hørte kun om de gode og fantastiske barsler. Barsler med kaffe-hæng-ud og gåture med fellow mor-veninder, “lege”-aftaler, frokoster, bagning, hygge og overskud. Det var egentlig også dét jeg fx så på Instagram og hørte om fra andre. Jeg hørte kun om de der gode barsler, hvor folk allerhelst ville blive hjemme med deres børn efter endt barsel.

Jeg havde det fuldstændig stikmodsat. Jeg synes barsel var noget af det værste i verden. Det var bare slet ikke mig. Og jeg har været så skamfuld og flov over det, for dét er der ikke meget forståelse for. Jeg har været skamfuld over mig selv. Over at jeg havde det sådan. Jeg havde jo fået min lille pige, lige der i armene. Og jeg var slet ikke glad. Hvad var der galt med mig?

Babyboblen.

Da Frida kom til verdenen på årets første sommerdag i 2016 forandrede det hele vores verden. Min verden forandrede sig. Lige pludselig var jeg mor. Jeg havde ansvaret for et lillebitte menneske. De første uger gik fint. Der var vi i babyboblen derhjemme, lykkelige og glade. Alle tre. Sammen.

Men hverdagen kom snigende. Lasse skulle tilbage på arbejde og en ny tid med bare Frida og jeg begyndte. Bevares, Lasse kom selvfølgelig hjem om aftenen efter arbejde. Men i hverdagene var vi alene. Jeg skulle pludselig lære at være mor, uden at Lasse var hjemme. Det gik også fint. Men tiden gik, og ensomheden kom væltende henover mig, som en tung tyk tåge indover land.

Selvom jeg havde min skønne mødregruppe at hænge ud med en gang om ugen, følte jeg mig enormt ensom. Vi havde en fast dag om ugen hvor vi sås, og det var rigtig hyggeligt. Men alle de andre dage var jeg meget alene. Vennerne var et andet sted i livet på daværende tidspunkt, og gad egentlig ikke rigtig høre så meget om baby. “Nu skal det hele jo ikke handle om baby” blev der på et tidspunkt sagt højt. Av, men samtidig forståeligt. Jeg husker selv hvordan jeg havde det, inden jeg fik Frida. Man er bare et andet sted. Men når man sidder i det, med følelserne uden på tøjet og i en helt ny og skrøbelig rolle, så er dét det sidste man har brug for. Man har brug for rummelighed og forståelse, også selvom det måske er kedeligt. Men man kan vende den om. En nybagt mors liv handler lige dér kun om baby. Det er også kedeligt at høre om job, fester og alt det andet, for man er ikke der i livet længere.

Hverdagen.

Jeg havde ingen at være sammen med i hverdagene. Jeg stod op og var sammen med Frida. Dag ud og dag ind. De første to måneder af Fridas liv kæmpede vi en brag kamp med at få amningen til at lykkedes. Det lykkedes aldrig. Vi besluttede at vi ikke ville kæmpe mere. Det var ikke godt for vores familie, og jeg kunne ikke levere den mælk til Frida, som hun skulle have for at blive mæt. Beslutningen var nem for mig og for os som familie at tage, men forståelsen fra andre var svær, og alle de gode råd og løftede pegefingre kom efter os. Det gjorde ikke min barsel nemmere. Jeg sad der i en enormt skrøbelig position og havde gjort det rigtige for os og for vores barn, men havde fortsat mor-politiet efter mig. Den dårlige samvittighed nagede mig og pillede mig ned hver dag, selvom jeg vidste jeg havde gjort det rigtige for mig og mit barn.

Hverdagen fortsatte. Jeg gik rigtig mange ture, alene. Jeg kiggede butikker, alene. Jeg spiste frokost, alene. Jeg drak kaffe, alene. Alt hvad jeg foretog mig fra ca. kl. 8-17.30 gjorde jeg alene.

Jeg elskede virkelig ikke min barsel, og når jeg kigger tilbage nu, skulle jeg nok have talt med nogen om det. For jeg fortryder at jeg ikke gjorde det anderledes. Men hvordan skulle jeg kunne vide det dengang? Og hvad skulle jeg egentlig have gjort anderledes? Fuck.

Jeg kunne ikke overskue noget som helst. Bare dét at skulle planlægge at gå en tur, tage i Netto efter bleer og vådservietter, eller prøve at komme afsted til babysalmesang var totalt uoverskueligt for mig. Og ofte kom jeg slet ikke afsted, men endte med at sidde derhjemme på gulvet og glo på mit barn. Alene. Med tårerne trillende ned af kinderne, fordi jeg igen følte mig som en fiasko, der ikke kunne nosse sig sammen til at komme afsted.

Jeg græd rigtig rigtig meget i min barsel. Alene. Jeg snakkede naturligvis med Lasse om det, men hvad skulle manden dog gøre? Han var jo på arbejde. Han skulle på arbejde. Forståeligt. Men det pinte ham at se mig være ked af det, når jeg burde være glad og lykkelig. Nu havde vi jo endelig fået vores lille drømmebaby. Han forsøgte at opmuntre mig og prøvede at få mig afsted ud af døren. Nogle gange lykkedes det ham. Men så var jeg jo bare ude på tur igen, alene.

Når jeg engang imellem fik mod til at sige mine inderste tanker højt, fik jeg ofte kommentarer som “hvorfor tager du ikke bare ned i en legegruppe?”, “Hvorfor tager du ikke bare til babysalmesang?” eller “Der er altså masser af muligheder at lave med mor/barn”, “du skal bare…”, “du bør…” o.s.v. Okay! Godt så. Men jeg kunne simpelthen ikke overskue det. Og det resulterede oftest i at jeg aldrig kom ud af døren og bare sad derhjemme med mit lille barn – ensom og alene.

Når vennerne ikke har børn. 

Vi var det første par i vennegruppen til at få børn. Alle andre var stadig i fuld firspring med både studie, job, rejser, fester og alt det man nu giver sig til uden børn. Forståeligt. Deres liv gik jo også videre, selvom jeg sad derhjemme med lille Frida i armene. Men det var rigtig svært for mig, at alle andre havde det sjovt med fester og ballade, middage, kollegaer og venneaftaler. Jeg følte mig glemt, overset og holdt udenfor. Men hvad skulle de have gjort anderledes? Måske skulle jeg selv have været bedre til at tage kontakt. Række ud.

Pludselig stod jeg et helt andet sted i livet end dem, mens jeg forsøgte at lære hele mor-rollen at kende. Jeg forventede ikke at blive inviteret med til fester, det havde jeg jo alligevel ikke lyst til. Men jeg synes jeg manglede en eller anden form for forståelse. Den forståelse er mere eller mindre først kommet nu, hvor alle vennerne har fået børn. Igen, er det helt forståeligt. For jeg har jo selv stået i den situation. Men det er en underlig fornemmelse. For nu sidder jeg på en måde igen på den anden side, med et “stort” barn og alle de andre med små nyfødte. Og der er altså bare forskel på nyfødte og et “stort” barn på to år.

Jeg under dem så meget at have hinanden. Både mødrene imellem, men også fædrene. De hænger ud allesammen, sammen. Jeg under dem det. Men jeg ville ønske jeg selv havde haft det de har med hinanden. At de har hinanden til gode råd, kram, støtte og ikke mindst bare dét at have en at gå en tur med. Have en at snakke med om de samme relevante ting. Bare at have en at være sammen med. Ikke nødvendigvis lave noget. Bare det at være. At have en tæt på, hvor man knytter sig på en helt anden og særlig måde.

Jeg er næsten helt flov over at sige det højt, men jeg føler mig på en måde udenfor. Vi står, igen, i en anden grøft, hvor vi ikke rigtig passer ned i posen. Såret har på en måde åbnet sig igen, nu hvor alle vennerne står det samme sted i livet, og vi står udenfor og kigger på. Glade på deres vegne, men alligevel et helt andet sted. Det lyder skørt. Men ikke desto mindre er det sandt. Det er hårdt at indrømme det, men på en måde rart at få det skrevet ned. Følelser er følelser, og dem kan man ikke bare ignorere.

