Kategori -
29. januar 2019

Det uredigerede virkelige hjem

For noget tid siden postede jeg nedenstående billede på min Instagram profil. Jeg havde, ærligt, ikke regnet med at det ville få så mange likes og kommentarer med på vejen. For det er jo bare… rod! Det var ikke min intention med billedet at høste mange likes eller kommentarer, for det var virkelig bare et “insta moment” taget lige dér i øjeblikket. Flere af jer kommenterede på det, bl.a. med følgende; “Hurra for realistisk hverdagskaos!”, “KÆMPE fan af det billede!!”, “Tak for et uperfekt billede!”, “Et levende hjem ser det ud til!”…og mange mange flere!

Jeg elsker når I engagerer jer på mine kanaler, uanset billede eller emner. Men jeg blev alligevel overrasket over hvor mange der faktisk syntes godt om mit hverdagskaos. Er vi blevet trætte af det opstillede? Det pæne? Det perfekte? Det polerede?  Det redigerede hjem?

Bor du altid så pænt?

NEEEEEEJ! Sådan her ser der ud 80% af tiden herhjemme! Måske nærmere 85%. Og jeg vil sige det sådan; Vi bor overordnet pænt og ryddeligt, men langt de fleste dage er her rodet. Hverdagen ruller, hamsterhjulet kører på fuldt skrue. Hverdagsrod, tegn på liv, livsrod! Jeg er jo bare et menneske. Og jeg håber at I der læser med, både her og på Instagram, godt ved at jeg bare er et menneske – ligesom Jer! Ha!

Nok er de fleste af mine firkantede små bokse æstetiske pæne billeder, men jeg håber I husker på, at de også blot er et lille udsnit af mit liv. Det er jo ikke alt jeg viser frem, og jeg viser som oftest det pæne. Ikke det polerede, men det pæne. Jeg tager det måske som en selvfølge, men jeg vil nu stadig mene at Jer der læser med her i mit univers godt ved at der også er en hverdag herhjemme bag alt det pæne og opstillede? Jeg tror på, at I har jeres sunde fornuft med Jer når I bladrer rundt i mit univers.

Men hvorfor så ikke vise det hele? Både det pæne og det mindre pæne?

Jeg prøver at finde en balance. En god mellemvej.

Udover at arbejde med bloggen og instagram, arbejder jeg også med styling og fotografi til hverdag. Jeg drages og inspireres af flotte billeder, fine æstetiske øjeblikke og hverdagsglimt med ekstra konfettidrys på toppen. Det er dét jeg laver til daglig, “that’s what I am doing for a living”! Mine forskellige kanaler, blog, instagram og youtube, er en slags portfolio for mig. At fange stemninger og øjeblikke og style med forskellige materialer, produkter, farver og rum, det er dét jeg lever af og det jeg holder allermest af at lave. Jeg trives allerbedst med det æstetiske og orden omkring mig.

Og helt ærligt, det er altså de færreste, som gider at kigge på rod. Det er i hvert fald ikke dét jeg selv synes er særlig inspirerende at kigge på, hverken herhjemme eller hos andre.

Rigtig mange Instagram feeds er fyldt med perfekt-indrettede hjem, pæn hud, flot tøj, flotte kroppe, misundelsesværdige rejser osv. Alt sammen kan hurtigt signalere en meget idyllisk tilværelse, og man kan nemt få det indtryk af, at folk bor og lever enormt opstillet og perfekt. Picture perfect! Men sådan er virkeligheden jo heldigvis ikke. Ingen af os lever det perfekte glansbillede liv, selvom det hurtigt kan se sådan ud udefra på de små firkantede bokse på telefonen. Ingen af os lever det perfekte liv. Hvad er det perfekte liv overhovedet? 

Med alt andet skal man huske at bruge sin sunde fornuft. Huske på, at det blot er mennesker der sidder der bag skærmen. Helt almindelige mennesker, ligesom du og jeg. Hvis man har sin sunde fornuft med sig, og bruger den rigtigt – så kan det altså ikke gå helt galt, vel?

Den uredigerede virkelighed

Selv prøver jeg at huske på, at vise den uredigerede virkelighed også, de små bump på vejen, som også er en del af livet. Både herinde på domænet med masser af tankemylder og personlige indlæg, hvor der er lidt mere plads til det lange skriv. Som da jeg eksempelvis skrev om at være ensom på barsel, eller da jeg græd seks gange på en dag eller da skrev om mine tanker om af skulle flytte fra storebyen til provinsen, kan jeg? bare for at nævnte nogle få.

