DIY: Rustikke bordkort

Til vores kommende bryllup har jeg lavet hjemmelavede rustikke bordkort. De hersens runde nogen med stempeltryk. Vi var igennem rigtig mange forskellige bordkort, men ønskede noget som var lidt anderledes og rustikt, fremfor de klassiske manillamærker. Intet ondt om dem, for de er også super fine. Bordkortene måtte godt vise hvem vi er (hvis bordkort da kan vise sådan noget? Haha! Sikke en omgang pladder, I know!). Nå, men hvis der er noget der viser “hvem vi er” (bla bla blaaa), så er det da et lille DIY-projekt. Haha! Vi er jo sådan et gør-det-selv-par. I dette tilfælde er det mig, som har været en gør-det-selv’er. Jeg har brugt to aftener på at kreere bordkortene. Virkelig hyggeligt, faktisk.

Bordkortene kan bruges til alverdens ting, som bordkort til brylluppet, barnedåben, fødselsdagen, til-og-fra-kort til gaver eller som ornamenter til juletræet eller som påskepynt, eller…. Kun fantasien sætte grænser! Det er helt op til dig, hvad og hvordan du vil bruge dem – men her får du ihvertfald min “opskrift”, så du selv kan kaste dig ud i projektet. Som altid er der billeder af hele processen, samt beskrivelse af hvad jeg har gjort. 

Hvad synes I? Er de ikke blevet fine? Jeg glæder mig meget til at vise jer dem “in action” på selve dagen. Sørger selvfølgelig for at fotografen tager nogle billeder af bordene, også.

DET SKAL DU BRUGE:

  1. Kagerulle
  2. Bagepapir som underlag (det klistrer sig fast til bordet ellers)
  3. Kageudstikker. Et glas kan også gøre det. Jeg fandt dog dette kagesæt hos Panduro Hobby.
  4. Selvhærdende ler ‘Hobby Clay’ (fimoler kan også bruges, hvis man hellere vil bage det i ovnen) Jeg købte 1 kg selvtørrende ler hos Panduro Hobby, og det passede med 71 bordkort. Har en håndfuld ler tilbage. 
  5. Stempler (disse er købt i Tigeren)
  6. Stempelpude
  7. Sugerør til at lave huller til snor. 
  8. Servietter (Mine er stofservietter fra Broste, købt hos Notre Dame)
  9. Sejlgarn

SÅDAN GØR DU:

Tag et stort stykke bagepapir og læg på bordet. Jeg tapede mit fast, for når du begynder at rulle, flytter papiret sig.


Tag et stykke ler og rul det til en lang pølse. Rul herefter leret ud til en stor plade, jeg har rullet ca 3 mm. Når du har rullet den tykkelse du ønsker, tager du din udstikkerform og giver dig simpelthen bare i kast med at udstikke løs.

Dup stemplerne i stempelfarven og gå igang med at “stemple”. Jeg forsøgte mig både med maling, kuglepen og blyant, men det tog for lang tid at fylde ud efterfølgende, og blev ikke i nærheden af lige så pænt. Dette er helt klart den hurtigste løsning, hvis man vil have farve i. Man kan også vælge at stemple uden farve, det ser også ret fint og enkelt ud, men kan være lidt svært at læse.

Stemple, stemple, stemple, stemple, stemple…

Lav hul til snor med et sugerør. Easy peasy!

Tør resten af stempelfarven af med en fugtig klud. Medmindre man selvfølgelig gerne vil have hele stemplet omkring. Det ser jo også lidt cool ud, egentlig. Jeg tørrede dem dog af, for et mere simpelt udtryk. 

Lad bordkortene tørre i et døgns tid til de er hærdede. Jeg lagde dem på en bakke. De har det med at vende kanterne lidt opad, så jeg vendte dem et par gange i løbet af aftenen, så de blev lidt ujævne. Vil man have dem helt lige og flade, kan man lige lægge et stykke bagepapir henover, og ovenpå med et en bog el.lign. 

Bind så sejlgarn om servietterne og gennem navneskiltene. Sejlgarn, lædersnor, silkesnor.. brug hvad du synes passer til. Vi har anvendt sejlgarn, da vi synes det gav et rustikt look, som passer til resten af festlighederne for brylluppet. 

ET VIOLÁ! Så nemt kan det gøres. Det er da meget pænt, ik?


RELATED POST

  1. Hold nu op en fin løsning. 😀 Tænk at bordkort kan være så lækre. Skøn ide 🙂

    Mvh. Michelle-Marie

    • Tusind tak! Nej, man må tænke ud af boksen nogle gange 🙂

  2. Rikke

    1 juni

    Hej Mille
    Tror du, man kan farve leeret med hobbylak, og man samtidig stadig kan se bogstaverne, der er stemplet på?
    Kh Rikke

    • Hej Rikke,

      Det tror jeg sagtens man kan. Lav evt en enkelt tester 🙂

  3. Rikke

    4 juni

    Hej igen 🙂
    Jeg har lige endnu et spørgsmål – Hvor mange cm i diameter var den kageudstikker, du brugte til at forme bordkortene med?

    • Hej Rikke,

      Åh det ved jeg ikke lige. Men brugte den næststørste udstikker i den pakke, som jeg købte hos Panduro 🙂

  4. Virkelig en fed løsning. Det kunne jeg helt klart selv finde på at bruge!

    • Mille Emilie

      12 juni

      Hvor dejligt at høre 🙂 Det er ihvertfald et nemt og hyggeligt projekt, så det kan du roligt kaste dig ud i.

  5. Sanne

    14 juni

    Hej Mille,
    Vil du være interesseret i, at sælge servietterne, såfremt de “overlever”? 🙂 Jeg er på herrens mark ifht. servietter og synes 50 kr. stykket er lige i overkanten, når man skal bruge 65.
    Hilsen Sanne
    P.S. Virkelig fin idet – jeg forsøger mig i weekenden.

    • Mille Emilie

      14 juni

      Hej Sanne.
      Lad os tage den efter brylluppet.. hvor mange skal du bruge? Så finder vi ud af noget!

      • Sanne

        14 juni

        Det kunne være super fedt, hvis det kunne lade sig gøre. Jeg skal bruge 66 🙂

  6. Marie

    3 juli

    Ejj, det er en mega fin ide! Den vil jeg huske. Tillykke med brylluppet 🙂

  7. Kristina Dahl

    11 juli

    Hejsa!
    Kan se du på et tidspunkt har ville sælge servietterne, er du stadig interreseret i dette? 🙂
    Og måske også stempelsættet, hvis du kunne have lyst.
    De bedste hilsner,
    Kristina

    • Mille Emilie

      12 juli

      Sælger muligvis nogle af dem. Men sælger ikke stemplerne!

SKRIV EN KOMMENTAR

INSTAGRAM
@sonoma_seven