Måske har der været en eller anden form for efterfødselsreaktion, som ingen nogensinde opdagede. Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg var ensom under min barsel.

Hvis du sidder derude og har det på samme måde, så lov mig du tager fat i nogen. Skriv til mig, skriv til din mor, din gode  gamle veninde, din kæreste, din mand eller måske en helt udefra. Du er ikke alene!

billeder: mylittlejournal.dk

82 Comments

  1. Lykke says

    Så utroligt flot skrevet. Jeg er så bange for selv at ende med at blive ensom, når vi får børn om et par år. Så oveni al facaden og insta-storyene, så er det forfriskende med et indlæg som dit. Dét er noget, jeg kan bruge til noget. Tak 🌸

    • Hej Lykke, Tusind tak for din besked. Man ved jo aldrig hvordan ens barsel bliver. Jeg havde store forventninger, men den gik helt anderledes. Jeg troede den ville være på en helt bestemt måde, men der blev jeg voldsomt skuffet. Øv! Dejligt du kan bruge mit indlæg til noget. Det er jeg glad for. Kh. Mille

  2. Amanda says

    Tak for at dele! Tak for at sætte fokus på den side af barslen. Meget velskrevet.

  3. Anette says

    Jeg kan genkende rigtig meget af det du siger. Vores piger er ca lige gamle og jeg synes især starten af barslen var svær, med en amning der ikke lykkedes og et kæmpe chok over at være blevet mor. Det vendte dog for mig da jeg kom i mødregruppe og begyndte at komme ud. Jeg skulle ud hver dag ellers fungerede det ikke. Så selvom det var uoverskueligt, var det på en eller anden måde mere uoverskueligt at blive hjemme. Jeg synes bestemt ikke at barsel var en fest, men fordi jeg var så langt nede og vende til en start så fik jeg på en eller anden måde reframet mine forventninger til barslen, så det var ok at hver dag ikke var en fest. Men jeg havde mange gode dage indimellem og tænker nu tilbage på min barsel med en overordnet god følelse i maven heldigvis. Synes det er så ærgerligt at der er mange ligesom dig der ikke lykkedes med at få vendt skuden, og derfor har jeg også selv været meget ærlig om min oplevelse fordi jeg håber at det kan hjælpe nogen.

    • Hvor er jeg glad for at høre at du fik overvundet ‘uoverskueligheden til det bedre Anette. Dejligt du kan kigge tilbage på din barsel og smile. Jeg ville ønske jeg selv kunne det. Og jeg burde have rakt ud, men jeg kan jo desværre ikke lave noget om nu. Men kun gøre mig klogere til en anden gang. Og forhåbentligt kan mit lille skriv her hjælpe andre. Det håber jeg! Dejligt du selv deler ud af dine erfaringer. Det håber jeg også kan hjælpe. Knus og god sommer!

  4. DebDen says

    Fuldstændig som jeg selv kunne have skrevet det, hvert et ord! Jeg har en datter på halvandet.
    Man er bare helt alene om det og jeg havde ikke engang en mødregruppe, for efter 4 måneders halvhjertede forsøg på at lave aftaler, gled det ud i sandet. Vores venner havde travlt med en masse andet og jeg fik også at vide, at jeg skulle prøve at snakke om noget andet end mit barn. Mit første barn, som pludselig udgjorde alt i min hverdag: mit arbejde, min frokostpause, min fritid, min hobby og ikke mindst min familie. Alle de emner, som vi ellers normalt snakker med venner om, var kun udfyldt af samværet med min datter. Så folk holdt bare op med at snakke med mig. Jeg havde ikke troet, at man kunne miste venner så sent i sit liv, bare fordi man får et barn. Jeg bliver helt trist ved tanken om, at vi nok en dag skal have et barn mere og det bliver en gentagelse. Har dog påbudt min mand, at vi deler barslen lige, så jeg ikke står med det hele alene igen.

    • Åh altså. Jeg får helt ond ti maven af at læse din kommentar. Jeg havde det på præcis samme måde. Det er sgu hårdt. Håber anden gang bliver bedre 🙂 Knus og god sommer!

  5. Anne says

    Sååå fint et skriv Mille❤️ Jeg har en pige – helt jævnaldrende med Frida (2 år slut april). Ville have elsket at gå ture med dig på barsel.
    Min egen barsels-historie er heller ikke rosenrød. Alle drømmende og forventningerne om barsel faldt fuldstændig til jorden, da jeg fødte min datter knap 7 uger før tid. De første 5 måneder var pisse hårde og ensomme. Ikke fordi, jeg var “ensom” da jeg havde en fantastisk sød mødregruppe og veninder som var søde til at komme forbi. Jeg var bare ensom med mine bekymringer og mine braste drømme. Min datter græd så også rigtig meget i starten. Jeg fik hjælp, efter jeg scorede ret højt på den der fødselsreaktionstest, man får af sundhedsplejesken. Så jeg blev tilknyttet en samtalegruppe, med andre mødre som havde det svært. Det var hånden på hjertet, det der hjalp mig igennem den første tid. Fantastisk tilbud Frederiksberg kommune har! Da min datter blev 6 måneder stoppede hun med at græde og jeg fandt glæden ved barslen. Så meget, at jeg trak den til hun var 14 måneder og ville egentlig gerne have fortsat.
    Barsel er ikke for alle! Slet ikke! Det er et hårdt og ensomt arbejde. Jeg håber for dig, at når/hvis I skal have flere børn, at det bliver anderledes❤️

    • Hej Anne. Tusind tak fordi du tog dig tid til at skrive. Hvor dejligt du fik det hele vendt til noget godt, og tilmed at du ville have fortsat. Fantastisk! Men barsel er nemlig ikke for alle, men der er måske ihvertfald mere hjælp at hente end man lige går og tror. Jeg tror bestemt anden gang (når den dag altså kommer) bliver meget mere loose. Første gang er man jo HELT grøn på alle område. Jeg havde sgu aldrig skiftet en ble før fx. ALT var nyt. Men nu er jeg obs på mine følelser, så forhåbentligt går det ikke sådan næste gang.

      Knus og god sommer 🙂

  6. Dorte says

    Så flot skrevet! Og som Lykke siger det – midt i alle de fine (og inspirerende) Instagram billeder så er vi (du) på et helt andet niveau. Dette indlæg er noget der virkelig kan bruges for os ude bag skærmene ❤️

    Tak for at dele så sårbart og sætte ord på.

    Jeg frygter selv at ende der, men med dine ord med på vejen er jeg lidt forberedt.

    • Tusind tak for din søde kommentar Dorte. Jeg er rigtig glad for at mit skriv kan bruges og lander et godt sted. Barsel er ikke for alle, og det er også okay.

      Jeg vil ikke sætte en frygt i gang, heller. Men jeg ville selv ønske jeg havde læst eller hørt om lignende historier, for alle barsler er bare ikke rosenrøde. Og man føler sig utrolig alene.

      Rigtig god sommer til dig ♡

  7. Susanne says

    Du sætter fingeren på noget vigtigt her, Mille. Jeg forstår alt i dit indlæg. At være på barsel er mega ensomt og den første dag med far tilbage på arbejde tænkte jeg ‘det her bliver ni lange måneder’. Jeg havde lidt flere muligheder end dig for at ses med andre på barsel, og veninder med fleksible jobs, der kunne ses. Jeg kunne dog ikke overskue en dag hvor der intet skete. Og det var jeg flov over. Var min datter ikke nok? Det var jo hende jeg skulle være sammen med. Men nej, jeg blev simpelthen i så dårligt humør af det. Hvis jeg havde en dag uden planer, gik jeg ture! Det handlede om ikke at sidde i den der sofa og glo. For det var gift for mig.
    Min datter var nem at have med og amningen kørte så jeg var ikke presset over at skulle ud af døren. Men nej, barselshverdag er ikke lyserødt for alle! Og det er som om, det er tabu i disse ‘tilknytningstider’!

    • Tak for din besked Susanne. Det er vigtigt at vide at ikke alle barsler er rosenrøde, fuldstændig lige som alt andet. Der er bare ikke så mange der snakker om det! Min sofa var også gift for mig, men jeg magtede ikke at komme afsted. Med modermælkserstatning og kogende vand var det altid et projekt. Og det er begrænset hvor mange turer man gider gå alene hver dag. Ha! Dejligt du havde fut i røven og kom afsted. Det handler jo ikke om at man ikke gider sit barn, men ens egen hjerne skal sgu også stimuleres. Ellers bliver man da bims!

      Jeg håber mit indlæg her kan hjælpe andre – og jeg må ærligt indrømme, at jeg er overrasket over hvor mange der rent faktisk sidder derude. Puha! Bliver jeg ked.

  8. SIMONE says

    Havde det på præcis samme måde, kan i den grad relatere til dit indlæg. Det er så fint skrevet. Jeg skrev faktisk til mine veninder at jeg var ensom, men fordi ingen havde børn den gang, så forstod de det ikke og kunne derfor heller ikke forstå vigtigheden af at jeg opsøgte dem.

    • Simone – jeg havde det på præcis samme måde! Øv. Håber du er kommet ud på den anden side ♡

      Knus til dig og god sommer

      • Simone says

        Det er jeg, heldigvis. Håber jeg, at du også er. Har valgt at tage min erfaringer med videre og sørger for at være der for mine veninder som nu er blevet mødre. Samt også være åben omkring at alt ikke er nemt og lækkert på barsel. Min mand havde en efterfødselsreaktion som vi er meget åbne omkring. Det nytter ikke noget at gå og fortie de sværer ting. Det er fedt du bruger din platform til at bryde et tabu.

        Knus og Rigtig god sommer til dig også ❤️

        • Vigtigt at der også bliver taget hånd om fædrene. De bliver ofte “glemt”. Hvor er I seje. Jeg håber mit skriv kan bruges ihvertfald.
          Knus!

  9. Stephanie says

    Hvor er du bare sej, at du skriver det her! Man har så mange forestillinger om, hvordan det er at få børn, at amning er det nemmeste i verden, og at barsel er ren lykke…! Men det passer langt fra for alle, og jeg er helt sikker på, at der betyder en masse for mange kommende mødre også at læse de ærlige, rå historier om, hvordan det forløb ikke altid ser ud som forventet.
    Amning hos os var heller ingen succes, og jeg synes ærligt talt, at barsel var relativt kedeligt, selvom jeg rendte til alle mulige aktiviteter med min (selvfølgelig skønne!) lille dreng. Og det at sige, at man savnede mere intellektuelt stimulans end hvad en baby kan bidrage med, giver virkelig også tit hævede øjenbryn – men hey, det var min oplevelse, og jeg er sikker på, at jeg ikke er alene!

    SÅ igen, sejt at du deler, for du er på ingen måde alene med dine oplevelser❤️

    Kh Stephanie

    • Hej Stephanie,
      Tak for din kommentar. Jeg synes også barsel var røvsygt. Ja undskyld! Men det synes jeg. (se! hvorfor undskylder jeg egentlig? er stadig bange for mor-politiet!) Men ens hjerne har sgu også brug for at blive stumleret, ellers bliver man jo helt bims. Jeg havde selv svært ved at underholde Frida en hel dag. Jeg blev skør i hovedet og var ikke særlig god til det der med at ligge nede på gulvet og sige dikke-dik. Det var bare ikke mig!
      Dejligt at høre jeg ikke er alene – og forhåbentligt lander mit skriv et godt sted!
      Knus og god sommer ♡

      • Stephanie says

        Godt at du også selv stiller spørgsmålstegn ved dine undskyldninger – for du har jo absolut intet at undskylde for! Vi er så gode til at sammenligne os med andre, og alt for dårlige til at stole på os selv, og have ro i maven over de følelser vi har, og de valg vi tager. Det ser ud til, at I har en skøn og harmonisk pige, der absolut ikke har taget skade af, at mor ikke var kæmpe barselsfan. Så ikke flere undskyldninger ❤️

  10. Anna says

    Åh, det giver et stik i hjertet, når jeg læser dit indlæg. Jeg var ikke ensom i min barsel, men var bestemt ikke stor fan af konceptet alligevel – mest fordi jeg kunne føle mig lidt “fanget” i babyboblen og savnede at være sej på arbejde, tage pænt tøj på hver dag og være social med venner osv. Men jeg får helt ondt u hjertet, når jeg læser, at du var ked fordi du følte dig ensom. Ingen fortjener at føle sig sådan i sådan en ny og sårbar situation. Jeg håber, at du vil få en anden oplevelse, hvis du skal på barsel igen. Derudover skriver du, at du/I føler jer lidt udenfor igen. Men husk, det er jo ikke for sent at række ud ift denne situation. Kan godt være jeres venner har babyer, og I har en på 2. Men I er trods alt mere i samme både nu, end da vennerne ikke havde børn ❤️

    • Tusind tak for din besked Anna. Jeg var bestemt ensom, men savner også bare at have kollegaer, have pænt tøj på og alle de ting du nævner. At blive stumleret i hovedet, så jeg ikke blev helt bims. Og du har helt ret. Det er jo heldigvis aldrig for sent. Vi er nemlig mere i samme båd nu. Og det prøver vi at “udnytte”!
      Rigtig god sommer ♡

  11. Michelle says

    Meget stærkt indlæg! Har ikke selv børn, men det satte virkelig nogle tanker i gang. Kæmpe kram til dig <3

  12. Nanna says

    Så fint skrevet. Jeg stod i samme båd da vi fik vores datter. Fuldstændig samme.. Flot at du kan sige det højt, det har jeg aldrig kunne. Nu venter vi vores andet barn. Den her gang håber jeg det bliver bedre, ellers er jeg meget mere bevidst om det, og vil klart tage fat i nogen. Tak fordi du delte ❤️

    • Hej Nanna. Tak for din kommentar. Jeg har heller ikke rigtig fået sagt det højt før nu. Måske har jeg prøvet, men aldrig blevet forstået rigtigt. Så har bare gået med det selv. Håber mit skriv kan hjælpe andre i samme båd. Jeg håber også anden gang (når den dag kommer for os) bliver nemmere. Det tror jeg. Første gang er man jo helt grøn på området, alt er nyt, med alt. Anden gang har man ligesom været der, så tænker man er mere loose. Men man ved jo aldrig! Man kan kun håbe.

      Knus og god sommer ♡

  13. Mille says

    Hej. Jeg vil bare sige, at jeg kan kende dine følelser SÅ meget. Den manglende forståelse, ensomheden og det ikke-eksisterende overskud. Jeg står lige nu og tænker, at jeg ALDRIG vil på barsel igen, for det gjorde ikke noget godt for mig. Jeg startede på studie igen, da min datter var 9 måneder, og nød virkeligt at se voksne mennesker igen 😄

    • Hej Mille 🙂 Flot navn, iøvrigt. Høhø..
      Åhhh. har det på samme måde som dig! Vi vil jo gerne have et barn mere, men ærligt, jeg orker det ikke.

  14. Mathilde Dvinge says

    Sikke et indlæg søde Mille. Jeg synes du er så SEJ med din ærlighed – og totalt skøn! KNUS

    • Søde dejlige Mathilde. Du er selv skøn! Knus og god sommer til dig og familien. Håber vi ses i Blåvand ♡

  15. Michelle says

    Wow. Jeg er helt rørt. Jeg blev gravid med baby nr 2 da vi stadig kun havde en lille baby på 9mdr. Jeg var ikke lykkelig! Det var ikke planlagt for vi ‘vidste’ at jeg ikke kunne blive naturligt gravid. Og bum! Pludselig var jeg ‘tvunget’ til at være lykkelig for endnu en baby og ENDNU en barsel der faldt i direkte forlængelse af den første. Det var benhårdt! Hver morgen vågnede jeg og tænkte ‘det er løgn, ikke en dag mere helt alene herhjemme’ men jeg kunne ikke sige det højt, for det var jo et decideret mirakel at vi nu havde to børn. Når jeg forsøgte at åbne op, fik jeg altid velmenende råd hvor jeg i virkeligheden bare havde brug for nogen der lyttede. Sådan rigtigt lyttede.

    Jeg ville sådan ønske jeg havde læst dette indlæg dengang, for du er jo en fantastisk mor for Frida, også selvom din barsel ikke var lykkelig. Så tak fordi du er modig og sej og tør dele ud af dig selv!

    • Åh søde Michelle. Jeg får helt ondt i maven af at læse dit besked. Der er ingen følelser der er forkerte! Jeg håber det går bedre nu, og du har nogen at snakke med. Nogle gange har man, som du selv siger, bare brug for nogen der lytter. (eller et kram)

      TAK! Jeg håber mit indlæg lander et godt sted. Jeg prøver at være den bedste mor for hende, også selvom det har været og er hårdt.

      Knus og god sommer ♡

  16. Anne-Cathrine Madsen says

    Uuuuh jeg mærker det du skriver! Havde det måske ikke helt præcis på samme måde, men meget tæt på. Jeg ende med et angstanfald, hvor jeg var sikker på jeg skulle dø af hjertestop og astma. Så der kom ambulance og alt muligt. Pinligt!!! Det var først der der var en der sagde til mig: “ kunne du have en efterfødselsreaktion?”. Og det var også første der det jeg selv blev klar over, at jeg ikke skulle være “Wonder Woman mor” og at jeg havde behov for at snakke med nogen.
    Jeg var også den første i vores vennekreds og min amning gik skæv (2 1/2 uge blev det til)

    Vil endeligt bare skrive, at dit indlæg ramte mig dybt ind i maven.

    Kram herfra

    • Åh Anne-Cathrine. Jeg får helt ondt i maven af din besked. Men jeg er GLAD for du er på rette vej. Sikke en omgang! Trods ammestop og efterfødselsreaktion er jeg sikker på du er en vidunderlig mor.

      Knus og god sommer til dig og dine ♡

      • Anne-Cathrine says

        Jeg er helt bestemt på rette vej ☺️ Det har taget år at komme her til. Men jeg har det så godt i dag (3 år efter) at vi er i gang med “anden rundte”. Jeg skal starte i et forbyggende gruppeforløb, med en psykolog og en Sundhedsplejeske. Og så er jeg deltid sygemeld i graviditeten for at undgå stress (det fatter min chef så bare ikke). Og så går jeg til yoga, så jeg kan mærke mig selv.
        Jeg er nervøs for hvordan det vil gå. Men er ikke bange for barsel, amning og morpolitiet mere. Så er håbefuld ☺️
        Og tak for din søde kommentar. Det varm rigtig meget

        Kram og i lige måde herfra

  17. Cecilie Bruun says

    Hej Mille.
    Det er det bedste og mest ærlige indlæg jeg længe har læst ❤ Kneb en lille tåre undervejs, og tænker tilbage på min egen barsel med mange af de samme følelser.
    Heldigvis ved jeg også nu at når jeg engang skal på på barsel igen, så skal far have en del af barslen, ingen tvivl om det!

    • Hej Cecilie, tak for din besked. Jeg er glad for mit skriv giver mening, og forhåbentlig kan bruges til noget godt.
      Jeg håber for jer det kan lykkedes med far på barsel. Her bliver det lidt problematisk, da vi begge er selvstændige. Og i særdeleshed for Lasse, han kan ikke holde fri. Øv! Men så må vi finde en løsning…til den tid!

      Knus og god sommer ♡

  18. Sanne says

    TAK for at dele!
    Jeg er selv på barsel nr. 2 og er bange for at jeg, som ved barsel nr. 1, ender med at ringe på arbejdet og bede om lov til at starte tidligere end planlagt. Jeg var ved at blive skør til sidst!
    Det er så vigtigt at vi også fortæller de andre sider af at være nybagt mor. Jeg er enormt træt af, at der altid kun bliver delt de positive aspekter på de sociale medier – for helt ærligt, det er jo ikke mange der har en baby, der bare sover i barnevognen, så mor kan shoppe eller gå på cafe ?!??
    Et super vigtigt emne du har skrevet om, på en meget fin måde!

    • Jeg håber mit skriv lander et godt sted ♡ Barsler er bare så forskellige, ligesom graviditeter, fødsler, parforhold, venskaber og alt muligt andet. Der skal være plads til det hele, og der burde tales om det hele. Både de gode sider men også de dårlige.

      Knus og god sommer ♡

  19. Acie says

    Idag har jeg været i Jysk. Og i Netto. De eneste jeg har snakket med er de to gamle damer, der faldt i svime over mit barn i indgangen til Netto. Og så genboen – om vores kommunale affaldsordning. Sådan går de fleste dage.
    For mit vedkommende ved jeg godt, at det langt henad vejen er min egen skyld. At mit overskud ædes af, at jeg ved siden af fulstidsbarsel har fuldtidsblog. Elise er 9 måneder. Jeg har kun én enkelt gang lagt mig på sofaen og tændt for fjernsynet mens hun sov lur. Én gang. Ellers arbejder jeg. Eller stæser rundt og får huset til at fungere. Vasketøj, oprydning, opvask. Jeg har lovet mig selv, at jeg vil være bedre til at prioritere min barsel næste gang. Være bedre til at være på barsel. Fordi jeg forhåbentligt så har mere overskud til mit barn og til mig selv og mine sociale behov…: Det har været en virkelig tough learning.

    • Du er skide sej Acie. Hvis det fungerer for dig med det hele, så er det jo kun dejligt. Men jeg håber du giver dig selv tid og lov til at slappe af, bare lige fem minutter. Man kan ikke være on point hele tiden. Men som du selv siger.. det er tough learning. Jeg ville ønske jeg selv havde gjort det anderledes, men det kan jeg kun lære af! Barsler er bare så forskellige, og hver dag er jo ikke perfekt, I know. Men der skal bare helst være flest gode dage, end dårlige.
      Knus til dig ♡

  20. Lærke says

    Hvor er det flot skrevet, og hvor er det vigtigt at tale højt om det♥️ Jeg har fulgt dig længe, og har en datter fra 7/7 16- så de er næsten lige gamle – min Gerda og din Frida😊
    Jeg kan genkende mig selv i meget af det du skriver. Det var en KÆMPE omvæltning at blive mor, at blive en familie, og at far skulle på arbejde igen. Der var nogle ting, som gjorde at jeg kom godt igennem barslen, trods en hård og omtumlende start, og som har gjort at jeg har lyst til at gøre det igen en anden gang. Her er hvad, der hjalp mig:
    Vi var – modsat jer – de sidste i vennekredsen til at få børn. Så vi havde en masse erfaring, skuldre at græde ud ved, og brugbare råd og vejledning at trække på. Alligevel var de jo et helt andet sted i livet, da deres mindste var “store” 2 årige. Jeg kan huske jeg tænkte: kommer jeg mon nogensinde til at leve et normalt liv igen!! Og når jeg så på mine veninder, så var der håb😃 Og det viste sig heldigvis også at holde stik.
    Min sundhedsplejerske spottede hurtigt at jeg var i underskud af overskud, så at sige, og i min kommune (Hjørring) er der et fantastisk tilbud til sårbare førstegangsforældre. Her mødtes jeg over en periode på nogle måneder en gang om ugen med andre mødre, som jeg virkelig kunne spejle mig i. Her var Instagram-filteret skåret væk, og vi talte åbent om hvordan vi havde det, og hvordan vi hver især var udfordret. Møderne blev ledet af en psykolog og en familieterapeut med mange års erfaring indenfor feltet, og det var guld værd!
    Og sidst- men ikke mindst- jeg var svineheldig med min mødregruppe. Vi var tre piger sammen- de havde drenge, jeg havde Gerda. Vi svingede supergodt sammen, og ses stadig- og det mod og overskud, som jeg manglede havde de: og de delte glædeligt ud. Jeg tror aldrig jeg ville have haft de fede oplevelser på barsel, hvis det ikke var for min Sine og Trine♥️ Vi gik i babybio, til stimulastik, til svømning og vi sejlede sågar på endagstur til Gøteborg med børnene pakket i barnevognene.
    Uden dem, så tror jeg heller ikke jeg var kommet meget ud. Og nu siger jeg ikke, at man par tout skal rende rundt til noget hver dag, det tror jeg heller ikke er godt. Men jeg var i en situation, hvor jeg slet ikke kunne kende mig selv. Før Gerda var jeg udadvendt, kunne klare alt muligt på én gang, og nu var jeg fuldstændig lamslået af mor-rollen. Jeg havde brug for nogle, som kunne favne mig og mine “udfordringer”, og samtidig hjælpe mig tilbage til mit gamle jeg. Lidt lige som Carries assistent i satc-filmen: “Louise from Saint Louis- you brougt me back to life”♥️
    Lige nu er min mand og jeg på ferie på Kreta med Gerda. Vi rejste herned dagen efter hendes 2 års fødselsdag. Og jeg sagde til min mand i dag: hvis der var nogen, der havde fortalt mig, at vi ville sidde her med en 2 årig, som siger “mere djus, muar” da vi fik hende, så ville jeg ikke have troet på dem. Den gang kunne jeg ikke en gang overskue at sortere vasketøj 😊
    Mange kærlige tanker fra Lærke