Men jeg prøver altså også at vise Jer det uredigerede både her og på Instagram – som for eksempel med mit rodebillede fra forleden. Selve mit feed er måske mere poleret end hvad hverdagen lige er,  men jeg prøver især på stories at være mere upoleret og vise hverdagen præcis som den er, fx når jeg har været ude og løbe og er helt svedig og rød i hovedet, eller når det bare roder helt åndssvagt i vores hjem. Jeg prøver at vise det knap så pæne, den leverpostejsfarvede hverdag; vasketøj, opvask, sorte rander under øjnene, uglet hår og joggingtøj. For dét er også mig. Og det er helt okay at I også ser den version. For jeg er bare et menneske!

Ingen af os er de glansbilleder, vi kan være tilbøjelige til at præsentere os selv og vores liv som. Men jeg håber og tror, at I der kigger med rundt omkring, hos mig og hos andre, har jeres sunde fornuft med Jer. At I kan finde ud af at navigere mellem det redigerede og det uredigerede. At vi selv tager et ansvar om at sænke vores forventninger til os selv og hinanden, og ikke mindst turde vise det uperfekte også.

Hvem vil du bytte med?

Hverdagen og virkeligheden, hos de fleste mennesker, er mere hverdag end eventyr. Hverdagen er langt mere broget! Ja ja, mange ser ud til at leve i det perfekte boligmagasin-hjem, men bag facaden er de også bare mennesker der lever helt almindelige liv med vasketøj, rod og legetøj over det hele. Jeg kan godt selv få helt pres over andres perfekte liv hvis jeg lige har en dårlig dag, en bums midt på næsen eller vores hjem sejler. Men når vi kigger på andre, og tænker “åh, hun bor så pænt altid!”, eller “gid jeg havde det perfekte liv som hende der!”, ville vi så egentlig bytte vores eget uperfekte liv med andres “perfekte” liv? Jeg tror det ikke, og den gode og kloge Hella Joof siger det så fint;

Vi må hver især vælge én, som vi bytter med. Rub og stub. Intelligens, udseende, økonomi, karriere, familie, ordblindhed og vaginisme. Og vedkommende får vores liv med alt, hvad dertil hører af knyster, læsebriller, børn og hunden og vores mand og haven og søde, gamle tante Bertha og alle vores sjove minder fra firserne (aj, måske ikke lige firserne, for dem, der var unge i firserne, kan formentlig ikke huske dem). Kort sagt hele pakken. Og nu skal du lige mærke efter, hvem du gerne vil bytte med. Hvem vil du gerne bytte med? Er der ikke nogen, du gerne vil bytte med? Mærk lige efter én gang til.”

                Uddrag af bogen Papmaché Reglen af Hella Joof

Og det er jo ret interessant læsning. Hvis man går alle kroge igennem hos andre mennesker, som man umiddelbart tænker man ville bytte med, ville man så egentlig bytte ens eget liv med nogen? Jeg ved ikke med dig, men jeg vil i hvert fald ikke.

En skøn blanding af det hele

For mig handler min blog og instagramprofil ikke om kun at vise det perfekte, men jeg ved også godt jeg ikke altid fremstår rodet og uperfekt med mine æstetiske pæne billeder. Men jeg håber I kan skildrer arbejde og virkelighed? Min profil er nemlig meget lig med mit arbejde, en slags portfolio om man vil, som jeg også nævnte tidligere. Det er en god blanding af hverdagsliv og arbejde. Mit arbejde er et æstetisk og kreativt univers, hvor jeg håber folk kan blive inspireret, om det er til boligindretning, mode, livet med børn, træning eller hvad det måtte være. Her viser jeg sjældent vasketøj og rod, da mit arbejde bl.a. er at tage pæne billeder for kunder, til kataloger, til blogindlæg, til kampagner. Og her er rod altså ikke en del af agendaen.

Men ligeså meget jeg elsker at vise alt det pæne, så elsker jeg også at I får et indblik i mit realistiske hverdagskaos. Hvorfor jeg en gang imellem også viser det frem, og når I så tager SÅ godt imod det som forleden, så får jeg endnu mere lyst til at vise det realistiske hverdagskaos frem. At vise Jer det hele.

En skøn blanding af det hele! Det indbydende, pæne, rodede, hyggelige, rare, funktionelle, hæslige, motiverende, det kedelige og det sjove. Men vigtigst af alt; det personlige! Det er vigtigt for mig at I kan mærke MIG. Jeg vil fortsat dele pæne “opstillede” hjørner fra mit hjem, men jeg vil helt klart prøve at blive bedre til at vise mere af den ikke-iscenesatte, usminkede virkelighed. Den skal vi også huske at gøre plads til, for den er vi os selv i.

Uredigeret, ærlig og personlig!

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret