ABOUT

Sonoma Seven er min personlige blog, mest om interiør og indretning, mange DIY projekter og inspiration til indretning af børneværelset, krydret med en lille smule beauty talk, ærlige anmeldelser, inspirationsrige videoer samt personlige indlæg om mit liv. Bloggens navn stammer fra min mormor og morfars gamle hus. Huset var min morfars barndomshjem, hvor også min mor og hendes søskende er vokset op. Jeg er kommet i huset siden jeg var barn, og helt frem til huset blev solgt i 2015 har det betydet alverden for mig og min familie.

 

Huset hed ‘Sonoma’ og var nr. 7 på vejen, deraf bloggens navn. Sonoma var et stort og spændende hus i tre plan, og det er her min passion for indretning, interiør og kreative påfund startede. Som barn legede jeg overalt i det gamle smukke hus. Jeg var altid ude og udforske hvert hjørne af huset, de forskellige møbler, historiske samlinger og ting at lege med.

 

Især min morfars kælder var et sjovt sted, det var også her han havde sit værksted. Det var fyldt med alle mulige maskiner, stensamlinger, kasser, møbler og mange andre spændende ting. Jeg har brugt så utroligt mange timer af min barndom i det hus, og det har helt sikkert været med til at skabe min store interesse for møbler, interiør, DIY projekter og kreativitet. Jeg fandt det derfor også naturligt at bruge det unikke navn til min blog. 

 

BAG BLOGGEN:

Jeg hedder Mille Emilie Vilmar, er 30 år gammel og bor i hjertet af København med min mand Lasse og vores lille datter Frida (fra 1. juni 2016). Jeg har en lidt skør baggrund, da jeg er uddannet fra butik samt uddannet multimediedesigner fra 2012. Jeg har tidligere arbejdet i PR- & kommunikationsbranchen hos Inside PR, med fokus på møbler og interiør. Lige nu er jeg dog på barsel med min Frida.

 

Jeg arbejder ved siden af min barsel som fuldtidsblogger, freelance stylist og DIY-skribent. Jeg er autodidakt, for det er et job jeg selv har skabt qua min blog. Et job jeg elsker, da jeg kan udfolde mig kreativt, og har mulighed for at inspirere mine læsere her på domænet.

 

Min kæreste og jeg er det man vil kalde en rigtig “gør-det-selv-par”, da vi elsker at skabe gode løsninger til vores hjem, selv. Vi er ofte i en situation, hvor vi ikke har mulighed forat købe præcis, det vi vil, og hvad gør man så? “Man gør det selv” Jeg tror faktisk, det er vores motto! Du kan se alle mine DIY-projekter i DIY kategorien.

 

Tak fordi du læser med.

INSTAGRAM
@sonoma_seven