    • Hej Lærke.
      Tusind tak for din kommentar. Dejligt du vil følge med herinde i mit lille univers. Wauw, ja så er det jo næsten lige gamle. Og sødt navn. Lille Gerda ♡
      Hvor er jeg glad for at høre det gik dig så godt, og dejligt du fandt to gode veninder at følges med. Og ikke mindst har kunne bruge dine venner med børn før jer. Det må have været guld værd.
      Sød reference med Louise from Saint Louis 🙂 Det giver god mening. Jeg ville ønske der havde været nogen til at gribe mig.
      Knus til dig

  21. Camilla Wiborg Svitzer says

    Hej Mille..

    Hvor er det bare fantastisk flot og meget rørende skrevet..
    Det er jo spot on!

    Jeg har selv en datter fra 9 juni 2016 og alt du skriver kan jeg genkende fra mig selv, lige fra det med amning der måtte opgives efter 2 måneder til følelses af at være alene og holdt udenfor af venner/veninder
    Jeg var så flov over at føle mig fanget derhjemme med hende (ja det er forfærdeligt at skrive) jeg savnede noget social voksenkontakt og at blive udfordret..
    Hvor blev jeg glad for at læse dit indlæg, fik helt tårer i øjnene, for så var jeg da i det mindste ikke alene om at have det sådan så tak for indlægget og tak for dig!
    Hvis du har lyst kunne vi mødes til en kop kaffe og snakke.. du kan finde mig på instragram på c.wiborg så er du velkommen til at skrive 😊

    De bedste hilsner Camilla

    • Hej Camilla,
      Hvor er jeg glad for at høre at mit indlæg lander et rigtigt sted. Men selvfølgelig trist over at du har haft det svært. Det er virkelig ærgerligt emnet er så tabubelagt, men det er jo nok i høj grad fordi vi godt ved hvor heldige vi er her i dk med muligheden for lang barsel, som ikke alle andre har. Så bliver det li fy-fy at være ked af det.
      Jeg finder dig ♡
      Knus

  22. Camilla says

    Jeg har det på mange måder ligesom dig Mille. Er selv 4 måneder inde i min barsel, og det er slet ikke som jeg havde regnet med. Føler mit liv har gennemgået en alt for stor omvæltning som virkelig VIRKELIG er kommet bag på mig.
    Jeg elsker min søn men pyha – hvor er Camilla i alt det her?

    Tak for et godt indlæg og for at råbe højt.

    Kh
    C

    • Hej Camilla,
      Tillykke med din søn. Det er en stor ting at blive mor, både på godt og ondt. Jeg håber du har nogen du kan snakke med og ses med. Det er sgu vigtigt! Tak fordi du læser med og gav dig tid til at skrive. Knus til dig ♡

  23. Sarah says

    Tak for et velskrevet og ærligt indlæg. Min barsel nr. 1 var skøn, og min barsel nr. 2 har været uendelig hård, ensom og udmattende. Storebror på knapt 3 var et let barn på alle måder, mine veninder boede alle i Århus, og mange studerede stadig – ligesom jeg selv. Anden runde har været rigtig hård. Det var ligesom ikke længere spændende blandt mine veninder, at jeg, som den første, havde fået børn. De fleste flyttede til Kbh og startede karriere – vi købte hus i Århus. Det har været ekstremt ensomt, og mine veninder forstår (naturligt nok) ikke, hvorfor jeg ikke bare lige kommer et smut til Kbh, eller kan snakke i flere timer, når de ringer kl 7 – hvor begge blir puttet. To børn oveni hinanden er skønt, men også røv hårdt! Især med en lillesøster aldrig har sovet længere end 2 timer i streg. Min barsel er slut, og jeg savner den ikke et sekund, men jeg har aldrig nævnt det for andre end min kæreste.

    • Hej Sarah.
      Det er vildt så forskellige barsler kan være. Der er helt sikkert også forskel på børn, men det er ærgerligt når man sidder ensom og ked af det. Det kan jo ende rigtig kedeligt.
      Jeg synes det er rigtig synd at dette emne er så tabu, men det er jo nok fordi man føler sig flov, og ikke mindst godt ved hvor priviligeret man er, overhovedet at have så lang en barsel her i dk. Men derfor er det jo ok at være ked af det. Ingen burde gå og være kede af det, have stress/depression eller angst. Jeg håber sådan emnet bliver belyst noget mere, for jeg kan jo se her i kommentarfeltet på både blog og instagram og mailindbakke, hvor mange der har haft det og stadig har det svært . Det er synes jeg godt nok er trist!
      Knus til dig og god sommer

  24. Kirstine says

    Hej Mille Emilie. Jeg hadede også at være på barsel med mit første barn. Jeg følte meget at ansvaret for barnet lå på mig og jeg husker stadig den første dag min kæreste skulle på arbejde. Jeg fik et chok over at han bare gik og så sad jeg der alene og græd. Ringede straks til min mor som kom dagen efter. Jeg kunne heller ikke overskue så meget og følte mig også enormt ensom. Og så HADER jeg at amme. Shit jeg synes det var unaturligt. Holdte ud i knap 6 måneder fordi jeg følte jeg burde.
    Min anden barsel var helt kanon. Jeg hvilede i rollen som mor, droppede amning efter 10 dage og mødte en pige fra vejen som jeg hang ud med dagligt.
    Mit råd er at opsøge andre på barsle, måske via facebook og måske besøg familien mere. Selskab gør godt:-) tak for fint indlæg, du er ikke alene!

    • Hej Kirstine,
      Øv at du ikke nød din barsel. Det er desværre, og tydeligvis her i kommentarfeltet, mange andre end os der heller ikke gjorde. Æv! Sådan skulle det jo helst ikke være.
      Jeg tror bestemt også anden gang bliver mere loose. Første gang er jo bare noget særligt, ALT er nyt, med alting. Du er ikke bare dig selv længere, kan ikke gøre de samme ting som før, nu er der pludselig et lille menneske der har brug og behov for dig 24/7.
      Dejligt mit indlæg kunne bruges. God sommer til dig go din familie ♡

  25. Maria says

    Virkelig fint indlæg – tak fordi deler. Den der alene-følelse er ikke sjov og fyldte også alt for meget i min barsel.

    • Tak fordi du læser med Maria. Er ked af at høre du sad i samme situation, men jeg håber du er på den anden side nu 🙂
      Rigtig god sommer til dig og dine.

      • Maria says

        Det er jeg og heldigvis bliver man hele tiden klogere på sig selv og sine behov i mor-rollen 👌🏻💃🏼
        God sommer.

  26. Sofie says

    Jeg må indrømme, jeg bliver lidt “provokeret” over, at du sætter dig i en offer rolle? Kan sagtens forstå, at det var hårdt, men du kunne jo bare have stoppet barslen langt tidligere? Jeg bor i et land, hvor jeg kun har 12 uger fra barnet fødes (ikke et sekund før) og jeg ville give min højre arm for at få LOV til at “være ensom på barsel”. Ved du hvor priviligeret du er i DK for at have SÅ lang barsel?

    Jeg forsøger bare at sætte det lidt i perspektiv – mange mødre tvinges tilbage på arbejdet, du fik lov til at gå og kede dig og tænkte aldrig tanken om, at du jo bare kunne begynde at arbejde igen? Det synes jeg er helt skørt, ingen siger at man skal tage SÅ lang barsel, bare fordi man har ret til den. Jeg ville hellere end gerne tage mere end 12 uger, men så bliver jeg fyret – så nyd at du havde tid og mulighed for så “hård” en barsel 😉

    • Janni says

      Et perspektiv kan man ikke rigtig bruge til så meget når man er i en depressiv tilstand! De følelser man kæmper med kan ikke sættes op imod at andre kvinder rundt omkring i verden har andre barselsregler end dem vi har i DK! Lige i den tilstand har man kun sig selv, sit barn og overlevelse for øje.

      Så jeg synes din kommentar er ualmindelig hård og uvedkommende. Ligesåvel som at vi bare kunne hoppe tilbage på arbejde efter 12 uger, ligesåvel kan du vel *bare” flytte tilbage til DK og udnytte vores barselssystem!

    • Susanne says

      Du har da fået et eller andet galt i halsen, Sofie. Jeg forstår godt at du gerne ville have en længere barsel. Men det at føle ensomhed ved at gå alene hjemme på lange dage med en baby og at tale om det er altså ikke at gøre sig til et offer (brugen af ordet ‘offer’ skal i øvrigt dø!) Er det virkelig nødvendigt at forklare for dig, hvorfor Mille ikke stoppede sin barsel, selv om hun ikke trivedes? Så skal jeg nok gøre det.

    • Hej Sofie,

      Jeg bliver ærgerlig over, at du opfatter mit indlæg som et forsøg på at placere mig selv i en “offer-rolle”. Så har du virkelig misforstået intentionen med det.

      Det her indlæg handler ikke om, hvorvidt jeg ikke føler mig priviligeret eller om at jeg “bare render rundt og keder mig”. Jeg er udemærket godt klar over, at vi på mange områder er meget priviligerede her i Danmark og det værdsætter jeg fuldt ud. Ligesom de i udlandet også er priviligerede på andre områder. Men nu bor jeg altså i Danmark, derfor er min problemstilling også her. Hvordan de gør i andre lande kan jeg ikke rigtig forholde mig til, for det er bare anderledes. Så lad os lige skille de to ting fra hinanden.

      Dette er jo blot et udsnit af min barselsperiode, som var rigtig rigtig svær. Og dén vil jeg gerne dele med andre, og jeg kan jo se her i kommentarfeltet og på mit instagram-opslag, hvor mange der sidder derude og har haft det, og stadig har det, rigtig svært. Dét kan sgu gå hen og blive problematisk, hvis folk ender med angst, depressioner, stress eller det der er værre. For slet ikke at tale om, hvor dyrt det kan ende med at koste samfundet. Så jeg mener bestemt det er noget vi bør tale om.

      Mit ønske er at belyse en situation der er enormt tabubelagt at snakke om, netop fordi vi har det så godt her i Danmark. Det bliver jo helt “fy-fy” at sige højt man har det svært og er ked af det, når vi er SÅ priviligerede, og burde være SÅ glade og taknemmelige hele tiden. Men sådan er virkeligheden jo ikke.

      Der er forskellige faktorer der spiller ind for hver familie og situation.

  27. Karina says

    Tak for en dejlig blog det er altid så dejligt at læse hvad du har på hjertet!
    Jeg føler selv at jeg står i samme båd, bare på den modsatte side. Der er virkelig gået babyboom i min vennekreds, der er ikke én af mine veninder der enten ikke er på barsel eller er gravid. Så selvom det helt modsatte problem, så er det virkelig hårdt ikke at føle at jeg har det samme til fælles med dem længere.

    • Hej Karina,
      Tak fordi du læser med herinde, og ikke mindst har taget dig tid til at skrive her.
      Jeg kan sagtens forestille mig hvor svært det må være at stå på den anden side også. Jeg har faktisk en tæt veninde, som står i den situation. 31 år, ingen kæreste, ingen børn.. alle andre får børn nu inkl. hendes to søskende, hvor hun er mellembarnet. Av! Det er sgu svært for hende. Så selvom jeg har Frida, så har vi på en måde fundet hinanden igen, fordi vi begge står “udenfor” den der babybobbel, hvis det giver mening? Og som du selv skriver, så ryger der på en måde en bid af fællesskabet. Man skal pludselig til at lære at være venner på en ny måde, og det kan være rigtig hårdt og svært. Knus til dig

  28. Jeg kan så godt genkende følelsen. Jeg var glad for at være på barsel og have tiden til mit barn. Men jeg synes også det var ensformigt, og jeg var ensom i høj grad. Jeg sås med min mødregruppe en gang om ugen, gik til babysalmesang en gang om ugen. Og resten af tiden var jeg alene. Med en mand der også først kom hjem kl 17.30-18 – det endte faktisk med at jeg følte at det var et svigt, at han arbejdede så meget. Fordi jeg var ved at drukne i barsel.
    Derudover var vi flyttet langt væk fra mine veninder, og den vennegruppe vi har her, tog ikke meget initiativ til at vi skulle ses. Og jeg kunne ikke overskue at være den der tog initiativ. Fordi det føltes som et projekt at komme ud af døren. Og fordi de første 4 måneder var så mega hårde. En amning der skulle kæmpes for, en fysisk skavank hos mit barn, som vi skulle døje med (ikke farligt) og bare chokket over at miste sin frihed, sig selv og hele den identitet man som voksen har bygget op omkring arbejde. Ja det var svært, og jeg gruer lidt for en barsel nr 2.

    • Hej H. Tak for din besked. Barsel er bare en hård nyser, uanset om det er nemt eller ikke så nemt. Det er trist det er så tabubelagt et emne, men jeg håber mit lille skriv her kan rykke lidt i det. Jeg kan jo se hvor mange der har givet feedback på det, og det er jo rigtig trist at se hvor mange af os der sidder derude der har haft det (eller har det) rigtig svært. Vi ved jo godt hvor priviligerede vi er her i DK med mulighed for lang barsel, men det gør det jo ikke mindre forkert at man kan være ked af det.

  29. Janni says

    Jeg kunne have skrevet det der! Barsel med mit første barn var virkelig god, men barsel med nr. to barn var et mareridt, og den dag idag, kan jeg faktisk ikke huske særlig meget fra den. Jeg kan huske store dele af barsel nr. 1 med min dreng for 4,5 år siden, men nr. 2 med min pige står meget uskarpt i erindringen, selvom den er tættere på… Jeg fik min datter næsten samtidig som dig, og først 1 år efter fik jeg vished om hvorfor jeg havde det SÅ dårligt. Jeg var parat til at forlade min mand (jeg vidste ingen anden udvej), og vi blev enige om at tage til en parterapeut for at redde hvad vi kunne. 5 minutter inde i samtalen kiggede terapeuten på mig og sagde: “Du har det da helt af H-til” og jeg brød fuldstændig sammen. Jeg havde en efterfødselsreaktion som ingen havde opdaget, og da jeg endelig fik vished for hvad det var jeg gik og tumlede med, lettede det en smule fordi jeg nu havde en årsag.

    Jeg havde ikke været ensom i den fysiske forstand, for jeg havde masser af venner, mødregruppe og forældre omkring mig, men ensom fordi jeg kæmpede alene indvendigt. Den kamp der til sidst gjorde mig lettere panisk angst for at være alene med min datter; for hvordan skulle jeg stimulere hende når jeg bare sad og stirrede ud i luften og faktisk ikke havde lyst til at være sammen med hende?! Det er frygtelig at skrive, men det var desværre sådan jeg havde det. Selvom jeg elskede/elsker hende over alt på jorden, blev hver dag en kamp for at få timerne til at gå til min mand kom hjem. Og selvom vi skændtes og havde dårlig stemning når han så endelig var hjemme, så var jeg da trods alt ikke alene.

    Min datter har faktisk 2 års fødselsdag præcist idag, og selvom jeg bestemt har det bedre end for 1 år siden, er jeg stadig mærket – det kommer til at tage lang tid at komme mig over det, men det kommer en dag er jeg sikker på.

    Tak for at dele <3 Det gav mig mod til at sætte ord på mine følelser (som jeg heller ikke 100% har fået delt med nogen andre i mit liv).Det er når man har allermest brug for hjælp at det er sværest at bede nogen om den, for man kan ikke sætte ord på, hvad det er man har brug for hjælp til i denne totalt uoverskuelige situation.Man har bare brug for nogen der formår at samle én op uden man har bedt om det!

    • Hej Janni,
      Tusind tak for din kommentar. Hvor er jeg ked af at høre at din anden barsel var så svær. Men jeg er glad for, også, at høre at du/I er på rette spor.
      Åhh.. jeg kender så meget den følelse du beskriver her. Det er jo heller ikke fordi jeg ikke elsker Frida eller Lasse, men jeg var bare helt tom indeni. Jeg skal selv begynde til psykolog når vi er retur fra ferie, fordi det tydeligvis stadig sidder i mig, og især efter dette indlæg kan jeg mærke hvordan det gør ondt i maven. Jeg er bange for om det evt har været, og måske stadig er, en form for efterfødselsreaktion.
      Tillykke med din pige. Og alt held og lykke til dig. Jeg håber sådan du kommer over på den anden side igen ♡

      Åh, den sidste del af din kommentar fik mig til at fælde en tåre. Det er så fint formuleret, og så rigtigt Janni! Man har bare brug for at der er nogen der griber en, uden man beder om det. For det er man slet ikke i stand til.

      TAK for din kommentar!
      Knus

  30. Trine says

    Jeg ELSKER det her indlæg. Tak for det og for dig! Jeg er selv på barsel pt, en jyde bosat i KBH. Mine veninder er heller ikke samme sted og det er svært! Svært at få tid til bare en telefonsamtale for de kan når de cykler hjem fra arbejde, og der er ulvetime i babyland! Jeg keder mig og tæller vitterligt ned til at skulle starte på arbejde igen så der bliver lidt indhold i tilværelsen der ikke foregår herhjemme! Min søn er sød og nem men hver dag er det samme. Rutiner – bevares, men det kunne sgu være dejligt hvis man havde nogle at dele det med! Jeg kæmpede bravt for at få amning op at køre – ammede med brik i 5,5 måned indtil jeg mente at nu var det tid til at jeg skulle luftes og fik min søn passet med sutteflaske – nu vil han ikke tage andet og så sidder man tilbage med dårlig samvittighed og skuffelse over en selv! 🙄 jeg synes det er SÅ vigtigt et indlæg det her og jeg er sikker på din næste barsel bliver HELT Anderledes. Det må have kostet lidt mavepine for dig at få det her skrevet ned, og for dine veninder at læse – men altså… TAK. God sommer og tak for at du skriver den bedste blog.

    Kh Trine

    • Hej Trine,
      Tusind tak for din besked. Ja, det er virkelig svært, når man pludselig er et andet sted i livet, og pludselig skal til at lære at være venner på ny, på en anden måde. Det kræver meget fra begge parter. Men når man sidder der, skrøbelig og helt ny i rollen, har man måske ikke altid overskuddet til at række hånden ud.
      Jeg tror, og håber på, at min næste barsel (den dag det sker) bliver meget mere smooth og loose. Alting har jo også været nyt i første runde. Næste gang kender man jo til det hele. Og tiden bliver jo også mindre næste gang. Der har man jo også barn 1 der skal hentes og bringes og alt det.

      Tak for din besked. Og rigtig god sommer til dig og dine 🙂

  31. Gry says

    Tusind tak for et virkelig velskrevet, ærligt og sårbart indlæg. Jeg kender ikke helt den ensomhed, du beskriver, men en snert af den. Eller måske mere end en snert faktisk? Hm…
    Hvor er det bare vigtigt (og modigt) med sådan et indlæg, for som kommentarerne også peger på, så er der mange, der sidder med lignende oplevelser.
    Tak!

    • Hej gry.
      Tak for din kommentar. Ja, det ser ud til at der er flere som går rundt og er ensomme og kede af det, end man lige troede. Det er godt nok tankevækkende og trist!
      Ønsker dig en dejlig sommer. Knus

  32. Line says

    Hej Mille,
    Det er første gang jeg kommentere, men du rammer noget som jeg – og mange flere – har følt. Tak for det. Jeg var selv den første i vores vennekreds, jeg var studerende også var jeg meget alene, da min kærestes dyrkede sport på højt niveau. Det var hårdt. Der var ingen der helt forstod situationen jeg stod i. Det var ensomt. Meget. Nu begynder de første blandt vennerne at få børn, og det begynder så småt at gå op for dem, hvordan jeg har haft det.

    Jeg er pt. på barsel med nummer to, og jeg har ikke en dag, hvor jeg er hjemme. Jeg træner sammen med andre mødre, går til babysvømning og nyder nu, at resten af mine veninder får børn. Det er dejligt.

    Lige i forhold til amning. Begge mine drenge er flaskebørn af samme årsag som Frida. Det var den bedste beslutning for vores lille familie. Også selvom folk havde en mening. Men hey, det har givet mange flere muligheder for os, både som par men også bare for mig!

    Tak for et godt indlæg

    /Line

    • Hej Line,
      Dejligt du tog dig tid til at kommentere herinde. Tak for det 🙂
      Det er jo lidt den samme situation jeg sidder i, som dig, kan jeg høre. Bortset fra min mand altså ikke dyrker sport på højt niveau, men ellers er det de samme følelser og manglende forståelse.
      Dejligt det går mere smooth her anden gang, det må være rart og bekymringsfrit. Nyd det!

      Ja, amning er en bitch. Men for os var det også det helt rigtige med flaske. Og det gav nemlig en anden frihed. Men det var også besværligt når man skulle ud med flasker, modermælkserstatning, kogende vand og hele baduljen. Men det kender du jo alt til.. hehe..

      TAK fordi du tog dig tid til at skrive.
      Nyd sommeren ☼

  33. CamillaLW says

    Jeg bliver nødt til at kommentere her fordi jeg synes, at det er et meget interessant emne og fordi jeg synes, at der er gået lidt veninder-uden-børn-shaming i kommentarsporet OG fordi jeg netop igår havde en samtale med en veninde om det modsatte … om at være den veninde, der ‘føler sig ensom i sine venskaber’ fordi alle de andre har fået børn. Som baggrundsinfo kan jeg fortælle at det er et bevidst valg fra min og min kærestes side, at vi ikke vil have børn nu (på trods af at vi har været sammen i 10 år +), fordi vi elsker at have tid og penge til at rejse verden rundt og give den gas med karrieren lige nu. Der er ingen tvivl om at vi skal have børn (sammen), men det skal ikke være lige nu… Der er flere der kommenterer at I har fået at vide, at “nu skal der ikke snakkes mere baby osv.” Og det kan jeg sagtens forstå ikke kan være rart, MEN tænk også gerne på de veninder som ikke har valgt at få børn lige nu, og hvordan de kan føle sig ekskluderet (ubevidst, bevares) af graviditets-/baby-/børnesnak. Jeg elsker (ok, det er løgn, men jeg kan ihvertfald virkelig godt lide) deres børn og at hygge med dem, men jeg gider ikke at alt skal være med børn eller på børnenes præmisser – så havde jeg selv fået det barn nu. Jeg vil da også gerne have et hverdagsopkald om noget irrelevant eller spørges til hvordan vores rejse var eller hvordan det går med mit job (også selvom det måske ikke længere virker som en vigtig del i livet, når man har lige fået børn – men det er det, der fylder mest i mit liv). Jeg fremhæver det her, for at sige, at det går begge veje – og det er helt sikkert ikke noget folk gør bevidst … Hvad end det er den ene eller den anden situation, så handler det i bund og grund om at vi tør sige det højt og snakke med vores veninder om det – også selvom det (måske) sårer dem eller giver dårlig samvittighed. Tal sammen … sig det til dine veninder … det har jeg ihvertfald tænkt mig at gøre 😉

    • Hej Camilla,

      Tak for din kommentar. Interessant læsning, og jeg kan sagtens følge dig. Det gælder naturligvis også den anden vej, når man ikke har børn. I know. Det har jeg jo netop også skrevet i mit indlæg. Jeg har jo selv stået på den anden side.

      Jeg skriver fx: “Måske skulle jeg selv have været bedre til at tage kontakt. Række ud.” Ja, det skulle jeg da helt sikkert. Men i min givne situation havde jeg virkelig intet overskud. Ikke engang til at sms’e og ringe når jeg lige havde 5 minutters “pause”. Jeg havde brug for at nogen formåede at samle mig op uden at jeg selv bad om det! Og ofte når man har allermest brug for hjælp og omsorg, er det også dér det er allersværest at bede om den. For man kan ikke altid sætte ord på, hvad det er man har brug for hjælp til i denne totalt uoverskuelige situation. Sådan var det ihvertfald for mig. Ja, det handler selvfølgelig også om at sige det højt, men det er bare ikke altid at man har overskud til netop det. Dette her er jo også bare min barselshistorie.

      Jeg hører hvad du siger mht. veninder uden børn. Og bare rolig, jeg ved jo godt hvordan det forholder sig. Jeg husker selv hvordan jeg havde det, inden jeg fik Frida. Man er bare et andet sted. Og ligeså vel som babysnak er kedeligt for dem er fest, drengesnak og arbejde jo også kedeligt at høre på for mig, når man er to så forskellige steder i livet. Som nybagt mor har du bare kun ben ting for øje; baby. Og tænk sig, det kan også være røvsygt for en mor. Man (læs: jeg) har også brug for stimulans til hjernen, omsorg og fællesskab.

      Men nu handler det her indlæg egentlig også om ensomheden. Ikke hvorvidt der skal shames til hverken den ene eller anden side. Det var ikke min intention, og det er ærgerligt du har opfattet det sådan.

      Jeg håber du får en dejlig sommer ☼

      • CamillaLW says

        Hej Mille
        Det var på ingen måde dit indlæg, som jeg havde opfattet på den måde… Jeg synes at det var både ærligt og interessant læsning – og som ramte ned i det, som jeg netop frygter ved at blive mor.
        Hands down – du er mega sej, både at du er kommet gost igennem det OG at du sætter fokus på den følelse nu!! Shaming-delen lå mest i kommentarerne – IKKE i indlægget 🙂
        Jeg ville egentligt bare lufte tanken om mine egne følelser – at det også kan føles ensomt at være den eneste, der ikke har fået børn (vs. som du, at være den første, der får børn).
        Og når det er sagt, så har du da helt ret: vi (alle) skal være bedre til tage fat i vores veninder, der lige har fået børn, FØR de selv beder om det – det vil jeg huske på, når jeg føler mig glemt blandt bleer og babymos 😉

  34. Rikke says

    Uha, det går lige i hjertet.
    Jeg har ingen børn, men stort hele min vennegruppe har fået babyer på stribe inden for de sidste 2 år.
    Jeg har det næsten som dig – bare uden en baby.
    De har hinanden og ses i løbet af dagen, mens jeg er på arbejde. Så nu sidder jeg alene om aftenen med mit singleliv. Pludselig ses vi søndag formiddag til kage eller frokost og ikke lørdag aften til vin og dans.
    Så jeg kan så godt følge din ensomhed. Min ensomhed skyldes blot andres babyer – ikke at jeg ikke under dem det, jeg elsker deres børn. Men det er også hårdt ikke at forstå, hvordan det er at have ømme brystvorter….
    ❤️

  35. Jeg har aldrig passet ind, da alle fik børn flyttede jeg 10.000km væk til Californien. Nu hvor jeg har fået barn (5 år senere) er de videre. Jeg har altid frygtet at gå på barsel, altid frygtet amningen – var ikke engang sikker på at jeg ville. Syntes faktisk også at det at være gravid var mega kedeligt. Jeg har forsøgt at overtale min mand til at næste gang skal jeg være far! Men jeg elsker min søn og måske fordi jeg havde frygtet det hele, blev det ikke så slemt. Men jeg har på den hårde måde vænnet mig til aldrig at søge veninders accept eller forståelse. Og det er ærgerligt, for det gør også at man bliver nærig med sig selv og deler mindre. Tilgengæld deler jeg på min blog… hvad jeg prøver at sig er nok bare at jeg kender ensomheden, og jeg ville også ønske at jeg var bedre til at nyde barslen. 🧡

  36. Rikke says

    Jeg er en af de læsere/følgere, der aldrig rigtig kommenterer. Men lige nu, efter jeg har læst det her indlæg, kan jeg ikke lade være med at skrive et par ord. For hold nu op, hvor kan jeg se mig selv, i det du skriver om at føle sig alene, fordi vennerne er et andet sted.. Har aldrig hørt/set nogle sætte ord på det, som du gør, og jeg har ofte følt mig alene om at føle mig alene (giver det mening?!) og følt mig forkert. Vennerne, både dem med større børn og dem helt uden børn (vi står lidt midt imellem vores venner), har slet ikke kunnet sætte sig ind i det, når jeg har påtalt det – men de har jo også haft hinanden. Jeg har følt mig helt flov over at have det sådan. Heldigvis er det blevet bedre nu, hvor vores søn er blevet lidt større, det var værst det første år. Men ja, nu fik jeg alligevel skrevet lidt.. Jeg ville egentlig bare sige TAK for at sætte fokus på sådan et sårbart emne.. Et virkeligt fint indlæg <3
    Rigtig god sommer.

  37. Katrine says

    Mega “like” til dit indlæg og ærlighed ❤️ Tror det på tide vi alle må konstatere at barsel ikke er for “tøsedrenge” og et glansbillede, og de fleste af os oplever den nye tilværelse som værende svær at takle.
    Ked af at læse der ikke var forståelse for dine følelser fra omverden (ikke henvist til din mand) det er bare så trist at tænke på 😥 knus til seje dig ❤️

  38. Tina/mormormedstiletter says

    Virker umiddelbart som en fødselsdepression…Tænker at du måske skulle få lidt professionelt hjælp til at få det bearbejdet.
    Eller måske det at poste det på bloggen er bearbejdning nok:-)?? Håber det egentligt, for du virker ellers som en stærk pige og din sunde fornuft kan nok godt forstå hvad der skete, hvis du får et navn sat på det eller er jeg helt ude ad en sidevej, tror du?
    Alt godt for dig og dine kære:-)

    • Hej Tina,
      Tusind tak for omtanken. Jeg tror, desværre, også at det måske er en efterfødselsdepression/reaktion eller hvad det nu hedder. Jeg kan virkelig mærke det hele blusse op igen nu hvor alle vennerne får små babyer. Skræmmende! Det har helt klart hjulpet at få nedskrevet en masse ord, men jeg har alligevel taget fat i professionelle hænder der skal hjælpe mig når jeg er tilbage fra ferie, for det er ikke helt nok bare at skrive. Jeg er normalt en glad og stærk person, men lige det her slår mig helt omkuld. Øv! Tak for din omsorg.
      Ønsker dig en dejlig sommer ☼

LÆG EN KOMMENTAR